Politik vedrørende chikane og cybermobning

Indhold eller adfærd, der har til formål at chikanere, true eller mobbe andre, er ikke tilladt på YouTube.

Hvis du ser indhold, som overtræder denne politik, skal du rapportere det. Se, hvordan du rapporterer overtrædelser af vores retningslinjer for fællesskabet her. Hvis du har fundet flere videoer, kommentarer eller en hel kanal, som du vil rapportere, kan du bruge vores rapporteringsværktøj, hvor du kan indsende en mere detaljeret klage.

Hvis der bliver fremsat specifikke trusler mod dig, og du føler dig utryg, skal du fortælle det til en voksen, du har tillid til, og anmelde det til den lokale retsmyndighed.

Hvilken betydning har det for dig?

Hvis du uploader indhold

Upload ikke indhold på YouTube, hvis det passer med nogen af nedenstående beskrivelser.

  • Afsløring af andres personlige oplysninger, f.eks. adresse, private mailadresser, private telefonnumre, pasnummer eller bankkontooplysninger
    • Bemærk! Dette omfatter ikke upload af offentligt tilgængelige oplysninger, f.eks. telefonnummeret til en offentlig embedsmands kontor
  • Indhold, der er uploadet for bevidst at ydmyge en person
  • Indhold med sårende og negative personlige kommentarer/videoer om en anden person
  • Indhold, der tilskynder andre til at chikanere eller true personer på YouTube eller andre steder
  • Indhold med seksuelle handlinger uden samtykke eller uønsket seksualisering
  • Indhold, der truer specifikke personer med fysisk skade eller ødelæggelse af ejendom
  • Indhold med voldelig eller truende adfærd rettet mod en mindreårig
  • Seksualisering eller nedværdigelse af en person, der er beskæftiget eller til stede i en ikke-seksuel kontekst
  • Indhold, der fremsætter påstande om, at specifikke ofre for offentlige voldshændelser eller deres nærmeste er skuespillere, eller at deres oplevelser er falske

Denne politik gælder for videoer, videobeskrivelser, kommentarer, livestreams og andre YouTube-produkter og -funktioner. Bemærk, at dette ikke er en komplet liste.

Eksempler

Her er nogle eksempler på indhold, som ikke er tilladt på YouTube.

  • Trusler mod andres fysiske sikkerhed. Dette omfatter både underforståede trusler som "næste gang vi ses, er du på den" og eksplicitte trusler som "når jeg ser dig på lørdag, får du en på skrinet".
  • Upload af en persons private identifikationsoplysninger som telefonnummer, hjemmeadresse eller mailadresse med det udtrykkelige formål at gøre vedkommende til genstand for grov opmærksomhed og kommunikation. For eksempel: "Jeg fik fat i hans telefonnummer, bliv ved med at ringe og lægge beskeder, indtil han tager den!"

Husk, at dette kun er nogle få eksempler, og at du bør undgå at uploade indhold, hvis du mener, at det kan krænke denne politik.

Flere eksempler

  • Forfølgelse i den virkelige verden eller online.
  • Optagelse af en person i ond hensigt uden vedkommendes samtykke.
  • Udpenslet seksualisering/nedværdigelse/fornedrelse af en person for at være grov mod vedkommende.
  • Upload af en persons (offentlig såvel som privat) finansielle oplysninger, adgangskoder eller loginoplysninger uanset kontekst.
  • Afpresning af brugere ved hjælp af pinlige eller skadelige oplysninger, billeder, videoer osv.
  • At anmode seere om at udføre handlinger eller undersøgelser, der i sidste ende krænker en persons privatliv. For eksempel: "Jeg har brug for denne persons hjemmeadresse. Kontakt mig med det samme, hvis du kan hjælpe mig med at finde den."
  • At henvise brugere til en YouTube-brugers kommentarsektion udelukkende med det åbenlyse formål at fremme ondsindet misbrug. For eksempel: "I skal alle sammen gå amok på den her persons kanal. Fortæl hende, hvor meget vi ønsker, at hun skal dø."
  • Ondsindet latterliggørelse eller mobning af en person på baggrund af vedkommendes personlige karaktertræk. Det kan f.eks. være kommentarer som "se lige de klamme tænder, de er for ulækre".
  • Visning af et billede, hvor en persons hoved er indsat ved hjælp af billedmanipulation, for at give det indtryk, at vedkommende er involveret i seksuel aktivitet.
  • Konti, der udelukkende har til formål at sætte groft fokus på eller skandalisere en identificerbar person.
  • "Swatting"/falske telefonopkald til alarmcentral eller kriseberedskabstjenester. Det er heller ikke tilladt at opfordre seere til at foretage den slags opkald.

Hvad sker der, når indhold overtræder denne politik

Hvis dit indhold overtræder denne politik, fjerner vi indholdet og sender dig en mail for at give dig besked. Hvis det er første gang, du har uploadet indhold, som overtræder vores retningslinjer for fællesskabet, får du en advarsel uden straf på din kanal. Hvis det ikke er tilfældet, udsteder vi et strafklip til din kanal. Din kanal lukkes, hvis du får tre strafklip. Du kan lære mere om vores strafklipssystem her.

Var disse oplysninger nyttige?
Hvordan kan vi forbedre siden?