Har du brug for en SEO?

How to hire an SEO

Hvad er en SEO?

SEO er en forkortelse af "Search Engine Optimization" (søgemaskineoptimering) eller "Search Engine Optimizer" (en ekspert i søgemaskineoptimering). Det er en stor beslutning at antage en SEO, der potentielt kan forbedre dit website og spare tid, men du kan også risikere at ødelægge dit website og omdømme. Sørg for både at have undersøgt de potentielle fordele og skader, som en uansvarlig SEO kan påføre dit website. Mange SEO'er og andre bureauer og konsulenter kan tilbyde nyttige tjenester til websitesejere, som f.eks.:

  • Gennemgang af dit websites indhold eller struktur
  • Teknisk rådgivning om udvikling af websites: f.eks. hosting, omdirigeringer, fejlsider og brugen af JavaScript
  • Udvikling af indhold
  • Håndtering af onlinekampagner i forbindelse med forretningsudvikling
  • Udvælgelse af søgeord
  • SEO-uddannelse
  • Ekspertise i bestemte markeder og geografiske områder.

Annoncering med Google får ingen virkning på dit websites tilstedeværelse i vores søgeresultater. Google accepterer aldrig penge for at inkludere eller prioritere websites i vores søgeresultater, og det koster intet at blive vist i vores organiske søgeresultater. Gratis måder at få hjælp på som f.eks. Search Console, den officielle Webmastercentralblog og vores diskussionsforum kan bidrage med en mængde oplysninger om, hvordan du kan optimere dit website til organisk søgning.

Kom godt i gang

Hvis du driver en lille lokal virksomhed, kan du sikkert gøre meget af arbejdet selv. Her er nogle nyttige ressourcer:

Husk, at det tager tid, inden du kan se resultaterne af arbejdet. Typisk tager det fra fire måneder op til et år fra den dag du påbegynder ændringerne, før du begynder at kunne se fordelene ved arbejdet.

Hvis du mener, at du alligevel har brug for ekstra hjælp fra en professionel, kan du fortsætte med at læse om, hvordan du vælger en SEO.

Sådan vælger du en SEO

Hvis du overvejer at ansætte en SEO, er det en fordel at gøre det tidligt. Det er et godt tidspunkt at ansætte på, når du overvejer at give dit nuværende website et nyt design eller planlægger at oprette et nyt. På den måde kan du og din SEO bedst sikre, at dit website er udviklet til at være søgemaskinevenligt fra starten af. Men en god SEO kan også hjælpe med at forbedre et eksisterende website.

  1. Vær indstillet på at implementere de anbefalede ændringer. Det kræver tid og umage at indføre de ændringer, som en SEO anbefaler. Hvis du ikke er indstillet på at tage dig tid til det og implementere ændringerne, kan det ikke betale sig at ansætte en professionel.
  2. Tal med din potentielle SEO. Her er nogle relevante spørgsmål, du kan stille:
    • Kan du vise mig eksempler på tidligere arbejdsopgaver, og kan du fortælle om nogle succeshistorier?
    • Kan du leve op til Googles retningslinjer for webmastere?
    • Kan du tilbyde onlinemarketingtjenester eller -råd som supplement til dine ydelser til organisk søgning?
    • Hvilke typer resultater forventer du at se, og hvordan er din tidsramme? Hvordan måler du din succes?
    • Hvad er dine erfaringer med min branche?
    • Hvad er dine erfaringer med mit land/min by?
    • Hvilken erfaring har du med at udvikle internationale websites?
    • Hvad er de vigtigste SEO-teknikker?
    • Hvor lang tid har du arbejdet i branchen?
    • Hvordan kan jeg forvente at kommunikere med dig? Vil du dele alle de ændringer, du foretager på mit website, med mig og give mig detaljerede oplysninger om dine anbefalinger og årsagerne til dem?
    • Læg mærke til, om SEO'en er interesseret i dig og din virksomhed. Hvis vedkommende ikke virker interesseret, bør du finde en, der er. Din SEO bør stille spørgsmål som f.eks.:
      • Hvad gør din virksomhed eller tjeneste unik og interessant for kunderne?
      • Hvem er dine kunder?
      • Hvordan tjener din virksomhed penge, og hvordan kan søgeresultater gøre en forskel i forhold til dette?
      • Hvilke andre annonceringskanaler bruger du?
      • Hvem er dine konkurrenter?
  3. Undersøg din SEO's kundereferencer. Spørg SEO'ens tidligere kunder, hvordan de oplevede den service, der blev ydet, om SEO'en var nem at arbejde sammen med, og om der blev skabt positive resultater.
  4. Bed om en teknisk gennemgang og en søgeanalyse af dit website for at få flere oplysninger om, hvad SEO'en mener, der bør gøres, hvorfor, og hvad det forventede resultat vil være. Du skal sandsynligvis betale for dette. Du er formentlig nødt til at give SEO'en skrivebeskyttet adgang til dit website i Search Console. Du bør på nuværende tidspunkt ikke give vedkommende skriveadgang. Din potentielle SEO bør kunne give dig en realistisk vurdering af, hvilke forbedringer du vil se, og også en vurdering af, hvor meget arbejde det vil kræve. Hvis SEO'en giver dig garanti for, at ændringerne vil give dig en topplacering i søgeresultater, skal du finde en anden.
  5. Beslut, om du ønsker at ansætte denne SEO.

Forholdsregler

Selvom SEO'er kan yde en vigtig service for deres kunder, har nogle uetiske SEO'er givet branchen et dårligt ry. Det har de gjort ved brug af meget aggressive marketingtiltag og ved at forsøge at manipulere resultater fra søgemaskiner på uretfærdig vis. Adfærd, der strider mod vores retningslinjer, kan medføre en negativ justering af dit websites synlighed på Google, eller at det helt fjernes fra vores indeks.

Når din SEO foreslår en række anbefalinger til dit website, bør du bede hende underbygge disse anbefalinger ved hjælp af en pålidelig kilde, f.eks. sider i Hjælp til Search Console, et blogindlæg i Google Webmasters eller svar godkendt af Google i forummet for webmastere.

Her er nogle ting, du bør overveje:

  • Et almindeligt fupnummer er oprettelsen af "skygge"-domæner, der kanaliserer brugere til et website ved hjælp af tvivlsomme omdirigeringer. Disse skyggedomæner ejes ofte af firmaet, der tilbyder søgemaskineoptimering, og som påstår, at de arbejder på vegne af en klient. Men hvis forholdet forringes, kan firmaet, der tilbyder søgemaskineoptimering, eventuelt dirigere domænet til et andet website eller endda til en konkurrents domæne. Hvis dette sker, har klienten betalt for at udvikle et konkurrerende website, der ejes fuldstændigt af firmaet, der tilbyder søgemaskineoptimering.
  • En anden ulovlig fremgangsmåde er at placere "skjulte" sider, der er fyldt med søgeord, et eller andet sted på klientens website. Firmaet, der tilbyder søgemaskineoptimering, lover, at dette vil gøre siden mere relevant for flere forespørgsler. Dette er i sagens natur forkert, da individuelle sider sjældent er relevante for en bredere vifte af søgeord. Endnu farligere er det dog, at disse skjulte sider også ofte indeholder skjulte link til andre klienter hos firmaet, der tilbyder søgemaskineoptimering. Sådanne doorway-sider dræner linkpopulariteten af et website og dirigerer det til SEO'en og vedkommendes andre kunder, som muligvis omfatter websites med usmageligt eller ulovligt indhold.
  • Endelig skal du undgå at blive involveret i linkordninger, f.eks. ved køb af links fra andre websites for at øge din rangering. Dette er imod Googles retningslinjer for kvalitet og kan resultere i en manuel handling mod dele af eller hele dit website, som vil have negativ indflydelse på dit websites rangering.

Hvis du mener, at du er blevet bedraget af en SEO, bør du overveje at rapportere det.

I USA tager FTC (Federal Trade Commission) sig af klager om tvivlsom eller urimelig forretningspraksis. Du kan indgive en klage ved at gå til http://www.ftc.gov/ og klikke på "Indsend en klage online", ringe på 1-877-FTC-HELP eller skrive til:

Federal Trade Commission
CRC-240
Washington, D.C. 20580, USA

Hvis din klage er rettet mod et firma i et andet land end USA, skal du indsende den via http://www.econsumer.gov/.

Nyttige retningslinjer

  • Du skal være påpasselig med SEO-firmaer, webkonsulenter og -bureauer, der uopfordret sender dig mails.

    Utroligt nok får vi også disse spammails:

    "Hej google.com
    Vi har besøgt jeres website og bemærket, at I ikke vises i de fleste af de større søgemaskiner og indekser..."

    Vær lige så skeptisk over for disse uopfordrede mails om søgemaskiner, som du er over for "diætpiller til natlig forbrænding af fedt" eller anmodninger om hjælp til at overføre midler fra afsatte diktatorer.

  • Ingen kan garantere en placering som nr. 1 på Google.

    Pas på firmaer, der tilbyder søgemaskineoptimering, og som hævder, at de garanterer rangeringer, påberåber sig "et særligt samarbejde" med Google eller annoncerer med en "prioritetsindsendelse" til Google. Der er ingen prioritetsindsendelse til Google. Faktisk er den eneste måde, hvorpå du kan sende et website direkte til Google, via vores side Tilføj webadresse eller ved at indsende et sitemap, og du kan gøre dette selv, uden at det koster dig noget overhovedet.

  • Vær forsigtig, hvis et firma er hemmelighedsfuldt eller ikke tydeligt forklarer, hvad de har til hensigt at gøre.

    Bed om forklaringer, hvis noget er uklart. Hvis et firma, der tilbyder søgemaskineoptimering, opretter vildledende eller misvisende indhold på dine vegne, f.eks. skjulte sider eller "kassable" domæner, kan dit website blive fjernet fuldstændigt fra Googles indeks. I sidste instans er du ansvarlig for de handlinger, som firmaer, du ansætter, foretager sig, så du bør sikre dig, at du ved præcist, hvordan de har til hensigt at "hjælpe" dig. Hvis en SEO har FTP-adgang til din server, bør de være villige til at forklare alle ændringer, som de foretager på dit website.

  • Det bør aldrig være påkrævet, at du skal linke til et firma, der tilbyder søgemaskineoptimering.

    Undgå firmaer, der taler om styrken i links, der er "gratis for alle", linkpopularitetsordninger eller indsendelse af dit website til tusindvis af søgemaskiner. Disse er typisk ubrugelige tiltag, der ikke påvirker din rangering i resultaterne i de større søgemaskiner – i det mindste ikke på en måde, som du ville betragte som positiv.

  • Vælg med omhu.

    Når du overvejer at samarbejde med et firma, der tilbyder søgemaskineoptimering, bør du undersøge branchen. Google er selvfølgelig én måde at gøre det på. Selvom Google ikke udtaler sig om bestemte firmaer, er vi stødt på nogle firmaer, der kalder sig SEO-firmaer, og som følger en praksis, der klart overskrider grænserne for accepteret forretningsadfærd. Vær forsigtig.

  • Sørg for, at du ved, hvad dine penge går til.

    Google sælger aldrig bedre placeringer i vores søgeresultater, men flere andre søgemaskiner kombinerer betal pr. klik- eller betal for inkludering-resultater i deres almindelige websøgeresultater. Nogle firmaer, der tilbyder søgemaskineoptimering, lover at placere dig højt i søgemaskiner, men placerer dig i annonceringsafsnittet i stedet for i søgeresultaterne. Enkelte SEO'er ændrer endda deres budpriser i realtid for at skabe en illusion om, at de "styrer" andre søgemaskiner og kan placere sig selv i et interval efter eget valg. Dette fupnummer fungerer ikke med Google, da vores annoncering er tydeligt mærket og adskilt fra vores søgeresultater. Men sørg for at spørge enhver SEO, som du overvejer at samarbejde med, hvilke gebyrer der går til permanente ændringer af websitet, og hvilke der går til midlertidig annoncering.

  • Hvilke andre ting skal man passe på?

    Der er nogle få advarselssignaler, der kan pege på, om du er i kontakt med et tvivlsomt firma, der tilbyder søgemaskineoptimering. Dette er langt fra en komplet liste, så hvis du er i tvivl, skal du stole på din intuition. Du skal naturligvis altid sige fra, hvis en SEO:

    • Ejer skyggedomæner
    • Anbringer links til sine øvrige kunder på doorway-sider
    • Tilbyder at sælge søgeord i adresselinjen
    • Ikke skelner mellem faktiske søgeresultater og annoncer, der vises på søgeresultatsider
    • Garanterer højere rangering, men kun på uforståelige, lange søgeordsudtryk, som i alle tilfælde ville give et godt resultat
    • Opererer med flere aliasser eller falske WHOIS-oplysninger
    • Henter trafik fra "falske" søgemaskiner, spyware eller scumware
    • Har fået domæner fjernet fra Googles indeks eller ikke selv er anført på Google
Var denne artikel nyttig?
Hvordan kan vi forbedre siden?