Bloker søgeindeksering med "noindex"

Du kan forhindre, at en side vises i Google Søgning, ved at føje metatagget noindex til sidens HTML-kode, eller ved at returnere en "noindex"-header i HTTP-anmodningen. Næste gang Googlebot crawler denne side og ser tagget eller headeren, dropper Googlebot siden helt fra Googles søgeresultater, uanset om andre websites linker til den.

Vigtigt! For at direktivet noindex kan fungere, må siden ikke være blokeret af en robots.txt-fil. Hvis siden er blokeret af en robots.txt-fil, vil webcrawleren aldrig se noindex-direktivet, og siden vil stadig kunne vises i søgeresultaterne, hvis andre sider f.eks. linker til den.

Det er nyttigt at bruge noindex, hvis du ikke har rodadgang til din server, da det giver dig mulighed for at styre adgangen til dit website side for side.

Implementering af noindex

Du kan implementere noindex på to måder: Som et metatag og som en HTTP-svarheader. Virkningen er den samme, men en af mulighederne kan være mere praktisk for dig, alt efter hvilke muligheder du har for at styre din server, og din specifikke udgivelsesproces.

<meta>-tag

Hvis du vil forhindre de fleste webcrawlere i at indeksere en side på dit website, kan du placere følgende metatag i sektionen <head> på din side:

<meta name="robots" content="noindex">

Sådan forhindrer du kun Googles webcrawlere i at indeksere en side:

<meta name="googlebot" content="noindex">

Du skal være opmærksom på, at webcrawlere kan fortolke anvisningen noindex forskelligt. Derfor er det muligt, at din side stadig bliver vist i resultater fra andre søgemaskiner.

Læs mere om metatagget noindex.

Hjælp os med at få øje på dine metatags

Vi er nødt til at crawle din side for at se dine metatags. Hvis din side stadigvæk vises i resultaterne, skyldes det sandsynligvis, at vi ikke har crawlet dit website, efter at du har tilføjet tagget. Du kan anmode om, at Google gennemgår din side med værktøjet Googlebot-simulator. En anden forklaring kan være, at vi ikke kan se tagget, hvis du har brugt robots.txt-filen til at blokere webadressen. Hvis du vil fjerne blokeringen af din side fra Google, skal du redigere din robots.txt-fil. Du kan redigere og teste din robots.txt ved hjælp af værktøjet Test af robots.txt.

HTTP-svarheader

I stedet for et meta-tag kan du også returnere en X-Robots-Tag-header med en værdi på enten noindex eller none i dit svar. Her er et eksempel på et HTTP-svar med et X-Robots-Tag, der giver crawlere besked på ikke at indeksere en side:

HTTP/1.1 200 OK
(…)
X-Robots-Tag: noindex
(…)

Læs mere om svarheaderen noindex.

NÆSTE: FRAVALG AF VISNING PÅ GOOGLE+ OG I ANDRE GOOGLE-TJENESTER

Var denne artikel nyttig?
Hvordan kan vi forbedre siden?