Affilieringsprogrammer

I vores retningslinjer for webmastere anbefaler vi, at du opretter websites med originalt indhold, der giver brugerne noget at komme efter. Det er især vigtigt, når det drejer sig om websites, der er med i affilieringsprogrammer. Typisk indeholder affilierede websites produktbeskrivelser, der går igen på websites på hele affilieringsnetværket. Derfor kan websites, der fortrinsvis består af indhold fra affilieringsnetværk, rangere dårligt i Googles søgeresultater, fordi de ikke har nok indhold med merværdi til, at de skiller sig ud i forhold til andre websites på nettet. Merværdi er yderligere relevant indhold eller relevante funktioner, som f.eks. ekstra oplysninger om pris, forhandler eller produktkategori.

Google mener, at rene affilierede websites uden merværdi ikke giver brugerne noget særligt, især (men ikke kun) hvis de er en del af et program, der distribuerer sit indhold til et netværk af affilierede partnere. Disse websites ligner ofte standardiserede websites eller skabeloner, hvor det samme eller lignende indhold gentages på det samme website eller på flere domæner eller sprog. Disse affilierede websites uden merværdi bidrager til en frustrerende brugeroplevelse, da en søgeresultatside kan returnere mange af disse websites med samme indhold.

Eksempler på affilierede sider uden merværdi:

  • Sider med affilierede links til produkter, hvor produktbeskrivelserne og anmeldelserne kopieres direkte fra den oprindelige forhandler uden noget originalt indhold eller nogen merværdi.
  • Sider med produktaffiliering, hvor det meste af websitet er beregnet til affiliering og kun indeholder en begrænset mængde originalt indhold eller merværdi for dine brugere.

Det er ikke alle websites, der deltager i et affilieringsprogram, som er affilierede websites uden merværdi. Gode affilieringer tilføjer værdi, f.eks. ved at levere originale produktanmeldelser, bedømmelser, navigation i produkter eller kategorier og produktsammenligninger. Hvis du deltager i et affilieringsprogram, er der flere ting, du kan gøre for at få dit website til at skille sig ud som noget særligt:

  • Indhold fra et affilieringsprogram bør kun udgøre en lille del af indholdet på dit website, hvis indholdet ikke bidrager med ekstra funktioner.
  • Spørg dig selv, hvorfor en bruger skulle vælge at besøge dit website først i stedet for at gå direkte til den oprindelige forhandler. Sørg for, at dit website skaber betydelig værdi og ikke bare genudgiver indhold, der er tilgængeligt hos den oprindelige forhandler.
  • Når du vælger et affilieringsprogram, skal du vælge en produktkategori, der passer til den ønskede målgruppe. Jo mere målrettet affilieringsprogrammet er til dit websites indhold, desto mere værdi vil det tilføje, og desto mere sandsynligt er det, at du vil rangere bedre i Googles søgeresultater og tjene penge på programmet. Et veldrevet website om vandreture i Alperne kunne f.eks. vælge et affilieret partnerskab med en leverandør, der sælger bøger om bjergvandring, og ikke en leverandør af kontorartikler.
  • Brug dit website til at opbygge et fællesskab mellem brugerne. Det vil hjælpe dig med at opbygge en loyal brugerkreds, og det kan også etablere en informationskilde til det emne, du skriver om. Diskussionsgrupper, brugeranmeldelser og blogs tilbyder f.eks. unikt indhold og giver brugerne værdi.
  • Hold dit indhold opdateret og relevant. Aktuelle og relevante oplysninger øger sandsynligheden for, at dit indhold bliver crawlet af Googlebot, og at der er brugere, der klikker på det.

Rene affilierede websites, som udelukkende har indhold, der også findes mange andre steder på nettet, klarer sig sandsynligvis ikke godt i Googles søgeresultater og kan opfattes negativt af søgemaskiner. Unikt, relevant indhold giver brugerne værdi og får dit website til at skille sig ud fra mængden af affilierede websites, så der er større chance for en høj rangering i Googles søgeresultater.

Var disse oplysninger nyttige?
Hvordan kan vi forbedre siden?