Angiv indholdsindstillinger for forældrestyrede oplevelser

Vi giver forældre mulighed for at styre deres børns oplevelser på YouTube. Vi mener, at børn kan finde nye interesser, lære af forskellige perspektiver og opnå en følelse af at høre til, når de udforsker et helt univers af videoer på YouTube. Hvis du mener, at dit barn er klar til at gå på opdagelse i indholdet på YouTube, er der forskellige muligheder. Du kan vælge mellem at bruge vores separate YouTube Kids-app, som er en mere sikker og enkel oplevelse, eller oprette og administrere en forældrestyret oplevelse på YouTube.

Indholdsindstillinger for familier, der bruger den forældrestyrede oplevelse

Abonner på YouTube Viewers-kanalen for at få de seneste nyheder, opdateringer og tips.

Hos YouTube mener vi, at varieret indhold og adgang til et bredt udvalg af stemmer kan hjælpe os med at lære af hinanden. Denne variation indebærer også at blive konfronteret med synspunkter, som du ikke er enig i. Vi har retningslinjer for fællesskabet, der skal hjælpe med at skabe en sikker seeroplevelse for alle. Vi har også flere indholdspolitikker, som gælder specifikt for unge seere i den forældrestyrede oplevelse. Disse politikker er beskrevet nedenfor. Hvis du overvejer at give dit barn adgang til den forældrestyrede oplevelse på YouTube, anbefaler vi, at du gennemgår denne vejledning med din familie først.

Vores tilgang

YouTube har udarbejdet en række politikker, der handler om, hvorvidt indhold er passende. Disse politikker er overordnet set på linje med indholdsklassificeringer til tv og film. Politikkerne hjælper med at bestemme, hvilke videoer der kan vises i de forskellige indholdsindstillinger, som familierne kan vælge mellem. Disse politikker er udformet i samråd med forskellige eksterne eksperter i børns udvikling, børnemedier, digital læring og digitalt medborgerskab. Vores automatiserede systemer tager højde for disse indholdspolitikker, og det er disse systemer, som identificerer de videoer, der egner sig til at blive inkluderet i de enkelte indholdsindstillinger. Vi er klar over, at vores systemer ikke er perfekte, og at der vil ske fejl. Vi har et team af softwareudviklere og menneskelige kontrollanter, som arbejder sammen for hele tiden at forbedre vores systemer. Vi reviderer regelmæssigt vores politikker, og derfor er listen med politikker, som du kan se nedenfor, muligvis ikke udtømmende.

Hvis du finder noget på YouTube, som du ikke mener er passende, kan du rapportere det.

Indholdsindstillinger

Udforsk Svarer generelt til indholdsklassificeringer for seere på 9 år og opefter
Se mere Svarer generelt til indholdsklassificeringer for seere på 13 år og opefter
Det meste af YouTube Næsten alle videoer på YouTube med undtagelse af indhold, der er markeret som 18+, eller andre videoer, som ikke er egnede til seere, der bruger den forældrestyrede oplevelse

Indholdspolitikker

Indholdspolitikkerne er forskellige, afhængigt af hvilke indholdsindstillinger du kan vælge, når du opretter en forældrestyret konto til dit barn. Vores automatiserede systemer tager højde for disse indholdspolitikker, når de identificerer det indhold, der egner sig til at blive inkluderet i de enkelte indholdsindstillinger. Vi er klar over, at vores systemer ikke er perfekte, og at der vil ske fejl. 

Udforsk

"Udforsk" er beregnet til familier, der er klar til at bevæge sig videre fra YouTube Kids og begynde med at gå på opdagelse i det betydeligt større udvalg af indhold, som findes på YouTube. Denne indstilling omfatter et bredt udvalg af videoer, der overordnet set tilpasses efter indholdsklassificeringer for seere på 9 år og opefter. Videoerne omfatter vlogs, vejledningsvideoer, gamingvideoer, nyheder, lærerigt indhold, gør-det-selv, kunst og kunsthåndværk, dans og meget mere. Nogle videoer kan indeholde:

Voksenindhold: Videoer med romantiske temaer, bl.a. skildring af en mild grad af hengivenhed eller tiltrækning. Alderssvarende, lærerige videoer om kønsidentitet, seksuel identitet og emner vedrørende seksualundervisning, f.eks. pubertet og reproduktion.

Vold: Alderssvarende videoer med relation til aktuelle og historiske begivenheder, som er lærerige, men som kan indeholde mild vold inden for begivenhedens kontekst. Ikke-udpenslet vold i indstuderede og animerede videoer, ofte i forbindelse med tegnefilm, gaming, tv-serier og film.

Våben: Videoer med urealistiske våben i forbindelse med leg med legetøj, gaming, animation og kunstneriske våben i en historisk kontekst.

Farligt indhold: Videoer med farlige handlinger, f.eks. stunts, pranks og udfordringer, der ikke nemt kan efterlignes af mindreårige, eller som inkluderer en meget synlig ansvarsfraskrivelse med de relevante sikkerhedserklæringer. Videoer, der kortvarigt viser alkohol eller tobak.

Upassende sprogbrug: Videoer med sjælden brug af lettere stødende sprog, f.eks. "fandens" eller "helvede", i en kontekst, der ikke er chikanerende.

Kost, fitness og skønhed: Videoer med anmeldelser af skønhedsprodukter, alderssvarende videoer med vejledning i at lægge makeup og oplysende indhold om velvære. Dette indhold omfatter sunde spisevaner og motion.

Følsomme emner: Alderssvarende videoer, der omhandler følsomme emner som f.eks. mental sundhed, afhængighed, spiseforstyrrelser samt tab og sorg. Videoer i denne indstilling indeholder ikke udpenslede billeder og fokuserer på positive copingstrategier, strategier til at få det bedre og vigtigheden af at søge hjælp.

Musikvideoer: Musikvideoer kan indeholde sangtekster med lettere stødende sprog eller omtale af alkohol eller tobak. Videoerne kan også indeholde sensuel dans, som ikke er umotiveret, samt lejlighedsvis skildring af alkohol eller tobak.

Se mere

"Se mere" er til børn, som er klar til at få adgang til en større del af indholdet på YouTube. Denne indstilling omfatter alt, der er tilgængeligt i indholdsindstillingen Udforsk, samt et bredere udvalg af videoer, som overordnet set er tilpasset efter indholdsklassificeringer for seere på 13 år og opefter. Videoerne omfatter livestreams, vlogs, vejledningsvideoer, gamingvideoer, nyheder, lærerige videoer, gør-det-selv, kunst og kunsthåndværk, dans og meget mere. Nogle videoer kan indeholde:

Voksenindhold: Videoer med seksuelle temaer, f.eks. ikke-eksplicitte fortællinger om seksuelle oplevelser og visning af fysisk kontakt. Oplysende videoer om kønsidentitet, seksuel identitet og emner vedrørende seksualundervisning, f.eks. seksuel udvikling, forplantningssundhed, afholdenhed og sygdomsforebyggelse.

Vold: Ikke-udpenslede, lærerige videoer med relation til aktuelle eller historiske begivenheder. Kortvarig udpenslet vold i indstuderede og animerede videoer, ofte i forbindelse med gaming, tv-serier og film.

Våben: Videoer med rigtige eller realistiske våben i indstuderede videoer, ofte i forbindelse med tv-serier og film. Videoer, der viser rigtige skydevåben, som bruges i forbindelse med sport eller i en lærerig kontekst om våbensikkerhed.

Farligt indhold: Videoer med farlige handlinger, f.eks. stunts, pranks og udfordringer, der kan føre til alvorlig fysisk skade, men som ikke nemt kan efterlignes af mindreårige. Videoer, der jævnligt viser brug af alkohol eller tobak.

Upassende sprogbrug: Videoer med hyppig brug af stødende sprog eller ukvemsord, f.eks. "kælling" eller "røvhul", i en kontekst, der hverken er chikanerende eller seksuel. Nedsættende ytringer kan forekomme i lærerige videoer eller musikvideoer, hvis brugen er sjælden og forekommer i en ikke-chikanerende kontekst.

Slankekure, fitness og skønhed: Videoer med vejledning i at lægge makeup, skønhedstips og lifehacks samt videoer, der er relateret til sunde spisevaner og motion.

Følsomme emner: Ikke-udpenslede videoer med relation til emner som mental sundhed, overvejelser om selvmord, selvskade, afhængighed, spiseforstyrrelser samt tab og sorg. Disse videoer fokuserer på positive copingstrategier og strategier til at få det bedre og vigtigheden af at søge hjælp.

Musikvideoer: Musikvideoer kan indeholde sangtekster med seksuelle referencer, lejlighedsvise eksplicitte ukvemsord eller nedsættende ytringer i en kontekst, der ikke er chikanerende eller diskriminerende. Videoerne kan også indeholde sensuel dans og brug af alkohol, tobak eller marihuana.

Det meste af YouTube
"Det meste af YouTube" er til børn, som er klar til at gå på opdagelse i det store YouTube-univers, bl.a. indhold til ældre teenagere. Denne indstilling omfatter næsten alt på YouTube med undtagelse af videoer, der er markeret som 18+, og andre videoer, der ikke er egnede til seere, der bruger forældrestyrede oplevelser. Videoer omfatter livestreams, vlogs, vejledningsvideoer, gamingvideoer, nyheder, oplysende videoer, gør-det-selv, kunst og kunsthåndværk, dans og meget mere.

Var disse oplysninger nyttige?

Hvordan kan vi forbedre siden?
Søgning
Ryd søgning
Luk søgning
Hovedmenu
16439345406197097141
true
Søg i Hjælp
true
true
true
true
true
59
false
false