Politikker for Shopping-annoncer

Velkommen til politikcenteret for Shopping-annoncer. Her finder du kravene for annoncering på Google-netværket.

Vores politikker omhandler fire brede områder:




Forbudt indhold

Kopivarer

Google forbyder salg og promovering af forfalskede produkter. Forfalskede varer er udstyret med et varemærke eller logo, der er identisk med eller vanskeligt kan skelnes fra en anden vares varemærke eller logo. De efterligner produktets brandelementer i et forsøg på at udgive sig for at være et ægte produkt fra brandindehaveren.

Denne politik gælder for indholdet af dine Shopping-annoncer og dit website.

Farlige produkter

Google værner om sikkerheden både online og offline, så vi tillader ikke promovering af visse produkter, der kan forårsage skade, kvæstelse eller ødelæggelse.

Eksempler på farligt indhold: Rusmidler (kemiske eller urtebaserede); psykoaktive stoffer; udstyr til brug i forbindelse med stoffer; våben; ammunition; eksplosive materialer og fyrværkeri; vejledningsmateriale til fremstilling af eksplosiver eller andre farlige produkter; tobaksvarer.

Produkter, der muliggør uærlig adfærd

Google sætter pris på ærlighed og fairness, så vi tillader ikke promovering af produkter, der er designet til at fremme uærlig adfærd.

Eksempler på produkter, der muliggør uærlig adfærd: Hackingsoftware eller -vejledninger; falske dokumenter; produkter, der gør det muligt at snyde i forbindelse med akademiske opgaver.

Upassende indhold

Google værdsætter mangfoldighed og respekt for andre, og vi bestræber os på at undgå at støde vores brugere. Derfor tillader vi ikke annoncer eller destinationer, der viser chokerende indhold eller opfordrer til had, intolerance, diskrimination eller vold.

Eksempler på stødende eller upassende indhold: Mobning eller chikane af en enkeltperson eller gruppe; diskrimination på grund af etnicitet; materiale, der relaterer sig til hadegrupper; udpenslede billeder af gerningssteder eller ulykker; dyrplageri; mord; selvskadende adfærd; afpresning; handel med truede arter.

Indhold, der ikke understøttes i Shopping-annoncer

Google sigter mod at give virksomheder adgang til at promovere en bred vifte af produkter, men visse Google-produkter og -platforme er ikke nødvendigvis optimeret til at understøtte alle indholdstyper på en passende måde. 

Derfor tillader Shopping-annoncer ikke promovering af de indholdstyper, hvor vi ikke kan tilbyde en optimal brugeroplevelse.

Vær opmærksom på, at disse begrænsninger er specifikke for Shopping-annoncer og derfor ikke påvirker politikkerne for andre Google-produkter og -platforme, hvor funktionaliteten er anderledes, eller hvor yderligere understøttelsesmekanismer er taget i brug.


Forbudte praksisser

Misbrug af annoncenetværket

Google ser gerne, at Shopping-annoncer er nyttige, varierede, relevante og sikre for brugerne. Vi har derfor truffet en række beslutninger om, hvordan vi viser indhold på vores netværk. Vi tillader således ikke noget af følgende:

  • Skadeligt indhold
  • Websites, der primært fokuserer på at generere trafik og ikke tilbyder brugerne megen unik værdi
  • Forhandlere, der forsøger at opnå en urimelig fordel i Shopping-kampagner
  • Forhandlere, der forsøger at omgå vores evalueringsprocesser

Uansvarlig indsamling og brug af data

Google ønsker, at brugerne skal kunne stole på, at deres oplysninger behandles med respekt og omtanke. Vores annonceringspartnere må derfor hverken misbruge disse oplysninger eller indsamle dem uden tydelig begrundelse eller passende sikkerhedsforanstaltninger.

Eksempler på brugeroplysninger, der skal håndteres med omtanke: Fuldt navn; mailadresse; postadresse; telefonnummer; nationalitet; pensionsdata, cpr-nummer; skatte-id; numre på sygesikringsbevis og kørekort; fødselsdato; moders pigenavn i tilknytning til førnævnte oplysninger; økonomisk status, politisk tilhørsforhold; seksuel orientering; etnicitet; religion.

Eksempler på uansvarlig indsamling og brug af data: Indsamling af følgende oplysninger via en server, der ikke er SSL-sikret (https://):

  • Brugernavn eller mailadresse sammen med adgangskode
  • Kredit- og betalingskortnumre
  • Bank- og investeringskontonumre
  • Checkkontonumre
  • Bankoverførselsnumre
  • Nationalitet, pensionsdata, cpr-nummer, skatte-id eller numre på sygesikringsbevis og kørekort

Urigtige oplysninger

Google ønsker at undgå, at brugerne føler sig vildledte af det indhold, der promoveres i Shopping-annoncer. Derfor kræver vi åbenhed og ærlighed, så brugerne får de nødvendige oplysninger til at kunne træffe velovervejede beslutninger. Af denne årsag tillader vi ikke:

  • Promoveringer, der beder brugerne om at påbegynde et køb eller en download eller på anden måde forpligte sig uden først at angive alle relevante oplysninger og indhente brugerens udtrykkelige samtykke
  • Promoveringer, der fremstiller dig eller dine produkter på en unøjagtig, urealistisk eller uærlig måde

Begrænset indhold

Nedenstående politikker omhandler indhold, der kan være juridisk eller kulturelt følsomt. Onlinekampagner kan være et effektivt redskab til at nå ud til kunder, men vi gør vores yderste for at undgå at vise annoncer om følsomme emner, når og hvor de kan være upassende.

Derfor har vi indført visse begrænsninger for kampagner med nedenstående indhold. Kampagnerne vises ikke nødvendigvis til alle brugere på alle steder, og sælgere kan være nødt til at opfylde yderligere krav, inden deres annoncer kvalificerer sig til at blive vist. Vær opmærksom på, at det ikke er alle vores produkter, funktioner og netværk, der understøtter begrænset indhold.

Indhold for voksne

Google begrænser promovering af følgende typer indhold for voksne:

  • Seksuelle varer
  • Seksuelt orienteret materiale
  • Billeder, der indeholder bar hud og nøgenhed

Når du promoverer indhold for voksne, må du ikke:

  • overtræde gældende lovgivning eller regler for det sted, du målretter dine kampagner mod
  • målrette mod mindreårige
  • promovere eksplicit seksuelt indhold
  • promovere indhold med seksuelt indhold med mindreårige eller uden samtykke, herunder indhold, der viser seksuelt misbrug af børn
  • promovere tjenester, der kan fortolkes som at tilbyde seksuelle handlinger mod kompensation

Eksempler på begrænset indhold for voksne: Sexlegetøj, voksenmagasiner, seksuelle hjælpemidler, seksuelt orienteret lingeri.

Alkoholiske drikkevarer

Google begrænser promovering af alkohol og drikkevarer, der minder om alkoholiske drikkevarer.

Ved promovering af alkohol må du ikke:

  • Overtræde gældende lovgivning og branchestandarder for alle de steder, din kampagne er målrettet
  • Målrette mod individer som er under den lovmæssige aldersgrænse for indtagelse af alkohol
  • Antyde at indtagelse af alkohol kan styrke social, seksuel, professionel, intellektuel eller atletisk status
  • Antyde at indtagelse af alkohol har sundhedsmæssige eller terapeutiske fordele
  • Fremstille overdreven indtagelse af alkohol som noget positivt eller præsentere drikkespil, drikkekonkurrencer eller lignende
  • Vise indtagelse af alkohol i forbindelse med kørsel af et køretøj, betjening af maskiner eller udførelse af nogen opgave, der kræver årvågenhed eller fingerfærdighed

Eksempler på begrænsede alkoholiske drikkevarer: Øl, vin, sake, spiritus, champagne, hedvin, alkoholfri øl, alkoholfri vin samt alkoholfri spiritus.

Ophavsretsligt beskyttet indhold

Google begrænser promovering af ophavsretsligt beskyttet indhold. Hvis du vil promovere ophavsretsligt beskyttet indhold og mener, at du er juridisk autoriseret til at gøre det, kan du kontakte os. Brug denne formular, hvis du vil vide mere om, hvordan vi håndterer spørgsmål om ophavsret, eller hvis du vil indsende en klage vedrørende ophavsret.

Hasardspilrelateret indhold

Google begrænser promovering af hasardspilrelateret indhold.

Eksempler på begrænset hasardspilrelateret indhold: Nationale eller private lotterier; websites, der tilbyder bonuskoder eller kampagnetilbud til hasardspilwebsites

Sundhedsrelateret indhold

Google begrænser promovering af sundhedsrelateret indhold som f.eks.:

  • Håndkøbsmedicin
  • Receptpligtig medicin
  • Ikke-godkendte medicinalvarer og kosttilskud
  • Graviditets- og fertilitetsrelaterede produkter
  • Behandlinger til fremme af seksuel præstation

Hvilke begrænsninger der gælder for dette indhold, kan variere, afhængigt af hvilket produkt du promoverer, og hvilke lande du målretter mod. Noget indhold, f.eks. ikke-godkendte medicinalvarer og kosttilskud, må ikke promoveres nogen steder.

Afhængigt af hvilket indhold du promoverer, og i hvilke lande dine annoncer vises, skal du muligvis ansøge om forhåndsgodkendelse hos Google, før du annoncerer for sundhedsrelateret indhold.

Politisk indhold

Ved promovering af politisk indhold skal du overholde følgende krav:

  • Den gældende lovgivning og de gældende branchestandarder for alle de steder, du målretter dine kampagner mod
  • Eventuelle "tavshedsperioder" i forbindelse med afholdelse af valg

Eksempler på politisk indhold: Kampagner for politiske partier eller kandidater, fortalervirksomhed for politiske emner.

Varemærker

Shopping-annoncer begrænser ikke sælgeres brug af varemærker i en annonces titel eller beskrivelse, hvis annoncen omhandler et varemærkebeskyttet produkt eller et produkt, der er kompatibelt med det varemærkebeskyttede produkt. Sælgere skal henvise til varemærker for at kunne informere brugerne om, hvad der tilbydes, og disse oplysninger er relevante for brugerne, når de skal foretage søgninger. Vi gennemgår påstande fra varemærkeindehavere om, at brugen af deres varemærke sandsynligvis skaber forvirring om et produkts oprindelse blandt kunderne. Du kan bruge denne formular til at indsende en varemærkerelateret klage, hvis du er ejer af varemærket.


Redaktionelle og tekniske krav

Vi ønsker at vise annoncer, der er interessante for brugerne, uden at de er generende eller vanskelige at interagere med. Derfor har vi udviklet disse redaktionelle krav, der skal være med til at gøre dine annoncer attraktive for brugerne. Vi har også specificeret nogle tekniske krav for at hjælpe brugere og annoncører med at få mest muligt ud af de forskellige annonceformater, som vi tilbyder.

Redaktionelle og professionelle krav

For at skabe en god brugeroplevelse kræver Google, at alle Shopping-annoncer opfylder høje professionelle og redaktionelle standarder. Vi tillader kun kampagner med et tydeligt og professionelt udseende. Disse annoncer skal føre brugerne til relevante, nyttige og brugervenlige produkter og landingssider.

Eksempler på promoveringer, der ikke opfylder disse redaktionelle og professionelle krav:

  • En annonceret webadresse, der ikke præcist afspejler landingssidens webadresse, som f.eks. hvis "google.com" fører brugerne til "gmail.com"
  • Popsmart brug af ord, tal, bogstaver, tegnsætning eller symboler, f.eks. GRATIS, g-r-a-t-i-s og GR4T1$!!
  • Websites, der er under opbygning, parkerede domæner eller websites, som ikke fungerer
  • Websites, der har deaktiveret browserens tilbageknap
  • Websites, der ikke kan ses i almindeligt anvendte browsere


Om vores politikker

Shopping-annoncer giver virksomheder af alle størrelser fra hele verden mulighed for at promovere en lang række produkter og websites på Google og hele vores netværk. Vi vil gerne hjælpe dig med at nå ud til eksisterende og potentielle kunder og målgrupper. Men for at skabe en sikker og positiv oplevelse for brugerne lytter vi til deres feedback og bekymringer i forhold til de typer annoncer, de ser. Vi gennemgår også jævnligt ændringer i online tendenser, branchenormer og -regler. Og endelig overvejer vi også, når vi udarbejder politikkerne, vores værdier og kultur som virksomhed, både i forhold til drift, teknik og forretningsmæssige aspekter. Ud fra dette har vi udarbejdet et sæt politikker, som alle promoveringer på Google-netværket er underlagt.

Google kræver, at annoncører overholder alle gældende love og regulativer ud over ovenstående Google-politikker. Det er vigtigt, at du sætter dig ind i og løbende holder dig orienteret om disse krav for de steder, hvor din virksomhed opererer, samt andre steder, hvor dine annoncer vises. Når vi støder på indhold, der ikke opfylder disse krav, kan vi blokere og forhindre visning af det, og i tilfælde af gentagne eller ekstreme overtrædelser, kan vi stoppe din annoncering hos os.

Var disse oplysninger nyttige?
Hvordan kan vi forbedre siden?

Har du brug for mere hjælp?

Log ind for at se yderligere supportmuligheder, så du hurtigt kan løse problemet

Søgning
Ryd søgning
Luk søgning
Google-apps
Hovedmenu
Søg i Hjælp
true
71525
false