Images

Vores mål med billedsøgning er i lighed med websøgning at give vores brugere de bedste og mest relevante søgeresultater. Hvis du følger de gode råd, der er nævnt nedenfor (samt vores sædvanlige retningslinjer for webmastere), øges sandsynligheden for, at dine billeder vises i disse søgeresultater.

Du kan give Google yderligere detaljer om dine billeder og angive webadressen på billeder, som vi muligvis ikke ville opdage på anden vis, ved at føje oplysninger til et sitemap på internettet. Flere oplysninger om, hvordan man føjer billedoplysninger til et sitemap.

Undgå at indlejre vigtig tekst i billeder

Undgå at indlejre vigtig tekst i billeder til elementer såsom sideoverskrifter og menupunkter, da ikke alle brugere vil kunne få adgang til dem. Bevar det i almindelig HTML for at sikre, at der er maksimal adgang til vigtig tekst.

Angiv så meget som muligt om billedet.

Giv dine billeder detaljerede, informative filnavne.

Filnavnet kan give Google en idé om, hvilket emne billedet tilhører. Forsøg at gøre dit filnavn til en god beskrivelse af billedets emne. For eksempel er min-nye-sorte-killing.jpg meget mere informerende end IMG00023.JPG. Beskrivende filnavne er også nyttige for brugerne: Hvis vi ikke kan finde passende tekst på siden, hvor vi har fundet billedet, bruger vi filnavnet som billedets uddrag i vores søgeresultater.

Opret god alternativ tekst

Alt-attributter bruges til at beskrive indholdet af en billedfil. Det er vigtigt af flere forskellige årsager:

  • Det giver Google nyttige oplysninger om billedets emne. Vi bruger disse oplysninger som en hjælp til at finde det bedste billede, som skal returneres i forbindelse med en brugers forespørgsel.
  • Mange, f.eks. brugere med synshandicap eller personer, der bruger skærmlæsere eller har en forbindelse med lav båndbredde, kan muligvis ikke se billederne på websiderne. Beskrivende alt-tekst giver disse brugere vigtige oplysninger.

Ikke så godt:

<img src="hundehvalp.jpg" alt=""/>

Bedre:

<img src="hundehvalp.jpg" alt="hundehvalp"/>

Bedst:

<img src="hundehvalp.jpg" alt="Dalmatinerhundehvalp leger hent"> 

Skal undgås

<img src="puppy.jpg" alt="puppy dog baby 
dog pup pups puppies doggies pups litter puppies dog retriever 
 labrador wolfhound setter pointer puppy jack russell terrier 
puppies dog food cheap dogfood puppy food"/>

Udfyldning af alt-attributter med søgeord ("søgeords-stuffing") resulterer i en negativ brugeroplevelse og kan få din side til at blive opfattet som spam. Fokuser i stedet på at skabe nyttigt, informationsrigt indhold, og brug søgeordene hensigtsmæssigt og i den rette sammenhæng. Vi anbefaler, at du afprøver dit indhold ved hjælp af en ren tekst-browser som f.eks. Lynx.

Selve teksten

Ekstern tekst (den tekst, som sider bruger til at linke til dit websted) afspejler, hvordan andre mennesker ser dine sider. Webmastere kan typisk ikke styre, hvordan andre websteder linker til deres websteder, men til gengæld kan du sørge for, at den tekst, du bruger på dit eget websted, er nyttig, beskrivende og relevant. Dette giver en bedre brugeroplevelse og hjælper brugere med at finde ud af linkets destination. Du kan f.eks. linke til en side med feriebilleder som dette her: Billeder fra vores tur til Irland i juni 2008.

Angiv en god kontekst til dit billede

Den side, som billedet er på, og indholdet rundt om billedet (herunder billedtekster eller billedtitler), giver søgemaskiner vigtige oplysninger om emnet for dit billede. Hvis du for eksempel har et billede af en isbjørn på en side om hjemmedyrkede tomater, vil du sende et forvirrende budskab til søgemaskinerne om, hvad isbjoern.jpg består af.

Hvor det er muligt, er det en god idé at sikre sig, at billederne er placeret tæt på den relevante tekst. Herudover anbefaler vi gode, beskrivende titler og billedtekster til dine billeder.

Overvej den bedste måde at beskytte dine billeder

Da billeder ofte kopieres af brugerne, finder Google ofte flere kopier af det samme billede på internettet. Vi kan bruge forskellige signaler til at identificere billedets oprindelige kilde, og du kan hjælpe ved at give os så mange oplysninger som muligt. Herudover fortæller de oplysninger, som du angiver om et billede, os noget om dets indhold og emne.

Webmastere er ofte bekymrede over uautoriseret brug af deres billeder. Hvis du forhindrer brugerne i at bruge dine billeder på deres websted eller oprette link til dine billeder, forhindrer du dem i at bruge din båndbredde, men du begrænser også den mulige målgruppe for dine billeder og gør det sværere for søgemaskinerne at finde dem.

En løsning er at tillade andre at bruge dine billeder men at kræve tilskrivelse og et link tilbage til dit eget websted. Der er flere måder at gøre dette på. Du kan f.eks. gøre følgende:

  • Gør dit billede tilgængeligt under en licens, der kræver tilskrivelse, som f.eks. licensen Creative Commons, der kræver tilskrivelse.
  • Angiv et HTML-uddrag, som andre kan bruge til at indlejre dit billede på deres side, samtidig med at de tilskriver dig. Uddraget kan indeholde både linket til billedet og et link til kildesiden på dit websted.

Ligeledes vil nogle også føje copyright-tekst, vandmærker eller andre oplysninger til deres billeder. Denne type oplysninger påvirker ikke dit billedes ydelse i søgeresultater og bidrager til, at fotograferne krediteres for deres arbejde, mens anden brug forhindres. Dog kan en konsekvens af en funktion såsom et vandmærke være, at brugerne opfatter kvaliteten af dit billede eller miniaturen som mindre god og derfor ikke klikker på det så ofte i søgeresultaterne.

Hvis du ikke ønsker, at søgemaskiner skal gennemgå dine billeder, anbefaler vi, at du bruger en robots.txt-fil til at blokere for adgangen til dine billeder.

Skab en god brugeroplevelse

Flot billedindhold er en rigtig god måde at få trafik til dit websted. Vi anbefaler, at du nøje overvejer, hvordan du skaber den bedst mulige brugeroplevelse, når du udgiver billeder.

  • Brugerne kan bedre lide fotos i god kvalitet end slørede og uklare billeder. Herudover er det langt mere sandsynligt, at webmastere linker til et billede i god kvalitet, hvilket kan give flere besøgende på dit websted. Klare, tydelige billeder vises også bedre i miniatureversionerne, som vi viser i vores søgeresultater, og det kan forårsage, at brugerne klikker mere på dem.
  • Selvom dit billede vises flere steder på dit websted, bør du overveje at oprette en selvstændig destinationsside for hvert billede, hvor du kan samle alle relaterede oplysninger. Hvis du gør dette, skal du sørge for at angive unikke oplysninger, som f.eks. beskrivende titler og billedtekster, på hver enkelt side Du kan også aktivere kommentarer, diskussioner eller vurderinger for hvert enkelt billede.
  • Det er ikke alle brugere, der ruller til bunden af en side. Overvej derfor at placere dine billeder højt oppe på siden, hvor de ses med det samme.
  • Overvej at strukturere dine indeks, så ens billeder gemmes sammen. Du har for eksempel en mappe til miniaturer og en anden til billeder i fuld størrelse, eller du kunne oprette forskellige mapper for hver kategori af billeder (du kunne f.eks. oprette forskellige mapper for Hawaii, Ghana og Irland under mappen Rejser). Hvis dit websted indeholder pornobilleder, anbefaler vi, at de opbevares i en eller flere separate mapper i forhold til resten af billederne på dit websted.
  • Angiv højde og bredde for alle billeder. En webbrowser kan påbegynde gengivelse af en side, selv før billederne er downloadet, hvis den kender de dimensioner, som ikke-placerede elementer skal omgives med. Når du angiver disse dimensioner, indlæses siden hurtigere, og brugeroplevelsen forbedres. Få flere oplysninger om optimering af dine billeder i Optimering af webgrafik på webstedet Let's Make the Web Faster (på engelsk).

Vores mål med billedsøgning er i lighed med websøgning at give vores brugere de bedste og mest relevante søgeresultater. Sandsynligheden for, at dine billeder vil dukke op i søgeresultaterne øges, hvis du følger de optimale løsninger ovenfor.