Vejledning til et Google-venligt website

Dette skal du gøre

Vores retningslinjer for webmastere omfatter generelle retningslinjer for design og kvalitet samt tekniske retningslinjer. Nedenfor finder du detaljerede tips til, hvordan du opretter et Google-venligt website.

Giv brugerne de oplysninger, de leder efter

Lever indhold af høj kvalitet på dine sider, især din startside. Dette er den absolut vigtigste ting at gøre. Hvis dine sider indeholder nyttige oplysninger, vil deres indhold tiltrække mange besøgende og få webmastere til at henvise til dit website. Du opretter et nyttigt indholdsrigt websted ved at skrive sider, der klart og tydeligt beskriver emnet. Overvej, hvilke ord brugerne vil skrive for at finde dine sider, og medtag disse ord på websitet.

Sørg for, at andre websites linker til dit website

Links hjælper vores webcrawlere med at finde dit websted og kan give dig større synlighed i vores søgeresultater. Ved returneringen af resultater for en søgning bruger Google avancerede teknikker til tekst-matching for at vise sider, der både er vigtige og relevante for hver søgning. Google fortolker et link fra side A til side B som en stemme fra side A på side B. Stemmer, der afgives af sider, der selv er "vigtige", vægtes tungere og er med til at gøre andre sider "vigtige".

Husk, at vores algoritmer kan skelne mellem naturlige links og unaturlige links. Naturlige link til dit websted udvikles som en del af dynamikken på internettet, når andre websteder finder dit indhold værdifuldt og mener, at det vil være nyttigt for deres besøgende. Unaturlige links til dit website placeres specifikt for at få dit website til at se mere populært ud for søgemaskiner. Nogle af disse typer links (f.eks. linkudveksling og skjulte sider) er omfattet af vores retningslinjer for webmastere.

Kun naturlige link er nyttige for indekseringen og placeringen af dit websted.

Gør det nemt at få adgang til dit website

Opbyg dit website med en logisk linkstruktur. Hver side skal kunne åbnes fra mindst ét statisk tekstlink.

Brug en tekstbrowser som f.eks. Lynx til at undersøge dit website. De fleste spiders ser dit website på nogenlunde samme måde som Lynx. Hvis funktioner som JavaScript, cookies, sessions-id'er, rammer, DHTML eller Macromedia Flash afholder dig fra at se hele dit website i en tekstbrowser, kan spiders muligvis have problemer med at gennemgå det.

Dette bør du undgå

Lad være med at fylde dine sider med lister af søgeord, forsøg ikke at "tilsløre" dem, og opret ikke sider, der udelukkende er rettet mod webcrawlere. Hvis dit website indeholder sider, links eller tekst, som du ikke har planer om, at de besøgende skal se, betragter Google disse link og sider som vildledende og ignorerer muligvis websitet.

Lad være med at føle dig forpligtet til at købe en søgeoptimeringstjeneste. Nogle firmaer hævder, at de kan "garantere", at dit websted opnår en høj placering i Googles søgeresultater. Mens lovlige konsulentfirmaer kan forbedre dit websites flow og indhold, anvender andre vildledende taktikker i et forsøg på at narre søgemaskiner. Vær forsigtig. Hvis dit domæne knyttes sammen med en af disse bedrageriske tjenester, kan det blive bandlyst fra vores indeks.

Brug ikke billeder til at vise vigtige navne, indhold eller link. Vores webcrawler genkender ikke tekst, der er inkluderet i grafikobjekter. Brug ALT-attributter, hvis hovedindholdet og søgeordene på din webside ikke kan formateres med almindelig HTML.

Opret ikke flere kopier af en side under forskellige webadresser. Mange websites tilbyder tekstbaserede eller udskriftsvenlige versioner af sider, der indeholder det samme indhold som de tilsvarende sider med grafik. Hvis dit websted har identisk indhold, som kan nås via flere webadresser, kan du bruge forskellige metoder til at angive den kanoniske (foretrukne) version af siden. Få flere oplysninger om kanonisering.