Startguide til søgemaskineoptimering (SEO, Search Engine Optimization)

Hvem er denne guide til?

Hvis du ejer, administrerer, tjener penge på eller promoverer onlineindhold via Google Søgning, er denne guide henvendt til dig. Du er måske ejer af en voksende og blomstrende virksomhed, webmaster for en række websites, SEO-specialist på et webbureau eller en selvlært SEO-ninja med passion for mekanikken i Søgning – denne guide er henvendt til dig. Hvis du vil have et komplet overblik over de grundlæggende trin i SEO med udgangspunkt i vores optimale løsninger, så er du på rette sted. Der er ingen hemmeligheder i denne guide, som automatisk får dit website til at blive vist først i Google (beklager!), men hvis du følger de optimale løsninger, der præsenteres nedenfor, bliver det forhåbentlig nemmere for søgemaskiner at crawle, indeksere og forstå dit indhold.

Søgemaskineoptimering (SEO, Search Engine Optimization) handler ofte om at lave små ændringer på dele af dit website. Når man ser på disse ændringer individuelt, kan forbedringerne virke ubetydelige, men når de kombineres med andre optimeringer, kan de have en mærkbar indvirkning på dit websites brugeroplevelse og effektivitet i organiske søgeresultater. Du er muligvis allerede bekendt med mange af emnerne i denne guide, da de er vigtige bestanddele på alle websider, men det er ikke sikkert, at du får det maksimale udbytte af dem.

Du bør optimere dit website, så det opfylder dine brugeres behov. En af disse brugere er en søgemaskine, som hjælper andre brugere med at finde dit indhold. Søgemaskineoptimering drejer sig om at hjælpe søgemaskiner med at forstå og præsentere indhold. Dit website er muligvis mindre eller større end vores eksempelwebsite, og det har måske helt anderledes indhold, men de optimeringsemner, vi gennemgår nedenfor, bør gælde for websites af alle størrelser og typer. Vi håber, at vores guide giver dig nogle nye idéer til, hvordan du kan forbedre dit website, og vi vil rigtig gerne læse dine spørgsmål, feedback og succeshistorier i Googles hjælpeforum for webmastere1.

Vi håber, at du får glæde af indholdet, og vi vil meget gerne høre og integrere din feedback via vores Google Support-fora.

Du er velkommen til at gemme og udskrive guiden på en ansvarlig måde og videredele den. Lad os højne kvaliteten på nettet.

God læselyst!

Venlig hilsen
Google Søgekvalitetsteam

Kom godt i gang

Ordliste

Her er en kort ordliste med vigtige termer, der bruges i denne guide:
  • Indeks – Google gemmer alle websider, som det kender til, i sit indeks. Indeksposten for hver side beskriver indholdet af og placeringen (webadressen) for den pågældende side. At indeksere er, når Google henter en side, læser den og føjer den til indekset: Google indekserede en række sider på mit website i dag.
  • Crawl – Processen, hvor der ledes efter nye eller opdaterede websider. Google finder webadresser ved at følge links, læse sitemaps og på mange andre måder. Google crawler nettet for at lede efter nye sider og indekserer dem så derefter (hvis det er relevant).
  • Crawler – Automatiseret software, der crawler (henter) sider fra nettet og indekserer dem.
  • Googlebot – Det generiske navn på Googles crawler. Googlebot crawler nettet konstant.
  • SEO – Search engine optimization (søgemaskineoptimering): Processen, hvor du gør dit website bedre til søgemaskiner. Det er også jobtitlen på en person, der lever af at gøre dette: Vi har lige ansat en ny SEO til at gøre os mere synlige på nettet.

Er du på Google?

Find ud af, om dit website er i Googles indeks – Foretag en site:-søgning på webadressen til dit websites startside. Hvis der vises resultater, er websitet med i indekset. Hvis du f.eks. søger på "site:wikipedia.org", får du disse resultater2.

Hvis dit website ikke er i Googles indeks – Selvom Google crawler milliarder af sider, er det uundgåeligt, at nogle websites bliver overset. Når vores crawlere ikke får et website med, skyldes det oftest en af følgende årsager:

  • Websitet er ikke effektivt forbundet til andre websites på nettet
  • Du har netop lanceret et nyt website, og Google har ikke haft tid til at crawle det endnu
  • Designet på websitet gør det svært for Google at crawle indholdet effektivt
  • Google registrerede en fejl, da man forsøgte at crawle dit website
  • Du har en politik, der forhindrer Google i at crawle websitet

Hvordan kommer mit website på Google?

Det er nemt og gratis at komme med i Googles søgeresultater. Du behøver ikke engang at sende dit website til Google. Google er en fuldt automatiseret søgemaskine, der bruger webcrawlere til at udforske internettet konstant og lede efter websites, som kan føjes til vores indeks. Faktisk bliver langt de fleste websites i vores resultater ikke manuelt indsendt til optagelse. De bliver fundet og tilføjet automatisk, når vi crawler nettet. Se, hvordan Google finder, crawler og viser websider.3

Vi tilbyder retningslinjer for webmastere4 om, hvordan du opbygger et Google-venligt website. Der er ingen garanti for, at vores crawlere finder et bestemt website, men dit website bør blive vist i vores søgeresultater, hvis du følger disse retningslinjer.

Google Search Console indeholder værktøjer, der kan hjælpe dig med at sende dit indhold til Google og overvåge, hvordan du klarer dig i Google Søgning. Hvis du ønsker det, kan Search Console endda sende dig underretninger om kritiske problemer, som Google støder på for dit website. Tilmeld dig Search Console5.

Her er et par grundlæggende spørgsmål, du bør stille dig selv vedrørende dit website, når du starter.

  • Vises mit website på Google?
  • Leverer jeg indhold af høj kvalitet til mine brugere?
  • Vises min lokale virksomhed på Google?
  • Er det hurtigt og nemt at få adgang til mit indhold på alle enheder?
  • Er mit website sikkert?

Du kan få yderligere oplysninger om, hvordan du kommer godt i gang, på http://g.co/webmasters6.

Resten af dette dokument indeholder vejledning i, hvordan du forbedrer dit website til søgemaskiner. Dokumentet er inddelt efter emner. Du kan downloade en kort tjekliste med tips, som du kan udskrive, på http://g.co/WebmasterChecklist7.

Har du brug for en SEO-ekspert?

En SEO-ekspert (Search Engine Optimization, Søgemaskineoptimering) er en person, der er uddannet til at forbedre din synlighed i søgemaskiner. Hvis du følger denne guide, er du godt på vej til at få et optimeret website. Derudover kan det være en god idé at hyre en professionel SEO-ekspert, som kan hjælpe med at gennemgå dine sider.

Det er en stor beslutning at hyre en SEO, men det kan potentielt forbedre dit website og spare tid. Sørg for at undersøge de potentielle fordele ved at hyre en SEO såvel som den skade, en uansvarlig SEO kan forvolde på dit website. Mange SEO'er og andre bureauer og konsulenter kan tilbyde nyttige tjenester til websiteejere, som bl.a.:

  • Gennemgang af dit websites indhold eller struktur
  • Teknisk rådgivning om udvikling af websites: f.eks. hosting, omdirigeringer, fejlsider og brugen af JavaScript
  • Udvikling af indhold
  • Håndtering af onlinekampagner i forbindelse med forretningsudvikling
  • Udvælgelse af søgeord
  • SEO-uddannelse
  • Ekspertise i bestemte markeder og geografiske områder

Før du begynder at se dig om efter en SEO, er det en god idé at blive en bevidst forbruger og blive fortrolig med, hvordan søgemaskiner fungerer. Vi anbefaler at gennemgå hele denne guide og specifikt disse ressourcer:

Hvis du overvejer at ansætte en SEO, er det en fordel at gøre det tidligt. Det er et godt tidspunkt at ansætte på, når du overvejer at give dit nuværende website et nyt design eller planlægger at oprette et nyt. På den måde kan du og din SEO bedst sikre, at dit website er udviklet til at være søgemaskinevenligt fra starten af. Men en god SEO kan også hjælpe med at forbedre et eksisterende website.

Du kan få detaljeret input i forhold til behovet for at hyre en SEO, og hvad du skal holde øje med, i artiklen "Har du brug for en SEO" i Hjælp11

Hjælp Google med at finde dit indhold

Det første, du skal gøre for at få dit website på Google, er at sikre, at Google kan finde det. Det gør du bedst ved at indsende et sitemap. Et sitemap er en fil på dit website, der fortæller søgemaskiner om nye eller ændrede sider på dit website. Se, hvordan du opretter og indsender et sitemap12.

Google finder også sider via links fra andre sider. Se Promover dit website senere i dette dokument for at se, hvordan du kan opfordre folk til at finde dit website.

Fortæl Google, hvilke sider der ikke skal crawles

Optimale løsninger

I forbindelse med ikke-følsomme oplysninger kan du blokere uønsket crawling ved hjælp af robots.txt

En "robots.txt"-fil fortæller søgemaskiner, om de kan få adgang til og dermed crawle dele af dit website. Denne fil skal navngives "robots.txt" og placeres i rodmappen på dit website. Det er muligt, at sider, der er blokeret af robots.txt, stadig kan crawles, så i forbindelse med følsomme sider bør du bruge en mere sikker metode.

Billede, der viser den rigtige placering af en robots.txt-fil.

Der kan være sider på dit website, som du ikke vil have crawlet, fordi de muligvis ikke er nyttige for brugerne, hvis de findes i resultaterne i en søgemaskine. Hvis du vil forhindre, at søgemaskiner crawler dine sider, har Google Search Console en brugervenlig robots.txt-generator, der kan hjælpe dig med at oprette denne fil. Bemærk, at hvis dit website bruger underdomæner, og der er bestemte sider på et bestemt underdomæne, som du ikke vil have crawlet, skal du oprette en separat robots.txt-fil for det pågældende underdomæne. Du kan få flere oplysninger om robots.txt i denne guide i Hjælp til webmastere om brug af robots.txt-filer13.

Læs om flere andre metoder til at forhindre, at indhold vises i søgeresultaterne14.

Undgå:

  • At dine sider med interne søgeresultater crawles af Google. Brugerne vil gerne undgå at klikke på et resultat i en søgemaskine og derefter blive ført til en anden side med søgeresultater på dit website.
  • At tillade, at webadresser, der oprettes som følge af proxytjenester, bliver crawlet.

I forbindelse med mere følsomme oplysninger skal du bruge mere sikre metoder

Robots.txt er ikke en passende eller effektiv metode til at blokere følsomt eller fortroligt materiale. Den fortæller kun velopdragne crawlere, at siderne ikke er til dem, men den forhindrer ikke din server i at levere disse sider til en browser, der anmoder om dem. En af grundene er, at søgemaskiner stadig kan referere til de webadresser, du blokerer (ved at vise webadressen uden titel eller uddrag), hvis der skulle være links til de pågældende webadresser et sted på internettet (f.eks. henvisningslogfiler). Derudover kan ureglementerede søgemaskiner, som ikke overholder Robots Exclusion Standard, ignorere instruktionerne i din robots.txt-fil. En nysgerrig bruger kan undersøge mapper eller undermapper i din robots.txt-fil og gætte webadressen til det indhold, du ikke vil have vist.

I disse tilfælde skal du bruge noindex-tagget, hvis du blot vil have, at siden ikke vises i Google, men du gerne vil tillade, at en bruger med et link får adgang til siden. Hvis du skal have optimal sikkerhed, skal du dog bruge rigtige godkendelsesmetoder, f.eks. kræve en brugeradgangskode eller fjerne siden helt fra dit website.

Hjælp Google (og brugere) med at forstå dit indhold

Lad Google se din side, som en bruger ser den

Når Googlebot crawler en side, skal den se siden på samme måde, som en almindelige bruger ser den15. For at opnå optimal gengivelse og indeksering skal du altid tillade, at Googlebot får adgang til de JavaScript-, CSS- og billedfiler, der bruges på dit website. Hvis dit websites robots.txt-fil ikke tillader gennemgang af disse aktiver, har det direkte negativ indflydelse på, hvor godt vores algoritmer gengiver og indekserer dit indhold. Dette kan medføre forringede rangeringer.

Anbefalet handling:

  • Brug værktøjet til undersøgelse af webadresser16. Det giver dig mulighed for at se, præcis hvordan Googlebot ser og gengiver dit indhold, og det hjælper dig med at identificere og rette op på en række indekseringsproblemer på dit website.

Opret unikke, nøjagtige sidetitler

Et <title>-tag fortæller både brugere og søgemaskiner, hvad der er emnet på en bestemt side. <title>-tagget skal placeres i <head>-elementet i HTML-dokumentet. Du skal oprette en unik titel for hver side på dit website.

HTML-kodestykke, der viser titeltagget

Opret gode titler og uddrag i søgeresultaterne

Hvis dit dokument vises på en søgeresultatside, vises indholdet af titeltagget muligvis på den første linje i resultaterne (hvis du ikke er bekendt med de forskellige dele af et Google-søgeresultat, kan du se videoen Anatomy of a search result ("Et søgeresultats anatomi")17 og dette nyttige diagram over en Google-søgeresultatside).

Titlen på din startside kan angive navnet på dit website eller din virksomhed og kan indeholde andre vigtige oplysninger som f.eks. virksomhedens fysiske placering eller måske nogle af virksomhedens primære fokuspunkter eller varer/tjenester.

Optimale løsninger

Giv en nøjagtig beskrivelse af sidens indhold

Vælg en titel, der flyder naturligt, og som effektivt redegør for emnet på siden.

Undgå:

  • At vælge en titel, der ikke har noget med sidens indhold at gøre.
  • At bruge generiske eller vage titler som f.eks. "Uden titel" eller "Ny side 1".

Opret unikke titler til hver side

Hver side på dit website skal ideelt set have en unik titel, som hjælper Google med at se, hvordan siden adskiller sig fra de andre på dit website. Hvis dit website bruger separate mobilsider, skal du også huske at finde på gode titler til mobilversionerne.

Undgå:

  • At bruge den samme titel til en stor gruppe sider eller alle siderne på dit website.

Brug korte, men beskrivende titler

Titler kan være både korte og informative. Hvis titlen er for lang eller af anden grund anses som mindre relevant, viser Google muligvis kun en del af den eller en til, der automatisk genereres i søgeresultatet. Google kan også vise forskellige titler afhængigt af brugerens forespørgsel eller den enhed, der bruges til søgningen.

Undgå:

  • At bruge ekstremt lange titler, der er irrelevante for brugerne.
  • At inkludere unødvendige søgeord i dine title-tags.

Brug metatagget "description"

En sides description-metatag giver Google og andre søgemaskiner et resumé af, hvad siden handler om. En sides titel kan være et par ord eller en sætning, men en sides description-metatag kan være en sætning eller to eller måske endda et kort afsnit. Ligesom <title>-tagget, er description-tagget placeret i <head>-elementet i dit HTML-dokument.

HTML-kodestykke, der viser <meta>-beskrivelsestagget

Hvad er fordelene ved description-metatags?

Description-metatags er vigtige, fordi Google kan bruge dem som uddrag for dine sider. Bemærk, at vi siger "kan", fordi Google muligvis vælger et relevant afsnit af den synlige tekst på din side, hvis det passer godt til en brugers forespørgsel. Det er altid en god idé at føje description-metatags til hver af dine sider, i tilfælde af, at Google ikke kan finde passende tekst, som kan bruges i uddraget. Webmaster Central-bloggen har informative indlæg om forbedring af uddrag med bedre description-metatags18 og bedre uddrag til dine brugere19. Vi har også en relevant artikel i Hjælp vedrørende oprettelse af gode titler og uddrag20.

Eksempel på et simpelt søgeresultat med blåt link for "baseballkort"

Optimale løsninger

Opsummer sidens indhold nøjagtigt

Lav en beskrivelse, der både vil informere og interessere brugerne, hvis de ser dit description-metatag som et uddrag i et søgeresultat. Der er ingen minimal eller maksimal længde for teksten i et description-metatag, men vi anbefaler at sikre, at den er lang nok til, at den kan vises i fuld længde i Søgning (bemærk, at brugerne kan få vist uddrag af forskellig længde, alt efter hvor og hvordan de søger) og indeholder alle de relevante oplysninger, som brugerne skal bruge til at afgøre, om siden er nyttig og relevant for dem.

Undgå:

  • At skrive et description-metatag, der ikke har nogen relation til indholdet på siden.
  • At bruge neutrale beskrivelser som "Dette er en webside" eller "Side om baseballkort".
  • At udfylde beskrivelsen udelukkende med søgeord.
  • At kopiere og indsætte hele indholdet af dokumentet i description-metatagget.

Brug unikke beskrivelser til hver side

Det hjælper både brugerne og Google, når du har forskellige description-metatages til hver side. Især i søgninger, hvor brugerne kan få vist flere sider på dit domæne (f.eks. søgninger med site:-operatoren). Hvis der er flere tusinde eller måske endda flere millioner sider på dit website, er det højst sandsynligt ikke muligt at skræddersy description-metatags. I sådanne tilfælde kan du automatisk generere description-metatags baseret på hver enkelt sides indhold.

Undgå:

  • At bruge det samme description-metatag til en stor gruppe sider eller alle siderne på dit website.

Brug heading-tags til at fremhæve vigtig tekst

Da tekst mellem heading-tags som regel er større end normal tekst på siden, gør disse tags brugeren opmærksom på, at denne tekst er vigtig og kan give en forståelse for, hvilken type indhold der vises under heading-teksten. Hvis du bruger flere overskriftsstørrelser til dit indhold, så der dannes en hierarkisk struktur, bliver det nemmere at for brugerne at finde rundt i dokumentet.

Optimale løsninger

Forestil dig, at du skriver en sammenfatning

Ligesom i en sammenfatning til en stor opgave skal du tænke over, hvad der er hovedpunkterne og underpunkterne for indholdet på siden og beslutte, hvor du vil bruge heading-tags.

Undgå:

  • At placere tekst i heading-tags, hvis teksten ikke hjælper med at definere sidens struktur.
  • At bruge heading-tags, hvor andre tags som f.eks. <em> og <strong> passer bedre.
  • At skifte tilfældigt mellem overskriftsstørrelser.

Brug overskrifter sparsomt på siden

Brug heading-tags, hvor det giver mening. For mange heading-tags på en side kan gøre det svært for brugerne at danne et overblik over indholdet og finde ud af, hvor det ene emne slutter, og det næste begynder.

Undgå:

  • Overdreven brug af heading-tags på en side.
  • Meget lange overskrifter.
  • Brug af heading-tags til tekstformatering, hvis de ikke også danner en struktur.

Tilføj opmærkning af strukturerede data

Strukturerede data21 er kode, som du kan føje til siderne på dine websites for at beskrive dit indhold til søgemaskiner, så de bedre kan forstå, hvad der er på dine sider. Søgemaskiner kan bruge denne forståelse til at vise dit indhold på nyttige (og iøjnefaldende) måder i søgeresultater. Det kan hjælpe dig med at tiltrække den helt rigtige slags kunder til din virksomhed.

Billede af et søgeresultat, som er udvidet med anmeldelsesstjerner ved hjælp af strukturerede data.

Hvis du f.eks. har en onlinebutik og markerer en individuel produktside, hjælper det os med at forstå, at siden indeholder en cykel, dens pris og kundeanmeldelser. Vi kan vise disse oplysninger i uddraget for søgeresultater i forbindelse med relevante forespørgsler. Vi kalder dette "udvidede resultater".

Udover at bruge markering af strukturerede data til udvidede resultater, kan vi også bruge det til at vise relevante resultater i andre formater. Hvis du f.eks. har en fysisk butik og markerer åbningstiderne, kan dine potentielle kunder finde dig, præcis når de har brug for dig, og få at vide, om din butik er åben eller lukket på det tidspunkt, hvor der søges.

Google-søgeresultat for isbutikker med udvidede resultater, der er baseret på strukturerede data.

Du kan markere mange oplysninger, der er relevante for virksomheden:

  • Produkter, du sælger
  • Virksomhedsadresse
  • Videoer om dine produkter eller din virksomhed
  • Åbningstider
  • Begivenhedsfortegnelser
  • Opskrifter
  • Din virksomheds logo – og meget mere

Se en komplet liste over understøttede indholdstyper på vores udviklerwebsite22.

Vi anbefaler, at du bruger strukturerede data med en af de understøttede opmærkninger for at beskrive dit indhold. Du kan føje opmærkningen til HTML-koden på dine sider eller bruge værktøjer som f.eks. Datamarkering23 og Opmærkningsværktøj24 (du kan få flere oplysninger om dem i afsnittet Optimale løsninger).

Optimale løsninger

Tjek dine opmærkninger ved hjælp af testværktøjet til strukturerede data

Når du har opmærket dit indhold, kan du bruge Googles testværktøj til strukturerede data25 for at sikre, at der ikke er fejl i implementeringen. Du kan enten angive webadressen, hvor indholdet er, eller kopiere den faktiske HTML-kode, der indeholder opmærkningen.

Undgå:

  • At bruge ugyldig opmærkning.

Brug Datamarkering

Hvis du vil prøve struktureret opmærkning uden at ændre kildekoden på dit website, kan du bruge Opmærkningsværktøj, som er et gratis værktøj, der er integreret i Search Console, og som understøtter en delmængde af indholdstyper.

Hvis du vil have opmærkningskoden klar til at kopiere og indsætte på din side, kan du prøve Opmærkningsværktøj.

Undgå:

  • At ændre kildekoden på dit website, når du er i tvivl om implementeringen af opmærkning.

Hold styr på, hvordan dine opmærkede sider klarer sig

De forskellige rapporter til forbedring26 i Search Console viser dig, hvor mange sider på dit website vi har registreret med en bestemt type opmærkning, hvor mange gange de blev vist i søgeresultaterne, og hvor mange gange folk klikkede på dem i løbet af de sidste 90 dage. Hvis vi har registreret fejl, vises de også.

Undgå:

  • At tilføje opmærkningsdata, som ikke er synlige for brugerne.
  • At oprette falske anmeldelser eller tilføje irrelevante opmærkninger.

Administrer visningen af dit website i søgeresultater på Google

Hvis dataene på dine sider er struktureret korrekt, bliver dine sider også kvalificeret til mange særlige funktioner i søgeresultaterne – bl.a. stjerner i anmeldelser, smart dekorerede resultater og meget mere. Se galleriet med søgeresultattyper, som din side kan være kvalificeret til.27

Organiser dit websitehierarki

Forstå, hvordan søgemaskiner bruger webadresser

Søgemaskiner har brug for en unik webadresse for hvert stykke indhold for at kunne crawle og indeksere det pågældende indhold og henvise brugerne til det. Forskelligt indhold – f.eks. forskellige produkter i en butik – såvel som ændret indhold –- f.eks. oversættelser eller regionale variationer – skal bruge separate webadresser for at kunne vises korrekt i søgninger.

Webadresser opdeles generelt i flere forskellige sektioner:

protocol://hostname/path/filename?querystring#fragment

Eksempel:

https://www.example.com/RunningShoes/Womens.htm?size=8#info

Google anbefaler, at alle websites bruger https://, når det er muligt. Et hostname er det sted, hvor dit website hostes, og bruger ofte det samme domænenavn, som du vil bruge til mail. Google skelner mellem versioner med og uden "www" (f.eks. "www.eksempel.dk" eller bare "eksempel.dk"). Når du føjer dit website til Search Console, anbefaler vi, at du tilføjer både http://- og https://-versioner samt versioner med og uden "www".

Sti, filnavn og strengen med forespørgslen bestemmer, hvilket indhold fra din server der gives adgang til. Der skelnes mellem store og små bogstaver i disse dele, så "FIL" ville resultere i en anden webadresse end "fil". Der skelnes ikke mellem store og små bogstaver i hostname og protokollen.

Et fragment (i dette tilfælde "#info") identificerer generelt, hvilken del af siden browseren skal rulle til. Da selve indholdet som regel er det samme uanset fragmentet, ignorerer søgemaskiner som regel alle anvendte fragmenter.

Når der henvises til startsiden, er en skråstreg efter hostname valgfri, da den fører til det samme indhold ("https://eksempel.dk/" er det samme som "https://eksempel.dk"). For stien og filnavnet vil en efterfølgende skråstreg ses som en anden webadresse (og signalerer enten en fil eller en mappe). F.eks. er "https://eksempel.dk/fisk" ikke det samme som "https://eksempel.dk/fisk/".

Navigation er vigtig for søgemaskiner

Navigation på et website er vigtigt, når det drejer sig om at hjælpe besøgende med hurtigt at finde det indhold, de leder efter. Det kan også hjælpe søgemaskinerne med at forstå, hvilket indhold webmasteren mener er vigtigt. Googles søgeresultater leveres på et sideniveau, men Google vil også gerne have en fornemmelse af, hvilken rolle en side spiller på websitet som en helhed.

Eksempel på et nyttigt sidehierarki på et website.

Planlæg din navigation baseret på din startside

Alle websites har en startside eller "rodside", der som regel er den mest besøgte side på websitet og startstedet for navigationen for mange besøgende. Medmindre dit website kun har meget få sider, bør du tænke over, hvordan de besøgende kommer fra en generel side (din rodside) til en side med mere specifikt indhold. Har du nok sider om et bestemt emne til, at det kunne give mening at oprette en side, der beskriver disse relaterede sider (f.eks. rodside -> relateret emneliste -> bestemt emne)? Har du hundredvis af forskellige produkter, der skal kategoriseres under flere sider med kategorier og underkategorier?

Brug af "breadcrumb-lister"

En breadcrumb er en række interne links øverst eller nederst på siden, der giver besøgende mulighed for hurtigt at gå tilbage til en tidligere sektion eller rodsiden. På mange breadcrumb-lister er den mest generelle side (som regel rodsiden) placeret som det første link længst til venstre, og de mere specifikke sektioner placeres til højre. Vi anbefaler at bruge struktureret opmærkning af breadcrumb-data28, når der vises breadcrumbs.

Website med en breadcrumb-liste, der viser det aktuelle sidehierarki.

Opret en enkel navigationsside til brugerne

En navigationsside er en enkel side på dit website, der viser strukturen på dit website. Den består som regel af en hierarkisk oversigt over siderne på dit website. Besøgende kan gå til denne side, hvis de har problemer med at finde sider på dit website. Søgemaskiner besøger også denne side for at kunne crawle et godt udvalg af siderne på dit website, men dens primære formål er til besøg af mennesker.

Optimale løsninger

Opret et naturligt flydende hierarki

Gør det så nemt som muligt for brugerne at gå fra generelt indhold til det mere specifikke indhold, de vil se på dit website. Tilføj navigationssider, når det giver mening, og indarbejd disse effektivt i din interne linkstruktur. Sørg for, at alle sider på dit website er tilgængelige via links, og at det ikke er nødvendigt at bruge en intern søgefunktion til at finde dem. Link til relaterede sider, hvor det er relevant, for at give brugerne mulighed for at finde tilsvarende indhold.

Undgå:

  • At oprette komplekse netværk af navigationslinks, f.eks. at linke alle sider på dit website til hinanden.
  • At opdele dit indhold i for små bidder (så det kræver 20 klik at komme til det ønskede indhold fra startsiden).

Brug tekst til navigation

Når du administrerer det meste af navigationen fra side til side på dit website ved hjælp af tekstlinks, bliver det nemmere for søgemaskiner at crawle og forstå dit website. Når du bruger JavaScript til at oprette en side, skal du bruge "a"-elementer med webadresser som "href"-attributværdier og generere alle menupunkter ved sideindlæsning i stedet for at vente på en brugerinteraktion.

Undgå:

Opret en navigationsside til brugere og et sitemap til søgemaskiner

Inkluder en enkel navigationsside for hele dit website (eller de vigtigste sider, hvis du har flere hundrede eller flere tusinde sider) til brugerne. Opret en XML-sitemapfil for at sikre, at søgemaskiner finder de nye og opdaterede sider på dit website, og angiv alle relevante webadresser sammen med datoen, hvor deres primære indhold senest blev ændret.

Undgå:

  • At lade din navigationsside blive forældet med brudte links.
  • At oprette en navigationsside, der blot angiver sider uden at organisere dem, f.eks. efter emne.

Vis nyttige 404-sider

Brugere kommer fra tid til anden til en side, der ikke findes på dit website, enten ved at følge et brudt link eller skrive den forkerte webadresse. Du kan forbedre brugeroplevelsen betydeligt ved at oprette en tilpasset 404-side30, der på en brugervenlig måde dirigerer brugerne tilbage til en side på dit website, der fungerer. Det kan være en god idé at føje et link til din 404-side, som fører tilbage til din rodside, og du kan også angive links til populært eller relateret indhold på dit website. Du kan bruge Google Search Console til at finde årsager til fejl, hvor webadresser ikke kan findes31.

Undgå:

  • At lade dine 404-sider blive indekseret i søgemaskiner (sørg for, at din webserver er konfigureret til at give en 404 HTTP-statuskode eller – i forbindelse med JavaScript-baserede websites – inkluderer robotmetatagget noindex, når der anmodes om ikke-eksisterende sider).
  • At forhindre 404-sider i at blive crawlet via robots.txt-filen.
  • Kun at angive en vag meddelelse som f.eks. "Ikke fundet" eller "404" eller slet ikke oprette 404-sider.
  • At bruge et design til dine 404-sider, der ikke stemmer overens med resten af dit website.

Enkle webadresser formidler indholdsoplysninger

Når du opretter beskrivende kategorier og filnavne til dokumenterne på dit website, hjælper det dig ikke kun med at organisere dit website på en bedre måde. Det kan også skabe mere letforståelige og "venligere" webadresser til dem, der vil linke til dit indhold. Besøgende kan blive afskrækket af ekstremt lange og kryptiske webadresser, der indeholder få genkendelige ord.

Webadresser som den, der vises på følgende billede, kan være forvirrende, og de er ikke brugervenlige.

Webadresse for en side, der har et unyttigt tal som sidenavn.

Hvis din webadresse URL giver mening, kan den være mere nyttig og nemmere at forstå i forskellige sammenhænge.

Webadresse med et nyttigt sidenavn, der kan læses af mennesker.

 

Webadresser vises i søgeresultaterne

Husk desuden, at webadressen til et dokument normalt vises i Google under dokumentets titel.

Google er god til at crawle alle typer webadressestrukturer – også hvis de er forholdsvis komplekse, men det er en god idé at tage dig tid til at gøre dine webadresser så enkle som muligt.

Optimale løsninger

Brug ord i webadresser

Webadresser med ord, der er relevante for dit websites indhold og struktur, er mere brugervenlige for de brugere, der besøger dit website.

Undgå:

  • At bruge lange webadresser med unødvendige parametre og session-id'er.
  • At vælge generiske sidenavne som f.eks. "side1.html".
  • At bruge for mange søgeord som f.eks. "baseball-kort-baseball-kort-baseballkort.htm".

Opret en enkel mappestruktur

Brug en mappestruktur, der organiserer dit indhold på en god måde og gør det nemt for de besøgende at vide, hvor de er på dit website. Prøv at bruge din mappestruktur til at angive den type indhold, man kan finde på den pågældende webadresse.

Undgå:

  • At bruge dybt indlejrede undermapper som f.eks. ".../dir1/dir2/dir3/dir4/dir5/dir6/page.html".
  • At bruge mappenavne, der ikke er relateret til indholdet i dem.

Angiv én version af en webadresse, der fører til et dokument

Hvis du vil forhindre, at nogle brugere linker til én version af en webadresse, og andre linker til en anden version (dette kan opdele indholdets omdømme mellem webadresserne), skal du fokusere på og referere til én webadresse i strukturen og linke dine sider internt. Hvis du oplever, at folk får adgang til det samme indhold via flere webadresser, er det en god idé at oprette en 301-omdirigering32 fra ikke-foretrukne webadresser til den primære webadresse, så du undgår dette problem. Du kan også bruge en kanonisk webadresse eller bruge linkelementet rel="canonical"33, hvis du ikke kan omdirigere.

Undgå:

  • At give sider fra underdomæner og rodmappen adgang til det samme indhold, f.eks. "domæne.dk/side.html" og "under.domæne.dk/side.html".

Optimer dit indhold

Gør dit website interessant og nyttigt

Når du opretter interessant og nyttigt indhold, påvirker det sandsynligvis dit website mere end nogen af de andre faktorer, der omtales her. Brugerne kan genkende godt indhold, når de ser det, og vil sandsynligvis føre andre brugere til det. Det kunne være via blogindlæg, sociale medier, mail, fora eller andre tjenester.

Organisk omtale af eller begejstring over dit website er det, der opbygger dit websites omdømme hos både brugere og Google, og det opstår sjældent, hvis du ikke har kvalitetsindhold.

Når der oprettes nyt interessant indhold, kan der genereres links fra andre websites.

Find ud af, hvad dine læsere vil have (og giv dem det)

Overvej, hvilke ord en bruger kunne søge efter for at finde noget af dit indhold. Brugere, der ved meget om emnet, bruger muligvis andre søgeord i deres søgninger end brugere, der ikke har beskæftiget sig med emnet før. En person, der har været fodboldfan længe, kan f.eks. søge efter [fifa] – et akronym for Fédération Internationale de Football Association, mens en ny fan måske bruger en mere generel forespørgsel som f.eks. [fodboldkampe]. Du kan opnå positive resultater, hvis du kommer disse forskelle i forkøbet og tager højde for dem, når du opretter dit indhold (ved at bruge en god blanding af søgeordsætninger). I Google AdWords finder du det nyttige værktøj Søgeordsplanlægning34, som kan hjælpe dig med at finde nye variationer af søgeord og se den omtrentlige søgevolumen for hvert søgeord. Derudover får du i Google Search Console vist de topsøgninger, som medfører visning af dit website, og de søgninger, der har dirigeret flest brugere til dit website, i effektivitetsrapporten35.

Overvej at oprette en ny, nyttig tjeneste, som andre websites ikke tilbyder. Du kan også skrive et originalt stykke research, være først med en spændende nyhedshistorie eller gøre brug af din unikke brugerbase. Andre websites har muligvis ikke ressourcerne eller ekspertisen til at gøre disse ting.

Optimale løsninger

Skriv letlæselig tekst

Brugerne kan lide indhold, der er velskrevet og let at følge.

Undgå:

  • At skrive en sjusket tekst med mange stavefejl og grammatiske fejl.
  • Unaturligt eller dårligt skrevet indhold.
  • At indlejre tekst i billeder og videoer. Hvis brugerne vil kopiere og indsætte teksten, kan søgemaskiner ikke læse den.

Organiser dine emner tydeligt

Det er altid en god idé at organisere dit indhold, så de besøgende har en god fornemmelse af, hvor det ene emne begynder, og et andet slutter. Hvis du opdeler dit indhold i logiske bidder, kan brugerne finde det ønskede indhold hurtigere.

Undgå:

  • At smide store mængder tekst om forskellige emner på en side uden at opdele teksten ved hjælp af afsnit, underoverskrifter eller justeringer af layoutet.

Opret nyt, unikt indhold

Nyt indhold får ikke kun dine nuværende besøgende til at vende tilbage, men bidrager også med nye besøgende.

Undgå:

  • At læne dig op ad (eller ligefrem kopiere) eksisterende indhold, der ikke tilfører noget af værdi for brugerne.
  • At lægge dubletter eller næsten identiske udgaver af dit indhold forskellige steder på dit website.
  • Få flere oplysninger om kopieret indhold36.

Optimer indhold til dine brugere, ikke søgemaskiner

Du kan som regel skabe positive resultater ved at designe dit website ud fra dine brugeres behov og samtidig sørge for, at det er nemt for søgemaskiner at få adgang til websitet.

Undgå:

  • At indsætte mange unødvendige søgeord, der er rettet mod søgemaskiner, men er irriterende og ikke giver mening for brugerne.
  • At bruge tekstblokke som f.eks. "hyppige stavefejl, der bruges til at nå frem til denne side", der ikke er relevant for brugerne.
  • At skjule tekst ved at skjule den fra brugerne37, men vise den til søgemaskiner.

Brug links med omtanke

Skriv god linktekst

Linktekst er den synlige tekst inde i et link. Denne tekst fortæller brugerne og Google noget om den side, du linker til. Links på din side kan være interne – og pege på andre sider på dit website – eller eksterne – og føre til indhold på andre websites. I begge tilfælde gælder det, at jo bedre din ankertekst er, desto nemmere er det for brugerne at finde rundt og for Google at forstå, hvad den side, du linker til, handler om.

Diagram med en anbefaling til nyttig linktekst på dit website.

Med en passende ankertekst kan brugere og søgemaskiner nemt forstå, hvad de sider, der linkes til, indeholder.

Optimale løsninger

Vælg en beskrivende tekst

Den ankertekst, du bruger til et link, bør som minimum give en grundlæggende ide om, hvad siden, der linkes til, omhandler.

Undgå:

  • At skrive generisk ankertekst som f.eks. "side", "artikel" eller "klik her".
  • At bruge tekst, der ikke handler om emnet eller ikke er relateret til indholdet på den side, der linkes til.
  • I de fleste tilfælde at bruge sidens webadresse som ankertekst. Der er dog tilfælde, hvor dette er relevant – f.eks. når du vil promovere eller referere til et nyt websites adresse.

Skriv en kortfattet tekst

Skriv en tekst der er kort, men beskrivende – som regel et par ord eller en kort sætning.

Undgå:

  • At skrive en lang ankertekst – f.eks. en lang sætning eller et kort afsnit med tekst.

Formatér links, så de er nemme at få øje på

Gør det nemt for brugerne at skelne mellem almindelig tekst og ankerteksten i dine links. Dit indhold bliver mindre nyttigt, hvis brugerne ikke ser dine links eller kommer til at klikke på dem ved et uheld.

Undgå:

  • At bruge CSS eller skrifttyper, der får links til at ligne almindelig tekst.

Tænk også over ankerteksten til interne links

Du tænker måske oftest på links som henvisninger til andre websites, men hvis du fokuserer mere på den ankertekst, som du bruger til interne links, kan du gøre det nemmere for brugerne og Google at finde rundt på dit website.

Undgå:

  • At bruge en ankertekst med mange søgeord, der kun er målrettet mod søgemaskiner.
  • At oprette unødvendige links, der ikke hjælper brugerne med at finde rundt på websitet.

Vær opmærksom på, hvem du linker til

Du kan videregive noget af dit websites omdømme til et andet website, når dit website linker til det. Nogle gange kan brugere udnytte dette til deres fordel ved at tilføje links til deres eget website i dine kommentarsektioner eller opslagstavler. Nogle gange giver du måske et website negativ omtale og vil ikke have, at dit omdømme skal smitte af på det. Forestil dig f.eks., at du skriver et blogindlæg om kommentarspam, og du vil gøre opmærksom på et website, der for nylig lagde kommentarspam på din blog. Du vil advare andre om websitet, så du inkluderer linket til det i dit indhold – men du vil bestemt ikke give websitet noget af dit gode omdømme ved at linke til det. Her ville det være godt at bruge nofollow.

Et andet eksempel, hvor attributten "nofollow" kan være praktisk, er widgetlinks. Hvis du bruger en tredjeparts widget til at skabe en bedre oplevelse på dit website og engagere brugerne, skal du tjekke, om widgeten indeholder links, som du ikke vil placere på dit website sammen med den pågældende widget. Nogle widgets kan føje links til dit website, som du ikke selv vælger, og som indeholder ankertekst, du som webmaster ikke har kontrol over. Hvis det ikke er muligt at fjerne sådanne uønskede links fra widgeten, kan du altid deaktivere dem med "nofollow" -attributten. Hvis du opretter en widget til funktionalitet eller indhold, som du leverer, skal du sørge for at inkludere nofollow på links i standarduddraget.

Hvis du derudover vil bruge nofollow til alle links på en side, kan du tilføje tagget <meta name="robots" content="nofollow"> inde i <head>-tagget for siden. Du kan få flere oplysninger om robots-metatagget på Webmaster-bloggen38.

Bekæmp kommentarspam med "nofollow"

Hvis du indstiller værdien af "rel"-attributten for et link til "nofollow", fortæller det Google, at visse links på dit website ikke skal følges, eller at dit omdømme ikke skal videregives til de sider, der linkes til. Du angiver, at et link ikke skal følges ved at tilføje rel="nofollow" inde i linkets ankertag som du kan se her:

<a href="http://www.eksempel.dk" rel="nofollow">Ankertekst her</a>

Hvornår er dette nyttigt? Hvis dit website har en blog, hvor offentlige kommentarer er slået til, kan links i disse kommentarer videregive dit omdømme til sider, som du måske ikke ønsker at sige god for. Områder med kommentarer til blogs er meget sårbare over for kommentarspam. Du kan sikre, at du ikke giver dit websites surt optjente omdømme til et spamwebsite ved at bruge nofollow på disse brugertilføjede links.

Illustration af en brugerkommentar med eksterne links.

Føj automatisk "nofollow" til kommentarkolonner og opslagstavler

Mange blogsoftwarepakker bruger automatisk nofollow på brugerkommentarer, men dem, der ikke gør, kan sandsynligvis redigeres manuelt til at gøre det. Dette råd gælder også for andre områder af dit website, der kan indebære brugergenereret indhold, f.eks. gæstebøger, fora, shout-boards, henvisningsfortegnelser osv. Hvis du vil sige god for links, der leveres af tredjeparter (hvis du f.eks. stoler på en person, der kommenterer på dit website), behøver du ikke bruge nofollow på links. Du skal dog være opmærksom på, at dit eget websites omdømme kan blive påvirket negativt, hvis der linkes til websites, som Google betragter som spam. I Hjælp til webmastere kan du få flere tips til at undgå kommentarspam39, f.eks. brug af CAPTCHA'er og aktivering af kommentarmoderering.

Illustration af et CAPTCHA-pop op-vindue

Optimer dine billeder

Brug attributten "alt"

Angiv et beskrivende filnavn og alt-attributbeskrivelse til billeder. Med attributten "alt" kan du angive alternativ tekst til billedet, hvis billedet af en eller anden grund ikke kan vises.

Illustration, der viser, hvor nyttig en god alt-tekst til et billede er.

Hvorfor kan det være en god ide at bruge denne attribut? Hvis en bruger får vist dit website ved hjælp af hjælpeteknologier som f.eks. en skærmlæser, giver alt-attributtens indhold oplysninger om billedet.

En anden grund er, at hvis du bruger et billede som et link, bliver den alternative tekst for det pågældende billede behandlet på samme måde som ankerteksten i et tekstlink. Vi anbefaler dog ikke, at du bruger for mange billeder til links i navigationen for dit website, hvis tekstlinks kan udføre den samme opgave. Optimering af dine billedfilnavne og din alternative tekst gør det desuden nemmere for billedsøgningsprojekter som f.eks. Google Billedsøgning at forstå dine billeder.

Optimale løsninger

Brug korte, men beskrivende filnavne og alternative tekster

Ligesom mange af de andre dele af siden, der skal optimeres, er filnavne og alternativ tekst bedst, når de er korte, men beskrivende.

Undgå:

  • At bruge generiske filnavne som f.eks. "billede1.jpg", "foto.gif", "1.jpg", når det er muligt – hvis dit website har tusindvis af billeder, kan du overveje at automatisere navngivningen af billederne.
  • At skrive meget lange filnavne.
  • At fylde den alternative tekst med søgeord eller kopiere og indsætte hele sætninger.

Tilføj alternativ tekst, når du bruger billeder som links

Hvis du beslutter at bruge et billede som et link, kan Google forstå mere om den side, du linker til, hvis du udfylder billedets alternative tekst. Forestil dig, at du skriver ankerteksten til et tekstlink.

Undgå:

  • At skrive en meget lang alternativ tekst, der kunne anses for spam.
  • Kun at bruge billedlinks til navigationen på dit website.

Hjælp søgemaskiner med at finde dine billeder

Et billedsitemap40 kan give Googlebot flere oplysninger om de billeder, der er på dit website. Dette øger sandsynligheden for, at dine billeder kan findes i Billedsøgning. Strukturen i denne fil svarer til XML-sitemapfilen for dine websider.

Brug standardbilledformater

Brug almindeligt understøttede filtyper. De fleste browsere understøtter billedformaterne JPEG, GIF, PNG, BMP og WebP. Det er også en god idé at få afslutningen af dit filnavn til at svare til filtypen.

Gør dit website mobilvenligt

I dag er verden mobil. De fleste søger på Google med en mobilenhed. Computerversionen af et website kan være svært at se og bruge på en mobilenhed. Derfor er det vigtigt, at du har et website, der er kompatibelt med mobilenheder. Fra slutningen af 2016 er Google begyndt at eksperimentere med primært at bruge mobilversionen af et websites indhold41 til rangering, parsing af strukturerede data og generering af uddrag.

Forstå forskellen mellem enheder

  • Smartphone – I dette dokument refererer "mobil" eller "mobilenheder" til smartphones som f.eks. enheder, der kører Android, iPhone eller Windows Phone. Mobilbrowsere minder om computerbrowsere, da de kan gengive et bredt udvalg af HTML5-specifikationen, selv om skærmstørrelsen er mindre, og i næsten alle tilfælde er standardretningen lodret.
  • Tablet – Vi betragter tablets som en særskilt klasse af enheder, så når vi taler om mobilenheder, inkluderer vi som regel ikke tablets i definitionen. Tablets har generelt større skærme, så medmindre dit indhold er optimeret til tablets, kan du gå ud fra, at brugerne forventer at se dit website, som det ville se ud i en computerbrowser og ikke en smartphonebrowser.
  • Multimedietelefon – Dette er telefoner med browsere, der er kodet, så de kan opfylde XHTML-standarder, understøtter HTML5-opmærkning og JavaScript/ECMAScript, men understøtter muligvis ikke nogle af udvidelses-API'erne i HTML5-standarden. Dette beskriver generelt browseren på de fleste 3G-parate telefoner, der ikke er smartphones.
  • Almindelig mobiltelefon – På disse telefoner kan browserne ikke gengive almindelige computerwebsider, der er kodet med standard-HTML. Dette inkluderer browsere, der kun gengiver cHTML (iMode), WML, XHTML-MP osv.

Vores anbefalinger er rettet mod smartphones, men vi opfordrer ejere af websites til multimedietelefoner og almindelige mobiltelefoner til at følge de samme råd, hvor det virker relevant.

Vælg en mobilstrategi

Du kan gøre dit website kompatibelt med mobilenheder på flere måder, og Google understøtter en række implementeringsmetoder:

Når du har oprettet et website, der er klar til visning på mobilenheder, kan du bruge Googles test af mobilvenlighed45 til at tjekke, om sider på dit website lever op til kriterierne og kan få etiketten "Mobilvenlig" på resultatsiderne i Google Søgning. Du kan også se rapporten om mobilanvendelighed i Search Console46 for at løse problemer i forbindelse med mobilanvendelighed, der påvirker dit website.

Hvis dit website viser masser af statisk indhold (f.eks. blogindlæg eller landingssider for produkter) på en række sider, kan du overveje at implementere det ved hjælp af AMP47 (Accelerated Mobile Pages). Det er en særlig udgave af HTML, der sikrer, at dit website forbliver hurtigt og brugervenligt og kan accelereres yderligere af forskellige platforme, bl.a. Google Søgning.

Konfigurer mobilewebsites, så de kan indekseres korrekt

Uanset hvilken konfiguration du vælger, når du opretter dit mobilwebsite, er der en række vigtige ting, som du skal være opmærksom på:

  1. Hvis du bruger dynamisk visning eller har et separat mobilwebsite, skal du signalere til Google, når en side er formateret til mobilenheder (eller har en tilsvarende side, der er formateret til mobilenheder). Det hjælper Google med at vise dit indhold i forbindelse med søgninger, der foretages på mobilenheder.
  2. Hvis du bruger responsivt webdesign, kan du bruge metatagget name="viewport" til at fortælle browseren, hvordan den skal justere indholdet. Hvis du bruger dynamisk visning, kan du bruge Vary HTTP-headeren til at signalere dine ændringer afhængigt af brugeragenten. Hvis du bruger separate webadresser, signalerer du forholdet mellem to webadresser ved hjælp af <link>-tagget med elementerne rel="canonical" og rel="alternative".
  3. Sørg for, at ressourcerne fortsat kan crawles. Det kan give Google et ufuldstændigt billede af dit website, hvis du blokerer sideressourcer. Dette sker ofte, når din robots.txt-fil blokerer adgang til nogle af eller alle dine sideressourcer. Hvis Googlebot ikke har adgang til en sides ressourcer, f.eks. CSS, JavaScript eller billeder, kan vi muligvis ikke registrere, at den er bygget til at blive vist og fungere godt i en mobilbrowser. Vi registrerer med andre ord måske ikke, at siden er "mobilvenlig", og viser den derfor ikke korrekt til personer, der søger på mobilenheder.
  4. Undgå almindelige fejl, der frustrerer besøgende på mobilenheder, som f.eks. at vise videoer, der ikke kan afspilles (f.eks. Flash-video som centralt indhold på siden).
  5. Mobilsider, der giver en dårlig søgeoplevelse, kan få dårligere rangeringer eller blive vist med en advarsel i søgeresultater på mobilenheder. Dette omfatter, men er ikke begrænset til, mellemliggende fuldsidesannoncer48 på mobilenheder, der forringer brugeroplevelsen.
  6. Levér fuld funktionalitet på alle enheder. Mobilbrugere forventer den samme funktionalitet – f.eks. kommentarer og betaling – og indhold på mobilen som på alle andre enheder, dit website understøtter. Udover tekstindholdet skal du sørge for, at alle vigtige billeder og videoer er indlejrede og tilgængelige på mobilenheder. Til søgemaskiner skal du levere alle strukturerede data og andre metadata – som f.eks. titler, beskrivelser, linkelementer og andre metatags – på alle versioner af siderne.
  7. Sørg for, at de strukturerede data, billeder, videoer og metadata, du har på dit computerwebsite, også er inkluderet på mobilwebsitet.

 

Optimale løsninger

  • Test dine mobilsider med denne test af mobilvenlighed49 for at se, om Google mener, at dit website fungerer godt på mobilenheder.
  • Hvis du bruger separate webadresser til dine mobilsider, skal du sørge for at teste webadressen til både mobil- og computerwebsitet, så du kan bekræfte, at omdirigeringen genkendes og kan crawles.

Du kan få flere oplysninger i Googles guide til mobilvenlighed.50

Promover dit website

De fleste links til dit website bliver tilføjet gradvist, efterhånden som folk opdager dit indhold via søgninger eller på andre måder og linker til det. Men Google har forståelse for, at du gerne vil fortælle andre om det hårde arbejde, du har lagt i dit indhold. Effektiv promovering af dit nye indhold gør, at de, der interesserer sig for emnet, finder dit indhold hurtigere. Som med de fleste punkter, der omtales i dette dokument, kan du i sidste ende skade dit websites omdømme, hvis du går til ekstremer i forhold til disse anbefalinger.

Et blogindlæg på dit eget website, der fortæller dine besøgende, at du har tilføjet noget nyt, er en god måde at sprede nyheden om nyt indhold eller nye tjenester på. Andre webmastere, der følger dit website eller RSS-feed, kan også viderebringe historien.

Det kan også være givende at lægge en indsats i at promovere din virksomhed eller dit website offline. Hvis du f.eks. har et virksomhedswebsite, skal du sikre dig, at webadressen er angivet på dit visitkort, dit brevpapir, dine plakater osv. Du kan også sende faste nyhedsbreve til kunder med posten, så de ved, at der er nyt indhold på virksomhedens website.

Hvis du driver en lokal virksomhed, kan du nå ud til kunder på Google Maps og websøgning ved at føje virksomhedens oplysninger til Google My Business51.

Eksempel på Google-søgeresultat med udvidede resultater for fysiske butikker.

Optimale løsninger

Vær opmærksom på sociale medier

Websteder, der er baseret på brugerinteraktion og deling, har gjort det nemmere at matche interesserede grupper med relevant indhold.

Undgå:

  • At forsøge at promovere hver enkelt lille bid indhold, du opretter – gå efter de store, interessante ting.
  • At involvere dit website i ordninger52, hvor dit indhold kunstigt promoveres til tops i disse tjenester.

Nå ud til brugere af dit websites relaterede fællesskab

Der er højst sandsynligt en række websites, der dækker de samme emner som dit website. Det er som regel nyttigt at kommunikere med sådanne websites. Populære emner i din branche eller dit fællesskab kan skabe nye ideer til indhold eller danne en god fællesskabsressource.

Undgå:

  • At spamme alle websites med relation til dit emne med linkanmodninger.
  • At købe links fra et andet website for at få PageRank.

Analyser din søgeeffektivitet og brugeradfærd

Analysér din søgeeffektivitet

Større søgemaskiner, bl.a. Google, stiller gratis værktøjer til rådighed for webmastere, så de kan analysere effektiviteten på den pågældende søgemaskine. Hos Google hedder dette værktøj Search Console53.

Søgekonsollen indeholder to vigtige kategorier af oplysninger: Kan Google finde mit indhold? Hvordan klarer jeg mig i Googles søgeresultater?

Dit website får ikke særbehandling, fordi du bruger Search Console. Men det kan hjælpe dig med at finde problemer, som du kan rette op på og dermed hjælpe dit website med at klare sig bedre i søgeresultater.

Med denne tjeneste kan webmastere:

  • Se, hvilke dele af et website Googlebot havde problemer med at crawle
  • Teste og indsende sitemaps
  • Analysere eller generere robots.txt-filer
  • Fjerne webadresser, der allerede er crawlet af Googlebot
  • Angive dit foretrukne domæne
  • Identificere problemer med title- og description-metatags
  • Forstå de søgninger, der oftest bruges til at komme til et website
  • Få et indblik i, hvordan Googlebot ser sider
  • Modtage underretninger om overtrædelser af retningslinjer for kvalitet og anmode om en ny vurdering af et website

Microsofts Bing Webmaster Tools54 tilbyder også gratis værktøjer til webmastere.

Analysér brugeradfærd på dit website

Hvis du har forbedret crawlingen og indekseringen af dit website ved hjælp af Google Search Console eller andre tjenester, vil du formodentlig gerne vide mere om den trafik, der kommer til dit website. Webanalyseprogrammer som f.eks. Google Analytics er en god kilde til indsigt i denne sammenhæng. Du kan bruge denne type programmer til:

  • At få indsigt i, hvordan brugerne finder dit website og opfører sig på det
  • At finde frem til det mest populære indhold på dit website
  • At måle effekten af de optimeringer, du har foretaget på dit website – f.eks. om du har fået mere trafik fra søgemaskiner, efter du ændrede dine title- og description-metatags.

For avancerede brugere kan de oplysninger, en analysepakke leverer, kombineret med data fra dine serverlogfiler, give endnu mere detaljerede oplysninger om, hvordan besøgende interagerer med dine dokumenter (f.eks. flere søgeord, som søgere bruger til at finde dit website).

Yderligere ressourcer

Webmaster Central-bloggen55
Få de seneste oplysninger fra vores Webmaster Central-blog. Du kan finde oplysninger om opdateringer af Google Søgning, nye funktioner i Search Console og meget mere.

Hjælpeforum til webmastere56
Stil spørgsmål om dit websites problemer, og få tips til at skabe websites i høj kvalitet i produktforummet for webmastere. Der er mange erfarne bidragydere i forummet, bl.a. Topbidragydere57 og lejlighedsvist Google-medarbejdere.

Google-webmastere på Google+58
Deltag i webmasterfællesskabet, og hold dig opdateret med vores meddelelser, begivenheder, tips og ressourcer.

Google-webmastere på Twitter59
Følg os for at få nyheder og ressourcer, der kan hjælpe dig med at lave et godt website.

YouTube-kanal for Google-webmastere60
Se hundredvis af nyttige videoer, der er lavet til webmasterfællesskabet, og få besvaret dine spørgsmål af Google-medarbejdere.

Sådan fungerer Søgning61
Se, hvad der sker bag kulisserne, når du søger efter noget i Google Søgning. Du kan lære en masse spændende fakta.

Få din virksomhed på nettet62
Registrer et gratis website, hvis du har en lille virksomhed i USA. GYBO er et partnerskab mellem Google og Homestead, der hjælper små virksomheder med at registrere et gratis website i et år.

Bilag: Webadresser for links, der bruges i denne artikel

Der henvises til følgende webadresser i denne præsentation:

  1. https://g.co/WebmasterHelpForum
  2. https://www.google.dk/search?q=site:wikipedia.org
  3. https://support-content-draft.corp.google.com/webmasters/answer/70897
  4. https://support.google.com/webmasters/answer/35769
  5. https://search.google.com/search-console
  6. http://g.co/webmasters
  7. http://g.co/WebmasterChecklist
  8. https://support.google.com/webmasters/answer/70897
  9. https://support.google.com/webmasters/answer/35769
  10. https://www.youtube.com/watch?v=piSvFxV_M04
  11. https://support.google.com/webmasters/answer/35291
  12. https://support-content-draft.corp.google.com/webmasters/answer/156184
  13. https://support.google.com/webmasters/answer/6062608
  14. https://support.google.com/webmasters/topic/1724262
  15. https://webmasters.googleblog.com/2014/05/understanding-web-pages-better.html
  16. https://support.google.com/webmasters/answer/9012289
  17. https://www.youtube.com/watch?v=MOfhHPp5sWs
  18. http://googlewebmastercentral.blogspot.com/2007/09/improve-snippets-with-meta-description.html
  19. https://webmasters.googleblog.com/2017/06/better-snippets-for-your-users.html
  20. https://support.google.com/webmasters/answer/35624
  21. https://developers.google.com/search/docs/guides/intro-structured-data
  22. https://developers.google.com/search/docs/guides/search-gallery
  23. https://www.google.com/webmasters/tools/data-highlighter
  24. https://www.google.com/webmasters/markup-helper/
  25. https://search.google.com/structured-data/testing-tool
  26. https://support.google.com/webmasters/answer/7552505
  27. https://developers.google.com/search/docs/guides/search-gallery
  28. https://developers.google.com/search/docs/data-types/breadcrumbs
  29. https://support.google.com/webmasters/answer/72746
  30. https://support.google.com/webmasters/answer/93641
  31. http://googlewebmastercentral.blogspot.com/2008/10/webmaster-tools-shows-crawl-error.html
  32. http://support.google.com/webmasters/answer/93633
  33. https://support.google.com/webmasters/answer/139066
  34. https://ads.google.com/home/tools/keyword-planner/
  35. https://support.google.com/webmasters/answer/7576553
  36. https://support.google.com/webmasters/answer/66359
  37. https://support.google.com/webmasters/answer/66353
  38. https://webmasters.googleblog.com/2007/03/using-robots-meta-tag.html
  39. https://support.google.com/webmasters/answer/81749
  40. https://support.google.com/webmasters/answer/178636
  41. https://webmasters.googleblog.com/2016/11/mobile-first-indexing.html
  42. https://developers.google.com/search/mobile-sites/mobile-seo/responsive-design
  43. https://developers.google.com/search/mobile-sites/mobile-seo/dynamic-serving
  44. https://developers.google.com/search/mobile-sites/mobile-seo/separate-urls
  45. https://search.google.com/test/mobile-friendly
  46. https://www.google.com/webmasters/tools/mobile-usability
  47. https://www.ampproject.org/
  48. https://webmasters.googleblog.com/2016/08/helping-users-easily-access-content-on.html
  49. https://search.google.com/test/mobile-friendly
  50. https://developers.google.com/search/mobile-sites/
  51. https://www.google.com/business/
  52. https://support.google.com/webmasters/answer/66356
  53. https://www.google.dk/webmasters/tools/home
  54. https://www.bing.com/toolbox/webmaster
  55. https://support.google.com/webmasters/go/blog
  56. https://support-content-draft.corp.google.com/webmasters/go/community
  57. http://www.google.com/get/topcontributor/
  58. http://google.com/+GoogleWebmasters
  59. http://twitter.com/googlewmc
  60. http://www.youtube.com/GoogleWebmasterHelp
  61. http://www.google.com/insidesearch/howsearchworks/thestory/index.html
  62. http://www.gybo.com/
Var denne artikel nyttig?
Hvordan kan vi forbedre siden?