Værktøj til test af mobilvenlighed

Det at have et mobilvenligt website er blevet en afgørende del af onlinetilstedeværelsen. I mange lande er der nu flere, der bruger internettet via smartphones end via computere. Hvis du ikke har gjort dit website mobilvenligt, er det en god idé at gøre det. Med Search Consoles værktøj til test af mobilvenlighed kan du hurtigt og nemt teste, om en side på dit website er mobilvenlig.

Åbn værktøjet til test af mobilvenlighed

 

Brug af værktøjet

Værktøjet til test af mobilvenlighed er nemt at bruge. Du indtaster blot hele webadressen til den webside, du vil teste. Testen følger eventuelle omdirigeringer, der er implementeret på siden. Testen tager normalt mindre end ét minut.

Testresultaterne omfatter et screenshot, som viser, hvordan siden ser ud på Google på en mobilenhed, samt en liste over eventuelle problemer i forbindelse med mobilanvendelighed, som værktøjet finder. Problemer med mobilanvendelighed er de problemer, der kan påvirke en bruger, som besøger siden på en mobilenhed (med lille skærm), f.eks. små skriftstørrelser (som er svære at læse på en lille skærm) og brug af Flash (som de fleste mobilenheder ikke understøtter).

Hvis siden ikke kan åbnes

Hvis værktøjet af en eller anden grund ikke kan få adgang til siden, vises en fejlmeddelelse, der beskriver problemet. Adgangsproblemer kan skyldes problemer med netværksforbindelsen, eller at websitet er nede.

Dette værktøj går ind på siden som Googlebot (dvs. som Google uden at bruge dine loginoplysninger). Dette betyder, at det kan blokeres af en robots.txt-fil.
Hvis siden har ressourcer, der ikke kan indlæses

Hvis en test ikke kan indlæse alle ressourcer, der anvendes af en side, vises en advarsel. Ressourcer er eksterne elementer, der er medtaget på en side, f.eks. billeder, CSS-filer eller scriptfiler. Der kan være flere årsager til dette:

  • Ressourcen kunne ikke indlæses inden for et rimeligt tidsrum. Prøv i så fald at køre testen igen. Hvis problemet fortsætter, kan du forsøge at hoste ressourcen et andet sted eller forsøge at finde og rette årsagen til, at hosten ikke reagerer.
  • Ressourcen eksisterer ikke på den angivne placering (fejl 404). Ret webadressen på ressourcen.
  • Ressourcen er ikke tilgængelig for brugere, der ikke er logget ind. Testen får adgang til siden som en anonym bruger – sørg for, at alle ressourcer er tilgængelige for anonyme brugere.
  • Ressourcen er blokeret for Googlebot af en robots.txt-fil. Hvis ressourcen er vigtig (se nedenfor), og den er på dit eget website, kan det være en god idé at fjerne blokeringen af ressourcen for Googlebot. Hvis den er på et andet website, kan det være en god idé at kontakte webmasteren for websitet og anmode om, at blokeringen fjernes.

Fjernelse af blokering af vigtige ressourcer

Hvis en blokeret ressource er vigtig, kan det i høj grad påvirke, hvordan Google forstår siden. Et blokeret stort billede kan f.eks. få en side til at se mobilvenlig ud, selvom den egentlig ikke er det, og en blokeret CSS-fil kan medføre, at der anvendes forkerte skrifttypografier (som f.eks. er for små til en enhed). Dette påvirker både bedømmelsen af mobilanvendeligheden og Googles evne til at crawle din side. Sørg for, at vigtige ressourcer ikke er blokeret for Googlebot af robots.txt, og at de generelt er tilgængelige.

Varierende testresultater/problemer med sideindlæsning

Hvis du har ressourcer, som ikke indlæses, eller andre problemer med sideindlæsning, får du muligvis vist resultater, der er en smule anderledes, hver gang du kører testen. Dette skyldes, at det sæt af ressourcer, der blev indlæst, kan variere under hver testkørsel. Hvis din sidegengivelse ændres, hver gang du kører testen, og du ikke har ændret noget, skal du kigge efter en advarsel om "problemer med sideindlæsning". Hvis den vises, kan du klikke på den for at få flere oplysninger om mulige årsager til, at siden ikke gengives konsekvent og korrekt.

Fejl i forbindelse med mobilanvendelighed

Værktøjet til test af mobilvenlighed kan identificere følgende fejl i forbindelse med anvendelighed:

Liste over fejl

Siden anvender inkompatible plugins

Siden indeholder plugins, f.eks. Flash, som de fleste mobilbrowsere ikke understøtter. Vi anbefaler, at du omdesigner din side og bruger moderne, bredt understøttede webteknologier såsom HTML5. Læs mere om retningslinjer for animation på nettet.

Der er ikke indstillet en viewport

Din side definerer ikke en viewport-egenskab, som fortæller browsere, hvordan de skal tilpasse sidens dimensioner og skalering, så den passer til skærmstørrelsen. Da folk besøger dit website via en række forskellige enheder med varierende skærmstørrelser – fra store computerskærme til tablets og små smartphones – skal dine sider angive en viewport ved hjælp af viewport-metatagget. Læs mere på siden med grundlæggende oplysninger om responsivt webdesign.

Viewport er ikke indstillet til enhedens bredde (device-width)

Din side definerer en viewport med fast bredde, hvilket betyder, at den ikke kan tilpasses forskellige skærmstørrelser. Du retter denne fejl ved at bruge responsivt webdesign på dine websider og indstille viewporten til at matche enhedens bredde og skalering. Læs, hvordan du indstiller viewporten korrekt.

Indholdet er bredere end skærmen

Denne rapport viser de sider, hvor det kræver vandret rulning at se ord og billeder. Dette sker, når sider bruger absolutte værdier i CSS-erklæringer eller bruger billeder, der er designet til at se bedst ud i en browser med en specifik bredde (såsom 980px). For at rette denne fejl skal du sørge for, at siderne bruger relative værdier for CSS-elementers bredde og placering, og at billeder også kan skaleres. Læs mere under tilpasning af indholdets størrelse til viewporten.

Teksten er for lille til, at den kan læses

Denne rapport identificerer de sider, hvor sidens skriftstørrelse er for lille til at være læselig og kræver, at de besøgende på mobilenheder skal "knibe fingrene sammen for at zoome" for at læse. Efter du har angivet en viewport for dine websider, skal du indstille dine skriftstørrelser, så de skalerer ordentligt i viewporten. Læs mere om optimale løsninger for skriftstørrelse under brug af læselige skriftstørrelser.

De klikbare elementer ligger for tæt

Denne rapport viser webadresserne på de websites, hvor de trykbare elementer som f.eks. knapper og navigationslinks, er så tæt på hinanden, at en mobilbruger kan have svært ved at trykke på et ønsket element med fingeren uden også at trykke på et tilstødende element. For at rette disse fejl skal du sørge for at give knapper og navigationslinks den rigtige størrelse og den nødvendige plads, så de er anvendelige for dine besøgende på mobilenheder. Læs mere i Giv trykbare elementer den rigtige størrelse.

Næste trin

Var disse oplysninger nyttige?
Hvordan kan vi forbedre siden?