Senest ændret: 3. april 2024
Via Google Virksomhedsprofil kan ejere og administratorer af virksomhedsenheder oprette og administrere en virksomhedsprofil på Google ("Virksomhedsprofil").
For at kunne bruge Google Virksomhedsprofil og de relaterede tjenester og funktioner ("Virksomhedsprofil-tjenesterne") skal en repræsentant for den aktuelle virksomhedsenhed acceptere (1) Googles servicevilkår og (2) disse yderligere servicevilkår for Google Virksomhedsprofil ("Yderligere vilkår for brug af Google Virksomhedsprofil"). Disse dokumenter betegnes under ét "Vilkårene". Den person, som accepterer Vilkårene på vegne af virksomhedsenheden, skal være autoriseret repræsentant for den virksomhedsenhed, der er angivet på virksomhedsprofilen.
Læs vilkårene grundigt. Heri fastlægges det, hvad du kan forvente af os, når du bruger Virksomhedsprofil-tjenester, hvordan vi giver licens til og eventuelt bruger dine virksomhedsprofiloplysninger, og hvad vi forventer af dig. I disse Yderligere vilkår for brug af Google Virksomhedsprofil anvendes "du/dig" som betegnelse for den virksomhedsenhed, via hvilken Virksomhedsprofil-tjenesterne benyttes.
Hvis disse Yderligere vilkår for Google Virksomhedsprofil er i strid med Googles servicevilkår, gælder disse Yderligere vilkår for Google Virksomhedsprofil for Google Virksomhedsprofil-tjenesterne.
Hvad vi forventer af dig
Du er ansvarlig for den juridiske enhed, der er angivet på din Virksomhedsprofil. Det betyder, at du ud over at overholde de grundlæggende regler for adfærd, der er angivet i Googles servicevilkår, også skal gøre følgende, når du bruger Virksomhedsprofil-tjenesterne:
- Overholde gældende love og branchens bedste praksis, når du driver og promoverer din juridiske enhed, herunder indhente alle relevante licenser og godkendelser.
- Sikre, at dit indhold er korrekt, opdateret og fuldstændigt.
- Fremlægge alle påkrævede ansvarsfraskrivelser, advarsler og bemærkninger (eller sikre, at sådanne skrivelser fra Google er fyldestgørende for din enhed).
- Overholde de politikker, der gælder for Virksomhedsprofil-tjenesterne ("Politikker"). Få flere oplysninger om politikkerne vedrørende og retningslinjerne for Virksomhedsprofil.
Google er ikke ansvarlig for din Virksomhedsprofil, men når du har gjort krav på den, erklærer du dig samtidig indforstået med, at vi har ret til, men ikke er forpligtede til, at administrere det indhold, du uploader via Virksomhedsprofil-tjenesterne.
Vi bestræber os hele tiden på at sikre, at oplysningerne på din Virksomhedsprofil er fuldstændige, relevante og opdaterede, så de virksomhedsoplysninger, der vises på Google, er så nyttige som muligt for dig og vores brugere. Det betyder, at vi i nogle tilfælde kan vælge ikke at vise dit indhold (f.eks. hvis pålidelige signaler angiver, at dit indhold ikke er korrekt). Vi kan også vælge at vise en redigeret version af dit indhold eller at vise indhold fra en anden kilde i stedet for dit indhold. Få flere oplysninger om, hvordan Google indhenter og viser oplysninger i Virksomhedsprofiler.
Du bevarer adgang til dit indhold i Virksomhedsprofil-tjenesterne i henhold til den funktionalitet, der er beskrevet her. Du kan til enhver tid vælge at eksportere en kopi af dine Google-kontodata (herunder relevante data fra Google Virksomhedsprofil).
Få flere oplysninger om vores privatlivspolitik for at få bedre indblik i, hvordan du opdaterer, administrerer, eksporterer og sletter din Google-konto.
Hvis du giver os tilladelse til det, går vi muligvis ind på din konto for at hjælpe dig med at administrere din Virksomhedsprofil.
Denne licens dækker de grundlæggende oplysninger, du angiver på din virksomhedsprofil, hvis disse oplysninger er beskyttet af intellektuelle ejendomsrettigheder.
Du giver Google en permanent (inden for det tidsrum, hvor de pågældende oplysninger er beskyttet af intellektuelle ejendomsrettigheder), uigenkaldelig, global, royaltyfri og ikke-eksklusiv licens til at gengive, tilpasse, ændre, oversætte, udgive, offentliggøre, distribuere og oprette afledt materiale af de grundlæggende oplysninger, du angiver på din virksomhedsprofil (f.eks. den juridiske enheds navn, lokation, telefonnummer, kategori, åbningstider og website). På trods af denne licens kan du til enhver tid vælge at trække dit samtykke til, at der automatisk foretages opkald eller sendes beskeder til dit virksomhedsprofilnummer via Google Assistent, tilbage. Få flere oplysninger om telefonopkald via Google Assistent.
Du giver også andre brugere af Google-tjenester adgang til og tilladelse til at bruge, herunder redigere, de pågældende oplysninger, i det omfang dette er tilladt i henhold til Googles servicevilkår.
Alt øvrigt indhold, du angiver på din Virksomhedsprofil (f.eks. virksomhedsbilleder), licenseres til Google i henhold til Googles servicevilkår.
Google kan til enhver tid foretage ændringer af ikke-væsentlig betydning af disse vilkår uden varsel. Google giver derimod forudgående varsel om væsentlige ændringer af disse vilkår. Ændringer af vilkårene gælder ikke med tilbagevirkende kraft og træder i kraft 15 dage efter, at de er slået op på denne side. Ændringer, der er foretaget af juridiske årsager eller i hastesituationer (f.eks. for at forhindre igangværende misbrug), træder dog i kraft, så snart de er varslet.
I følgende tilfælde forbeholder Google sig retten til helt eller delvist at begrænse, suspendere eller deaktivere din adgang til eller brug af Virksomhedsprofil-tjenesterne:
- Hvis du overtræder disse Vilkår, relevante politikker eller gældende love.
- Hvis Google bliver pålagt at gøre dette for at overholde et juridisk krav eller efterleve en retskendelse.
- Hvis du via din adfærd påfører en tredjepart eller Google skade eller ansvarsforpligtelse.
Hvis du mener, at din adgang til Virksomhedsprofil-tjenesterne er blevet begrænset, suspenderet eller ophævet ved en fejl, kan du følge appelprocessen i Politikcenter. Du kan til enhver tid undgå at blive omfattet af disse vilkår ved at fjerne profilindholdet og administratorerne og, hvis det er relevant, markere virksomheden som lukket permanent. Få oplysninger om, hvordan du fjerner profilindhold og administratorer fra en virksomhedsprofil.