Politikker

Betydningen af "personhenførbare oplysninger" i Googles kontrakter og politikker

I mange kontrakter, servicevilkår og politikker vedrørende Googles produkter til annoncering og måling henvises der til "personhenførbare oplysninger". Sådanne kontrakter, servicevilkår og politikker indeholder muligvis et forbud mod at overføre personhenførbare oplysninger til Google.

I denne artikel forklares det, hvordan Google fortolker termen "personhenførbare oplysninger", såfremt dette udtryk ikke er defineret i din kontrakt eller i servicevilkårene eller politikkerne vedrørende det aktuelle produkt. Formålet med dette er at minimere risikoen for forvirring blandt kunderne, ikke mindst i lyset af EU's persondataforordning (GDPR, General Data Protection Regulation), som træder i kraft den 25. maj 2018, hvilket medfører, at definitionen af "personoplysninger" i EU's lovgivning udvides. 

Hvad betragter Google som personhenførbare oplysninger?

Google fortolker personhenførbare oplysninger som oplysninger, der i sig selv kan bruges til direkte identifikation eller præcis lokalisering af en enkeltperson eller til at kontakte den pågældende direkte. Dette omfatter følgende:

  • Mailadresser
  • Postadresser
  • Telefonnumre
  • Data om nøjagtig geografisk placering, f.eks. i form af GPS-koordinater (se nedenstående bemærkning)
  • Fulde navne eller brugernavne

Hvis du eksempelvis er udgiver og din kontrakt forhindrer dig i at overføre personhenførbare oplysninger til Google, må webadresserne for de sider på dit website, hvor der vises annoncer fra Google, ikke indeholde mailadresser, da disse webadresser altid overføres til Google i forbindelse med en annonceanmodning. Sådan har Google igennem lang tid fortolket forbuddet mod overførsel af personhenførbare oplysninger.

Bemærk! For nogle produkters vedkommende forklarer de specifikke politikker og hjælpeartikler de begrænsninger, der gælder for bestemte typer personhenførbare oplysninger, som må sendes til Google. For at undgå tvivl vil vi gerne understrege, at denne artikel ikke medfører nogen ændring af sådanne bestemmelser. Eksempelvis er det i visse produkter tilladt at sende præcise steddata til Google, forudsat at kravene i de relevante politikker overholdes.

I henhold til Googles fortolkning omfatter personhenførbare oplysninger f.eks. ikke følgende:

  • Pseudonymiserede cookie-id'er
  • Pseudonymiserede annoncerings-id'er
  • IP-adresser
  • Andre pseudonymiserede slutbruger-id'er

Hvis der eksempelvis sendes en IP-adresse sammen med en annonceanmodning (hvilket på grund af internetprotokoller er tilfældet for stort set alle annonceanmodningers vedkommende), udgør dette ikke en overtrædelse af et forbud mod at sende personhenførbare oplysninger til Google.

Bemærk! Data, som Google ikke fortolker som værende personhenførbare oplysninger, betragtes muligvis som personoplysninger ifølge GDPR.

Var disse oplysninger nyttige?
Hvordan kan vi forbedre siden?