21 strategier til effektivisering af remarketing

Hvordan du skal konfigurere din remarketingkampagne, afhænger af dine forretningsmæssige mål og de kundetyper, du gerne vil nå ud til. Vi vil gerne hjælpe dig med at nå dine mål og har derfor opstillet nogle tips og forslag nedenfor, som du kan holde dig for øje, når du opsætter din remarketingkampagne.

Strategier for remarketinglister

1. Målret mod alle dine websitebesøgende og appbrugere

Den helt grundlæggende måde at bruge remarketing på er at nå ud til en målgruppe bestående af alle dem, der har besøgt dit website eller brugt din app. Den anbefalede fremgangsmåde er at bruge en "Google Ads-optimeret liste", som hjælper dig med at nå ud til websitebesøgende, appbrugere og andre målgruppekilder.

2. Brug budstrategier, der maksimerer antallet af konverteringer

Med Smart Bidding-strategier af typen Udvidet CPC (CPC, cost-per-click) justeres dine manuelle bud automatisk for klik, hvor der er hhv. større eller mindre sandsynlighed for, at de fører til et salg eller en konvertering på dit website. Bemærk! Denne mulighed anbefales, hvis du kun opnår få konverteringer. Ellers skal du bruge budgivning baseret på mål-CPA eller mål-ROAS.

Budgivning baseret på mål-CPA er et optimeringsværktøj, der kan hjælpe dig med at maksimere dit investeringsafkast ved at optimere bud i realtid for hver enkelt eksponering. Med budgivning baseret på mål-CPA behøver du med andre ord ikke længere at justere dine bud manuelt for at nå dine konverteringsmål.

Mål-ROAS (annonceafkast) hjælper dig med at få kunder til at foretage konverteringer, i og med at systemet forsøger at sikre dig et ROAS svarende til det mål, du har angivet i form af en maksimal budpris pr. klik.

Med Maksimér antallet af konverteringer er målet at sikre dig så mange konverteringer som muligt inden for det budget, du har angivet, uden hensyntagen til ROAS eller mål-CPA.

Manuelle budgivningsstrategier Hvis du foretrækker at administrere dine bud i remarketingkampagnen manuelt, anbefaler vi, at du angiver et maksimalt CPC-bud.

Her er et par budstrategier, der kan hjælpe dig med at effektivisere din remarketing:

Hvis du er tilfreds med effektiviteten af din remarketingkampagne, kan du overveje at hæve dit bud for at nå ud til flere kunder og forbedre dit investeringsafkast. Hvis du øger dit bud, kan du forbedre annoncens placering og på den måde forbedre dine chancer for konsistent visning på websites på Displaynetværket over for personer på din remarketingliste.

Hvis du har oprettet remarketinglister med forskellige varigheder af medlemskab, kan du bruge budadministration til din fordel. Lad os f.eks. sige, at du gerne vil nå ud til besøgende, der henholdsvis har besøgt dit website inden for de seneste 30 dage og inden for de seneste syv dage. Du kan så oprette to forskellige lister med forskellig varighed og derefter byde mere aggressivt for den liste, der er mest værdifuld for dig.

Eksempel

 
Nina har et elektronikwebsite og ved, at det er mest sandsynligt, at kunderne køber et fjernsyn inden for den første uge efter at have set hendes sider med fjernsyn. Hun byder mere for personer, der er kommet på hendes liste inden for de seneste syv dage. Personer, der har besøgt hendes website inden for 30 dage, køber muligvis stadig produkter, men hun ønsker ikke at byde så "aggressivt" for disse kunder.
For at gøre dette opretter hun en liste over brugere, der har set siderne med fjernsyn, angiver varigheden af medlemskabet til syv dage og målretter mod denne liste med et mere "aggressivt" bud. Hun opretter også en anden liste med brugere, der har set siderne med fjernsyn, og angiver varigheden af medlemskabet til 30 dage for denne side. For ikke at nå ud til de besøgende på listen på syv dage med begge lister opretter hun derefter en tilpasset kombination målrettet mod listen på 30 dage, ekskluderer listen på syv dage og bruger et mindre "aggressivt" bud.

3. Målret mod tilsvarende målgrupper

Når du opretter en kampagne eller redigerer målretningsindstillinger for en annoncegruppe, kan du vælge at målrette mod "tilsvarende målgrupper". Målretning mod Tilsvarende målgrupper giver dig mulighed for at vise annoncer til personer, der deler karakteristika med personer på dine eksisterende remarketinglister. Få flere oplysninger om tilsvarende målgrupper.

4. Brug automatisk målretning

Til kampagner på Displaynetværket bruges der som standard konservativ automatisk målretning, hvilket betyder, at dine annoncer vises for en målgruppe, der minder om den, du har målrettet mod. Du kan dog også vælge at udvide dine annoncers rækkevidde med "aggressiv" automatisk målretning. Få flere oplysninger om målretningsindstillinger.

5. Brug dynamisk remarketing

Med et Google Ads-produktforslagsprogram kan du vise produkter og ydelser for de personer, der tidligere har set på dem på dit website. Forslagsprogrammet vælger selv den type annoncelayout, der forventes at være mest effektivt i forhold til den aktuelle bruger og den enhed, vedkommende benytter. Få flere oplysninger om dynamisk remarketing.

6. Få besøgende, der har forladt indkøbsvognen, til at ombestemme sig

Af og til lægger brugerne varer i deres indkøbskurv uden at gennemføre købet. Disse kunder er ofte meget tæt på at beslutte sig for at foretage et køb, og det giver dig en oplagt mulighed for at forsøge at få dem til at fuldføre købet. Hvis du vil nå ud til denne målgruppe, skal du konfigurere din remarketingliste således, at der målrettes mod "Besøgende, der besøgte en side, men ikke en anden", og angive webadressen for din indkøbskurvside og ordrebekræftelsesside.

Eksempel

Nina har en onlinebutik, der sælger elektronik. Hun oplever, at kunderne lægger dyre varer i indkøbskurven, men ikke altid gennemfører købet. Hun beslutter sig derfor for at oprette en remarketingkampagne for at få disse kunder til at vende tilbage til butikken og forhåbentlig fuldføre et køb.

7. Opnå mersalg eller krydssalg til nuværende kunder

Kunder, der allerede har købt varer på dit website, er muligvis også interesserede i supplerende produkter eller tjenester, som du tilbyder.

Hvis du opretter en liste med "kunder, der har konverteret", når du ganske vist ud til en mindre gruppe af besøgende, men disse kunder kender allerede til din virksomhed og er interesserede i den. Sørg for at tilpasse dine annoncer, så de er skræddersyet til denne gruppe.

Du kan også oprette remarketinglister for bestemte produkter. Hvis kunderne har set bestemte varer og derefter foretaget et køb, kan du vise dem annoncer for et andet relateret produkt.

Eksempel

Jørgen har en butik med ting til haven og vil gerne nå ud til kunder, der har set sektionen med plantefrø i butikken og derefter foretaget et køb. Han ved, at kunder, der køber plantefrø, ofte også er interesserede i plantenæringsprodukter. Derfor opretter han en remarketingkampagne, så han kan nå ud til de pågældende kunder med annoncer for disse relaterede produkter.

8. Vis forskellige produktkategorier

For at vise forskellige produktkategorier skal du oprette en remarketingliste for hver enkelt produktkategori, hvor webadressen for hver enkelt liste indeholder kategorinavnet.

Eksempel

Jane har en online tøjbutik og vil gerne vise nogle andre remarketingannoncer til kunder, der søger efter dametøj, end dem, hun viser til kunder, der søger efter herretøj.

Hun opretter derfor en annonce, som skal vises for de kunder, der har besøgt siden "Dametøj", og en anden annonce, som skal vises for de kunder, der har besøgt siden "Herretøj".

9. Nå ud til kunder inden for et bestemt tidsrum, efter at de har fuldført et køb

Hvis du forventer, at kunderne er tilbøjelige til at købe produkter eller tjenester af din virksomhed inden for en bestemt tidsperiode efter den første interaktion med virksomheden, kan du oprette en remarketingliste med en specifik varighed af medlemskab.

Hvis du vil nå ud til kunder, som har foretaget et køb for mellem 30 og 90 dage siden, skal du oprette to remarketinglister: Én med en varighed på 30 dage og én med en varighed på 90 dage. Brug derefter en tilpasset kombinationsliste til at nå ud til alle kunder på listen med en varighed på 90 dage, men ikke listen med en varighed på 30 dage.

Eksempel

Mark har et website med videospil. Han ved, at kunder, der køber en spillekonsol på hans website, ofte køber flere spil efter 30-90 dage, men hvis der går mere end 90 dage, er det ikke sandsynligt, at de foretager endnu et køb. Han beslutter sig derfor for at oprette en remarketingkampagne for at sælge videospil til alle kunder, der har købt en konsol for mellem 30 og 90 dage siden.

Annoncestrategier

10. Skræddersy dine annoncer til din strategi for remarketing

Din strategi for dit annoncemateriale er akkurat lige så vigtig som din strategi for remarketinglister. Her er et par generelle anbefalinger vedrørende dine remarketingannoncer:

  • Relevante for den målgruppe, du gerne vil nå ud til
  • Samme udseende som dit website
  • En fængende opfordring til handling

Eksempel

De af Janes remarketingannoncer, der er målrettet mod personer, som har besøgt sektionen med overtøj til kvinder på hendes website, ville være mere relevante, hvis de promoverede dynejakker til kvinder i stedet for et mere generelt budskab.

11. Brug responsive annoncer

Responsive annoncers størrelse, udseende og format justeres automatisk, så de passer til stort set alle tilgængelige annoncepladser, eksempelvis en bannerannonce på ét website og en dynamisk tekstannonce på et andet. Med disse annoncer kan du med andre ord spare tid, i og med at du kan være sikker på, at det altid er det optimale annonceformat, der vises på den aktuelle annonceplads. Få flere oplysninger om responsive annoncer.
12. Byd på lister, hvor der er større sandsynlighed for en konvertering

Højere bud øger dine chancer for at nå ud til flere personer på din remarketingliste, hvilket maksimerer din eksponering over for denne værdifulde målgruppe. Når du skal beslutte, hvilket bud du vil angive for dine remarketingkampagner, skal du overveje værdien af kunderne på hver enkelt af dine remarketinglister.

Eksempler

Martin sælger elektronikvarer. Da han tjener mest på fjernsyn, byder han højere for en remarketingliste, der er målrettet mod besøgende på sider med fjernsyn, end for en liste, der er målrettet mod besøgende på sider med kameraer.

Han konfigurerer også to tilpassede kombinationer for at målrette mod to grupper af kunder:

  • De personer, der allerede har besøgt hans website, men endnu ikke foretaget et køb
  • De personer, der allerede har påbegyndt betalingsprocessen på hans website, men har forladt det uden at gennemføre et køb

Det er mere sandsynligt, at personer, som allerede har lagt produkter i indkøbskurven, gennemfører et køb. Derfor er de sandsynligvis mere værdifulde for ham. I dette tilfælde byder han højere for annoncegruppen med denne remarketingliste.

Generelle strategier

13. Udvid din målretning efter geografisk sted og sprog

Da remarketing kan hjælpe dig med at nå ud til dine ideelle kunder, skal du være i stand til at vise dem annoncer alle steder på nettet. Dine websitebesøgende taler muligvis flere sprog og får muligvis adgang til dit website fra hele verden, og du skal derfor sørge for at aktivere målretning mod alle lande og sprog i dine kampagneindstillinger.

Når du vælger geografisk målretning, skal du huske, at du skal kunne betjene kunderne i de områder, du målretter mod.

14. Forlæng varigheden af medlemskabet for dine lister for at nå ud til flere besøgende

Hvis du forlænger varigheden for din liste, f.eks. fra 30 til 60 dage, vil du kunne skabe kontakt til flere personer, som besøger dit website inden for den angivne periode. I de fleste tilfælde er det sådan, at jo længere varigheden er, desto flere brugere er der på listen.

15. Reducer listens varighed for kun at få de seneste besøgende med

Du kan potentielt set få flere konverteringer fra din liste ved at reducere varigheden af medlemskabet og dermed kun få de seneste besøgende med. Bemærk! Når du reducerer varigheden, begrænser du formentlig også antallet af potentielle kunder, som du når ud til.

16. Begræns det antal gange, de besøgende kan få vist dine annoncer

Med frekvensbegrænsning kan du begrænse det antal gange, en person får vist en bestemt annonce pr. dag, hvilket kan reducere antallet af eksponeringer.

17. Vis dine annoncer, når der er størst sandsynlighed for, at de besøgende ser dem

Med annonceplanlægning kan du angive bestemte tidspunkter eller ugedage, hvor dine annoncer skal vises, så du kan nå ud til kunderne, når de er vågne og online.

18. Accelerer annonceleveringen, så de besøgende ser dine annoncer hurtigere, efter at de har klikket sig ind på dit website

Accelereret levering forsøger at vise dine annoncer hurtigere, indtil dit budget er nået. Med denne mulighed kan du nå ud til folk på din liste og levere annoncerne, så snart kunderne browser på Displaynetværket.

Langsigtede strategier

19. Invester dine annoncekroner på de websites, der giver resultater

Hvis du konstaterer, at du bruger en stor procentdel af dit budget på ét eller to websites, men du ikke får nok konverteringer til at retfærdiggøre investeringen, kan du sænke dit bud for dette website eller ekskludere websitet fra din kampagne.

Hvis en håndfuld websites omvendt giver virkeligt gode resultater og en lav CPA, bør du overveje at hæve dit bud på disse websites.

Konverteringssporing viser dig, hvor mange konverteringer du opnår via din remarketingkampagne. Du kan også vurdere effektiviteten på websites på Displaynetværket i forhold til visning af dine annoncer på Søgenetværket og bruge disse data som udgangspunkt for din budgivning og optimering.

20. Gør listen større ved at få mere trafik på websitet

Brug en supplerende onlineannonceringsstrategi for at tiltrække flere mennesker på dit website, så du kan føje dem til din liste. Display- og søgekampagner er effektive metoder til at opnå dette.

Var disse oplysninger nyttige?
Hvordan kan vi forbedre siden?

Har du brug for mere hjælp?

Log ind for at se yderligere supportmuligheder, så du hurtigt kan løse problemet