Flytning af et website med ændring af webadressen

Oversigt: Flytning af websites med webadresseændringer

Denne artikel beskriver, hvordan du ændrer webadressen til eksisterende sider på dit website med minimal indvirkning på dine resultater på Google Søgning. Eksempler på denne type flytning af websites omfatter:

  • Ændring af webadresser fra HTTP til HTTPS
  • Ændring af domænenavne, f.eks. fra eksempel.com til eksempel.net eller sammenfletning af flere domæner eller hostnames
  • Ændring af webadressestier: eksempel.com/page.php?id=1 > eksempel.com/widget eller eksempel.com/page.html > eksempel.com/page.htm

Hvis du foretager ændringer af websitet uden at ændre den synlige webadresse, skal du starte her i stedet.

Ofte stillede spørgsmål vedrørende flytning af hele websites med webadresseændringer

  • Bør jeg flytte alt sammen, eller er det OK at flytte få sektioner ad gangen?
    Det er OK at flytte få sektioner ad gangen.
  • Hvordan tester jeg, hvor mange sider der er indekseret?
    Bekræft dataene for hver ejendom adskilt i Search Console. Brug rapporten for indekseringsstatus for at få et bredt overblik, eller se antallet af indekserede sitemaps i rapporten Sitemaps i forbindelse med sitemapwebadresser.
  • Hvor lang tid går der, før Google registrerer mine webadresseændringer?
    Der er ikke nogen fast crawlfrekvens. Det afhænger af størrelsen på dit website og af, hvor hurtigt der kan crawles. Flytningen fastlægges på baggrund af hver enkel webadresse.
  • Skader det min linkrangering, når jeg omdirigerer til nye webadresser?
    Nej. 301- eller 302-omdirigeringer medfører ikke et fald i PageRank.

Migrering fra HTTP til HTTPS

  • Gennemgå Optimale løsninger til HTTPS.
  • Sørg for at føje HTTPS-ejendommen til Search Console. Search Console behandler HTTP og HTTPS adskilt. Data for disse ejendomme deles ikke i Search Console. Hvis du har sider i begge protokoller, skal du derfor have en separat Search Console-ejendom til hver af dem.
  • Her er flere ofte stillede spørgsmål vedrørende migrering af sider fra HTTP til HTTPS:
>Ofte stillede spørgsmål vedrørende migrering fra HTTP til HTTPS

Påvirker denne migrering min rangering?

Som ved enhver anden migrering kan der forekomme udsving i rangeringen under migreringen. Det er dog en god idé at gennemgå Optimale løsninger til HTTPS-sider for at undgå faldgruber, der gælder specifikt for HTTPS.

HTTPS-websites opnår en lidt bedre rangering, men du skal ikke forvente en markant ændring. Google bruger HTTPS som indikator for en bedre rangering. Denne indikator er blot en af mange og er i øjeblikket mindre betydningsfuld end websiteindhold af høj kvalitet. På kort sigt skal du ikke forvente en større SEO-forbedring ved at flytte til HTTPS. På længere sigt kan Google forbedre HTTPS-rangeringen.

Er det OK kun at flytte nogle af siderne til HTTPS?

Ja. Det er ikke noget problem. Du kan starte med én sektion, teste den og derefter flytte flere sektioner, hvis du vil.

Hvis du migrerer fra HTTP til HTTPS i bidder, og du vil undgå tidlig indeksering af de gradvist udgivne webadresser, anbefaler vi, at du bruger rel=canonical i stedet for omdirigeringer. Hvis du bruger omdirigeringer, vil du ikke kunne teste de omdirigerede sider.

Hvilket certifikat skal jeg bruge?

Google Søgning accepterer alle moderne certifikater, der accepteres af moderne browsere.

Vil jeg kunne se søgeord for mit HTTPS-website?

Dette ændrer sig ikke med HTTPS. Du kan stadig se søgeforespørgsler i Search Console.

Vi henviser til vores HTTP-sitemaps i robots.txt. Bør vi opdatere robots.txt, så det omfatter vores nye HTTPS-sitemaps? 

Vi anbefaler, at I bruger adskilte robots.txt-filer til HTTP og HTTPS, der henviser til adskilte sitemapfiler til HTTP og HTTPS. Vi anbefaler også, at I kun angiver en bestemt webadresse i én sitemapfil.

Hvilket sitemap skal tilknyttes sektionen i HTTPS-prøveversionen?

Du kan oprette et adskilt sitemap udelukkende til den opdaterede sektion på dit website. Dette giver en mere præcis registrering af indekseringen af prøvesektionen. Sørg dog for ikke at dublere disse webadresser i andre sitemaps.

Hvilke webadresser bør vores sitemaps angive, hvis vi har omdirigeringer (fra HTTP til HTTPS eller omvendt)?

Angiv alle HTTP-webadresser i dit HTTP-sitemap og alle HTTPS-webadresser i dit HTTPS-sitemap uafhængigt af omdirigeringer, når en bruger besøger siden. Ved at angive sider i dit sitemap uafhængigt af omdirigeringer hjælper du søgemaskiner med hurtigere at finde de nye webadresser.

Er der noget særligt, vi skal føje til robots.txt for HTTPS-versionen? 

Nej.

Bør vi understøtte HSTS?

HSTS øger sikkerheden, men gør også din strategi for tilbagerulning mere kompleks. Se Optimale løsninger til HTTPS for at få flere oplysninger.

Vi bruger et enkelt sitemap for Google Nyheder til hele vores website. Hvad gør vi, hvis vi migrerer vores website i dele?

Hvis I vil bruge et sitemap for Google Nyheder til den nye HTTPS-sektion, skal I kontakte teamet for Nyheder for at underrette dem om protokolændringerne og derefter indsende et nyt sitemap for Google Nyheder i jeres HTTPS-ejendom i Search Console, efterhånden som I migrerer hver sektion af jeres website til HTTPS.

Er der nogen særlige anbefalinger til Google News Publisher Center ved HTTPS-migrering?

Google News Publisher Center håndterer flytninger af typen HTTP->HTTPS på gennemsigtig vis. Det er normalt ikke nødvendigt at foretage sig noget i forhold til Google Nyheder, medmindre du også benytter sitemaps for Nyheder. Hvis det er tilfældet, skal du kontakte teamet for Nyheder og underrette dem om ændringen. Du kan også give teamet besked om dine sektionsændringer. Hvis du f.eks. flytter til HTTPS, kan du specificere, at du flytter http://eksempel.com/sektion til https://eksempel.com/sektion.

Flyt dit website

  1. Gennemgå grundlæggende oplysninger om flytning af websites. Sæt dig ind i, hvad du kan forvente, og hvordan det kan påvirke dine brugere og rangeringer. Hvis du flytter fra HTTP til HTTPS, bør du gennemgå Optimale løsninger til HTTPS.
  2. Forbered det nye website, og test det grundigt.
  3. Forbered en webadressetilknytning fra de aktuelle webadresser til deres tilsvarende nye format.
  4. Påbegynd flytning af websitet ved at konfigurere serveren til at omdirigere fra de gamle webadresser til de nye.
  5. Overvåg trafikken på både de gamle og nye webadresser.
Var disse oplysninger nyttige?
Hvordan kan vi forbedre siden?