Retningslinjer for udgivelse i Google Billeder

Google Billeder er en metode til at visuelt finde oplysninger på nettet. Brugerne kan hurtigt se oplysninger med mere kontekst omkring billeder med nye funktioner som f.eks. billedtekster, fremtrædende badges og AMP-resultater. 

Ved at tilføje mere kontekst omkring billeder kan resultaterne blive meget mere brugbare, hvilket kan medføre trafik af højere kvalitet til dit website. Du kan bidrage til denne udforskningsproces ved at sikre, at dine billeder og dit website er optimerede til Google Billeder. Følg vores retningslinjer for at øge sandsynligheden for, at dit indhold vises i søgeresultaterne for Google Billeder.

Fravalg af indlejrede links ved billedsøgning

Hvis du ønsker det, kan du forhindre, at billedet vises i fuld størrelse på søgeresultatsiden for Google Billeder, ved at fravælge indlejrede links i resultater fra Google-billedsøgning.

Sådan fravælger du indlejrede links:

  1. Når der anmodes om dit billede, skal du undersøge headeren for HTTP-henvisningswebadressen i anmodningen.
  2. Hvis anmodningen kommer fra et Google-domæne, skal du besvare den med HTTP 200 eller 204 og intet indhold.

Google crawler stadig din side og kan stadig se billedet, men der vises et miniaturebillede, som genereres på crawlingtidspunktet, i søgeresultaterne. Du kan til enhver tid fravælge indlejrede links uden at behandle billederne på dit website igen. Denne adfærd betragtes ikke som billedtilsløring og resulterer ikke i manuelle handlinger.

Du kan også helt forhindre, at billedet vises i søgeresultaterne.

Skab en god brugeroplevelse

Hvis du vil booste synligheden af dit indhold i Google Billeder, skal du fokusere på brugeren ved at levere en god brugeroplevelse: Opret sider, der primært henvender sig til brugere, ikke til søgemaskiner. Her er et par tips:

  • Sørg for, at der er god sammenhæng: Du skal sikre, at dit visuelle indhold er relevant for sidens emne. Vi anbefaler, at du kun viser billeder, hvis de giver siden mere original værdi. Vi fraråder især, at du opretter sider, hvor hverken billeder eller tekst er originalt indhold.
  • Optimer placeringen: Placer billeder i nærheden af relevant tekst, hvor det er muligt. Overvej at placere det vigtigste billede øverst på siden, hvis det giver mening.
  • Integrer ikke vigtig tekst i billederne: Undgå at integrere tekst i billeder – især vigtige tekstelementer som sideoverskrifter og menupunkter – da ikke alle brugere kan få adgang til dem (og værktøjer til oversættelse af sider fungerer ikke for billeder). Hold teksten i HTML, og angiv alternativ tekst til billeder for at sikre maksimal tilgængelighed for dit indhold. 
  • Opret informative websites af høj kvalitet: Godt indhold på din webside er lige så vigtigt som visuelt indhold til Google Billeder – det giver kontekst og gør resultatet mere handlingsrettet. Sideindhold kan bruges til at generere et tekstuddrag for billedet, og Google tager kvaliteten af sideindholdet i betragtning, når billederne rangeres.
  • Opret enhedsvenlige websites: Brugere søger oftere på Google Billeder fra mobiltelefoner end fra computere. Derfor er det vigtigt, at du designer dit website til alle enhedstyper og -størrelser. Brug værktøjet til test af mobilvenlighed til at undersøge, hvor godt dine sider fungerer på mobilenheder, og få feedback om, hvad der skal rettes.
  • Opret en god webadressestruktur til dine billeder: Google bruger webadressestien såvel som filnavnet som hjælp til at forstå dine billeder. Overvej at organisere dit billedindhold, så webadresserne er opbygget logisk.

Tjek din sidetitel og -beskrivelse

Google Billeder genererer automatisk en titel og et uddrag for bedst at forklare de enkelte resultater, og hvordan de kan sammenholdes med brugerens forespørgsel. Dette hjælper brugerne med at beslutte, om de skal klikke på et resultat eller ej.

Vi anvender en række forskellige kilder til disse oplysninger, f.eks. beskrivende oplysninger i titlen og metatags for de enkelte sider. 

Du kan være med til at forbedre kvaliteten af den titel og det uddrag, der vises for dine sider, ved at følge Googles retningslinjer for titler og uddrag.

Tilføj strukturerede data

Hvis du medtager strukturerede data, kan Google Billeder vise dine billeder som udvidede resultater, hvilket omfatter et fremtrædende mærke, der giver brugerne relevante oplysninger om din side og kan føre bedre målrettet trafik til dit website. Google Billeder understøtter strukturerede data for følgende typer:

Følg de generelle retningslinjer for strukturerede data samt eventuelle retningslinjer, der er specifikke for din type af strukturerede data. Ellers er dine strukturerede data muligvis ikke kvalificerede til visning af udvidede resultater i Google Billeder. I hver af disse typer strukturerede data er billedattributten et obligatorisk felt, hvis det skal være kvalificeret til et mærke og udvidede resultater i Google Billeder.

Optimer til hastighed

Billeder bidrager som oftest mest til den samlede sidestørrelse, hvilket kan gøre det langsomt og dyrt at indlæse siderne. Sørg for, at du anvender den nyeste billedoptimering og responsive billedteknikker til at give en hurtig brugeroplevelse i høj kvalitet.

I Google Billeder hjælper AMP-logoet  brugerne med at identificere sider, der indlæses hurtigt og jævnt. Du kan også vælge at gøre den side, der hoster dine billeder, til en AMP-side for at reducere sideindlæsningstiden (hvor målsiden er den side, som brugeren lander på efter at have klikket på et resultat i Google Billeder).

Analysér hastigheden af dit website med PageSpeed Insights, og besøg vores side om websiteoptimering for at få flere oplysninger om optimale løsninger og teknikker til at forbedre websitets effektivitet.

Tilføj billeder i god kvalitet

Billeder i høj kvalitet appellerer mere til brugerne end slørede, utydelige billeder. Skarpe billeder er også mere tiltrækkende for brugerne i resultatminiaturen og øger sandsynligheden for at få trafik fra brugere.

Medtag beskrivende titler, billedtekster, filnavne og tekst til billeder

Google trækker oplysninger om emnet for billedet ud fra indholdet på siden, herunder billedtekster og billedtitler. Når det er muligt, bør du sørge for at placere billeder i nærheden af relevant tekst og på sider, der er relevante for billedets emne. 

Filnavnet kan ligeledes give Google en idé om emnet for billedet. For eksempel er min-nye-sorte-kat.jpg bedre end IMG00023.jpg.

Brug beskrivende alternativ tekst

Alternativ tekst (dvs. tekst, der beskriver et billede) forbedrer tilgængeligheden for brugere, der ikke kan se billeder på websider, herunder brugere med skærmlæsere eller forbindelser med lav båndbredde.

Google bruger alternativ tekst sammen med algoritmer for computersyn og indholdet på siden for at forstå, hvad et billede forestiller. Desuden er alternativ tekst i billeder nyttig som ankertekst, hvis du beslutter dig for at bruge et billede som et link. 

Når du vælger alternativ tekst, skal du fokusere på at oprette nyttigt indhold med mange oplysninger, der bruger søgeord på en passende måde og hænger sammen med indholdet på siden. Undgå at udfylde alternativatributter med søgeord (søgeords-stuffing), da det resulterer i en negativ brugeroplevelse og kan medføre, at dit website opfattes som spam.

  • Dårlig (manglende alternativ tekst): <img src="hundehvalp.jpg" alt=""/>
  • Dårlig (søgeords-stuffing): <img src="puppy.jpg" alt="hundehvalp lille hund hvalp hvalpe vovser hvalpekuld hund retriever  labrador ulvehund setter jagthund hvalp puppy jack russell terrier hundehvalpe hundemad billig hundefoder"/>
  • Bedre: <img src="hundehvalp.jpg" alt="hundehvalp"/>
  • Bedst: <img src="hundehvalp.jpg" alt="Dalmatinerhvalp træner apport"/> 

Vi anbefaler, at du tester dit indhold ved at gennemgå tilgængelighed og ved at bruge en emulator for langsomme netværksforbindelser.

Brug et billedsitemap

Billeder er en vigtig kilde til oplysninger om indholdet på dit website. Du kan give Google yderligere oplysninger om dine billeder og angive webadressen til billeder, som vi muligvis ellers ikke vil opdage, ved at føje oplysninger til et billedsitemap.

Billedsitemaps kan indeholde webadresser fra andre domæner i modsætning til almindelige sitemaps, som håndhæver begrænsninger på alle domæner. Dette giver webmastere mulighed for at bruge netværk til indholdslevering (CDN, content delivery networks)  til at hoste billeder. Vi opfordrer dig til at bekræfte domænenavnet for netværket til indholdslevering i Search Console, så vi kan give dig besked, hvis vi finder crawlfejl.

Optimer til Beskyttet søgning

Gruppér billeder med seksuelt indhold på en fælles webadresseplacering

Hvis dit website indeholder billeder med seksuelt indhold, anbefaler vi på det kraftigste, at du grupperer billederne separat fra andre billeder på dit website. Eksempel: http//www.example.com/adult/image.jpg. 

Føj metadata til sider med voksenindhold

Vores algoritmer bruger en række signaler til at bestemme, om et billede eller en hel side skal filtreres fra resultaterne, når brugerens filter for Beskyttet søgning er aktiveret. Når der er tale om billeder, genereres nogle af disse signaler ved hjælp af maskinlæring, men algoritmerne for Beskyttet søgning ser også på enklere ting, som f.eks. hvor billedet er brugt tidligere, og i hvilken sammenhæng billedet blev brugt.

Et af de stærkest signaler er sider, der selv er mærket for voksenindhold. Hvis du udgiver voksenindhold, anbefaler vi, at du føjer et af følgende metatags til dine sider:

<meta name="rating" content="adult" />
<meta name="rating" content="RTA-5042-1996-1400-1577-RTA" />

Mange brugere foretrækker, at seksuelt indhold udelades fra deres søgeresultater (især hvis samme enhed bruges af børn). Når du angiver et af disse metatags, hjælper det med at give en bedre brugeroplevelse, fordi brugerne ikke får vist resultater, som de ikke ønsker eller forventer at se. 

Ligesom med alle algoritmer kan det nogle gange ske, at Beskyttet søgning filtrerer indhold forkert. Hvis du mener, at dine billeder eller sider fejlagtigt filtreres af Beskyttet søgning, kan du give os besked ved hjælp af formularen for Beskyttet søgning.

Sidst, men ikke mindst

Læs vores SEO for nybegyndere, som indeholder mange nyttige oplysninger til at få en bedre rangering. Hvis du har flere spørgsmål, kan du stille dem i hjælpeforummet til webmastere

Var denne artikel nyttig?
Hvordan kan vi forbedre siden?