Før du kan begynde at bruge din managerkonto, skal du knytte den til en eksisterende eller ny Google Ads-konto eller til en anden managerkonto. Du kan derefter se oplysninger på tværs af flere konti og skifte mellem alle de tilknyttede konti med ét login.
Denne artikel giver oplysninger om tilknytning af konti til din managerkonto. Du kan se en vejledning i, hvordan du gør dette, i Knyt konti til dine managerkonti.
Sådan fungerer det
Det kan være en hjælp at betragte en managerkonto som et træ. Alle managerkonti på øverste niveau kan forgrene sig og administrere individuelle konti eller andre managerkonti. Disse managerkonti kan så forgrene sig igen og administrere flere individuelle konti eller andre managerkonti osv.
Du skal være opmærksom på følgende begrænsninger:
- Det maksimale antal aktive konti, der ikke er managerkonti, som din managerkonto kan knyttes til ad gangen, afhænger af dine kontis månedlige forbrug i løbet af de seneste 12 måneder. Få flere oplysninger om, hvordan maksimumgrænsen for antal konti fastsættes for din managerkonto.
- En individuel Google Ads-konto kan ikke administreres direkte af mere end fem managerkonti.
- En managerkonto kan ikke administreres af mere end én anden managerkonto.
- Din kundekontostruktur kan ikke være mere end seks niveauer dybt.
- En individuel Google Ads-konto kan ikke knyttes til mere end én managerkonto i det samme MCC-hierarki.
Tilknytning til en eksisterende individuel Google Ads-konto
Når du knytter din managerkonto til en eksisterende Google Ads-konto, forbliver den oprindelige kundekonto uændret, og dens kontohistorik forbliver intakt. Fra den oprindelige brugers perspektiv ser kontoen ud, som den altid har gjort, og det er muligt at logge ind på den med samme loginoplysninger og tilladelser som før. Eksempelvis har de oprindelige brugere af kundekontoen fortsat adgang til kontoens fakturering, og fakturerings- og betalingsmetoder ændres ikke, medmindre du vælger at konfigurere samlet fakturering.
Husk! Når du knytter din managerkonto til en eksisterende Google Ads-konto, har den som standard ikke administrativt ejerskab over kundekontoen. Administrativt ejerskab skal slås til for managerkontoen på kundekontoen.
Du har også mulighed for at oprette nye Google Ads-konti direkte fra din managerkonto. Disse konti er automatisk knyttet til din managerkonto, og du kan invitere brugere til kontoen efter behov. Få flere oplysninger om oprettelse af nye konti fra din managerkonto.
Tilknytning til en managerkonto
Du kan også knytte en anden managerkonto til din managerkonto og administrere kontoen på samme måde, som du administrerer individuelle Google Ads-konti. Dette giver dig også mulighed for at administrere og få vist data for alle de Google Ads-konti, der er knyttet til den pågældende managerkonto. Som nævnt ovenfor kan en managerkonto ikke administreres direkte af mere end én anden managerkonto.
Sådan fungerer det for brugere, der har adgang til din managerkonto, når din managerkonto er knyttet til en anden managerkonto:
- Hvis din managerkonto ligger over den anden managerkonto i kontostrukturen (dvs. at din konto administrerer den anden managerkonto), kan brugere, der har adgang til din managerkonto, foretage ændringer på den anden managerkonto.
- Hvis din managerkonto ligger under den anden managerkonto i kontostrukturen (dvs. at din konto administreres af den anden managerkonto), kan brugere, der har adgang til din managerkonto, ikke foretage ændringer på den anden managerkonto.
Oprettelse af underadministratorkonti til din managerkonto
Når du knytter din managerkonto til en anden managerkonto, har du mulighed for at gøre denne tilknyttede konto til managerkonto for nogle af dine klientkonti. Den tilknyttede managerkonto bliver derefter en undermanagerkonto på din managerkonto. Se herunder et eksempel på, hvordan du kan oprette og bruge underadministratorkonti.
Eksempel
Anne administrerer fem konti, der omfatter to konti til direkte salg og tre konti til kanalsalg. Hun ønsker, at partneren Jens skal administrere kanalsalgskontiene. Sådan gøres det:
- Jens skal oprette sin egen managerkonto.
- Anne linker Jens' nye managerkonto til sin egen managerkonto. Jens har nu en underadministratorkonto, som administreres af Annes konto.
- Anne skifter administrativ bruger for de tre konti til kanalsalg, så det bliver Jens' managerkonto.
Nu har Jens adgang til de tre konti, som han skal bruge, mens Anne stadig kan se alle disse konti fra sin overordnede managerkonto.