Ofte stillede spørgsmål om europæiske anmodninger om fjernelse af søgninger for at beskytte personlige oplysninger

 

Hvordan fungerer Googles anmodningsproces?

Enkeltpersoner eller deres repræsentanter skal først udfylde denne webformular. Personen modtager automatisk en bekræftelse af, at vi har modtaget anmodningen. Vi vurderer hver enkelt anmodning fra sag til sag. I nogle tilfælde kan vi anmode personen om flere oplysninger. Når vi er nået frem til en afgørelse, modtager vedkommende en mail med besked om vores afgørelse, og såfremt vi ikke vil fjerne indholdet, gives der også en kort forklaring.

Hvem kan anmode om fjernelse af indhold?

Enkeltpersoner kan anmode om fjernelse af søgeresultater i henhold til de europæiske love om databeskyttelse. Vi accepterer også, at en person fremsætter en anmodning på vegne af en anden, så længe vedkommende kan bekræfte, at han eller hun har juridisk bemyndigelse til dette.

Hvem træffer afgørelserne vedrørende anmodninger om at fjerne indhold?

Medarbejderne hos Google LLC træffer de relevante afgørelser. Vi har et team af kontrollanter, som er uddannet specifikt til dette formål. De er primært baseret i Dublin i Irland. Vores team bruger særlige kanaler til at videregive sagen til deres overordnede og advokater hos Google i tilfælde af vanskelige og udfordrende sager. Siden den 1. november 2015 er lidt over 30 % af anmodningerne blevet videregivet med henblik på at få en anden faglig vurdering.

Hvordan vurderer I anmodninger?

Vi har udviklet kriterierne omhyggeligt i overensstemmelse med Artikel 29-gruppens retningslinjer. Når vi modtager en anmodning via vores webformular, bliver den gennemgået manuelt. Der er ingen former for anmodninger, der automatisk afvises af mennesker eller maskiner.

Vores evalueringsproces består af fire trin:

  1. Indeholder anmodningen alle de nødvendige oplysninger, vi skal bruge for at kunne træffe en afgørelse?
  2. Er den person, der har indsendt anmodningen, tilknyttet et europæisk land, f.eks. via statsborgerskab eller adresse i landet?
  3. Vises siderne i søgeresultaterne for anmoderens navn, og vises anmoderens navn på de sider, vedkommende anmoder om at få fjernet?
  4. Indeholder den side, som anmoderen vil have fjernet, oplysninger, der er utilstrækkelige, irrelevante eller for omfattende, eller som ikke længere er relevante, baseret på de oplysninger, anmoderen har leveret? Er der en offentlig interesse i, at oplysningerne forbliver tilgængelige i de søgeresultater, der genereres af en søgning efter anmoderens navn?

Hvis en person sender en anmodning til os, der ikke indeholder tilstrækkelige oplysninger til, at vi kan træffe en afgørelse, kan vi bede om supplerende oplysninger som hjælp til vores vurdering.

Vi har medtaget et afsnit med oversigter over anmodninger i gennemsigtighedsrapporten for at vise omfanget af anmodninger om fjernelse.

Fjerner I en masse sider fra jeres søgeresultater?

Nej. Sider fjernes kun fra resultaterne i forbindelse med søgninger vedrørende en persons navn. Det betyder, at hvis vi har opfyldt en anmodning fra Jacob Hansen om at fjerne en artikel om hans tur til Paris, viser vi ikke søgeresultatet for forespørgsler, der er relateret til [jacob hansen], men vi viser fortsat resultatet ved søgninger på f.eks. [tur til paris]. Vi fjerner webadresser fra alle europæiske Google Søgning-domæner (google.fr, google.de, google.es osv.) og bruger geoplaceringssignaler til at begrænse adgangen til webadressen fra det land, som personen, der anmoder om fjernelsen, er fra.

Lad os f.eks. sige, at vi fjerner en webadresse som følge af en anmodning fra Jacob Hansen i Danmark. Brugere i Danmark vil ikke se webadressen i søgeresultaterne for søgninger, der indeholder [jacob hansen], når de søger på et hvilket som helst Google Søgning-domæne, herunder google.com. Brugere uden for Danmark kan se webadressen i søgeresultaterne, når de søger på [jacob hansen] på et hvilket som helst ikke-europæisk Google Søgning-domæne.

Hvad sker der, hvis en person er uenig i jeres beslutning?

Hvis vi beslutter ikke at fjerne en webadresse fra vores søgeresultater, kan en person anmode om, at en lokal databeskyttelsesmyndighed vurderer vores afgørelse.

Giver I websiteejerne besked, når indhold fjernes?

Det er Googles politik at give websiteejerne besked, når sider på deres website fjernes fra vores søgeresultater på grundlag af en juridisk anmodning. Vi gør dette af hensyn til gennemsigtigheden. Af respekt for anmoderens fortrolighed sender vi kun de berørte webadresser. Vi sender ikke navnet på den person, som har anmodet om fjernelse af indholdet.

Kan websiteejere på nogen måde bestride afgørelserne?

Websiteejere, der modtager vores underretning om fjernelse via Google Search Console, kan anmode om, at vi revurderer en afgørelse.

Finder denne afgørelse også anvendelse på andre Google-søgetjenester såsom Billedsøgning?

Vores proces omfatter i øjeblikket fjernelse af søgeresultater fra vores søgetjenester såsom Google Søgning, Google Billedsøgning, Google Videosøgning og Google Nyheder.

Hvad er de mest almindelige grunde til, at sider fjernes?

Nogle af de mest almindelige væsentlige faktorer, der spiller ind på afgørelser om at fjerne sider, omfatter følgende:

  • Ingen offentlig interesse: Det gælder f.eks. formidlerwebsites med sider, der indeholder personers kontaktoplysninger eller adresser, tilfælde, hvor anmoderens navn ikke længere vises på siden, og sider, som ikke længere er online (fejl 404).
  • Følsomme oplysninger: Sider med indhold, der udelukkende omhandler en persons helbred, seksuelle orientering, race, etnicitet, religion, politiske tilhørsforhold og fagforeningsstatus.
  • Indhold vedrørende mindreårige: Indhold, der vedrører mindreårige eller forbrydelser, anmoderen begik, da vedkommende var mindreårig.
  • Domme, der kan ignoreres/renselser/frifindelser for forbrydelser: I overensstemmelse med lokal lovgivning om rehabilitering af lovovertrædere er vi tilbøjelige til at fjerne indhold vedrørende en dom, der kan ignoreres, anklager, som er blevet afkræftet i retten, eller indhold, der vedrører en sigtelse eller tiltale, som anmoderen er blevet frifundet for. Vi tager også indholdets alder og forbrydelsens karakter med i vores betragtning.

Hvad er de mest almindelige grunde til, at I ikke fjerner sider?

Nogle af de mest almindelige væsentlige faktorer, der spiller ind på afgørelser om ikke at fjerne sider, omfatter følgende:

  • Alternative løsninger: Anmoderen har andre muligheder for at fjerne den pågældende side fra vores søgeresultater. En anmoder kan f.eks. have udgivet indholdet på et website, hvor brugerne kan vælge, at indholdet ikke skal vises i søgeresultaterne. Vi henviser anmoderne til oplysninger om disse værktøjer, når vi kan.
  • Tekniske årsager: En ufuldstændig eller brudt webadresse er en almindelig teknisk fejl. Anmodere beder os også nogle gange om at fjerne sider til en forespørgsel, der ikke stemmer overens med vedkommendes navn eller navnet på den person, anmoderen hævder at repræsentere.
  • Duplikerede webadresser fra samme person: En anmoder indsender flere anmodninger om at fjerne den samme side for det samme navn.
  • Stor offentlig interesse: Vi kan afvise at fjerne en side, hvis vi vurderer, at siden indeholder oplysninger, der er af stor offentlig interesse. Det kan være svært at vurdere, om indholdet er af offentlig interesse, og vi overvejer en række forskellige faktorer, herunder, men ikke begrænset til, om indholdet vedrører anmoderens professionelle liv, en tidligere forbrydelse, politisk embede eller position i det offentlige liv, eller om selve indholdet er skrevet af anmoderen selv, om det er regeringsdokumenter eller af journalistisk karakter.

Kan I give mere detaljeret statistik om disse anmodninger og fjernelsers karakter?

Vi har medtaget statistik over omfanget af vores fjernelsesproces, som opdateres dagligt, siden oktober 2014 i denne gennemsigtighedsrapport, og vi har tilføjet anonymiserede eksempler på afgørelser om fjernelse for at give et mere nuanceret billede. Yderligere data om almindelige væsentlige faktorer kan downloades her. En mere detaljeret rapport over data fra 2014-2017 kan findes her. Vi forsøger os til stadighed med nye og effektive gennemsigtighedstiltag vedrørende vores afgørelser om fjernelse under rimelig hensyntagen til anmodningernes følsomme og personlige karakter.

Hvorfor står der på nogle af diagrammerne, at der kun er data fra og med januar 2016?

Efter domstolens afgørelse i 2014 har Google arbejdet på at etablere en proces, der gør det muligt at evaluere anmodninger så hurtigt som muligt. Da dette var en helt ny proces, vidste vi endnu ikke, hvilke oplysninger om anmodninger vi i sidste ende ville spore og indsamle. Med tiden har vi forfinet og forbedret vores proces og den mængde data, som vi registrerer i forbindelse med hver anmodning. I januar 2016 lancerede vi en ny intern proces baseret på vores hidtidige erfaring. 

Hvordan klassificerer I en anmoder? 

Anmoderkategorierne bruges til at klassificere personer, som sender anmodninger om fjernelse af indhold fra Google Søgning. Vi kan f.eks. registrere, om anmoderen er en privatperson, mindreårig, virksomhed eller offentlig figur. Vi foretager klassificeringen ved hjælp af oplysninger, som anmoderen angiver, f.eks. argumenter for, at vi skal fjerne indholdet, og offentligt tilgængelige oplysninger som f.eks. indholdet på den pågældende webadresse.

Hvilke anmoderkategorier anvendes? 

  • Virksomhed: Anmoderen agerer på vegne af en virksomhed eller et selskab.
  • Afdød person: Anmoderen agerer på vegne af en afdød person.
  • Embedsmand: Anmoderen er en nuværende eller tidligere embedsmand eller politiker.
  • Mindreårig: Anmoderen er ikke myndig.
  • Ikke-politisk offentlig figur: Anmoderen er kendt på internationalt niveau (f.eks. en berømt skuespiller) eller spiller en væsentlig rolle i det offentlige liv inden for et bestemt område (f.eks. en akademiker, som er kendt inden for sit felt).
  • Privatperson: Ingen af de andre kategorier gælder for personen.

Hvordan klassificerer I sideindhold?

Kategorierne for sideindhold klassificerer det indhold, der vises på de individuelle sider, som er indsendt i anmodninger om retten til at blive gemt – sideindholdet henviser til anmoderens professionelle liv, er skrevet af anmoderen selv eller henviser til kriminel aktivitet. Når vi evaluerer en anmodning, anvender vi denne kategori baseret på en gennemgang af indholdet på webadressen, der ønskes fjernet fra listen over søgeresultater. 

Hvilke kategorier for sideindhold anvendes?

  • Kriminalitet: Sideindholdet sætter anmoderen i forbindelse med forbrydelser. Indholdet kan f.eks. henvise til anmoderens dom, vidneudsagn eller offerstatus. 
  • Navnet blev ikke fundet: Der kan ikke findes en reference til anmoderens navn på indholdssiden på den angivne webadresse. Personens navn vises dog muligvis i webadressen.
  • Utilstrækkelige oplysninger: Sideindholdet blev ikke kategoriseret, fordi Google krævede flere oplysninger for at behandle anmodningen. Anmoderen angav f.eks. en ufuldstændig webadresse eller angav ikke en årsag til anmodningen om fjernelse af en webadresse.
  • Diverse: Sideindholdet passer ikke ind i nogen af de andre indholdskategorier.
  • Personlige oplysninger: Sideindholdet omfatter anmoderens personlige adresse, bopæl eller andre kontaktoplysninger, billeder og/eller videoer af personen eller andre typer ikke-følsomme personlige oplysninger.
  • Politisk: Sideindholdet omfatter kritik af en anmoders politiske aktiviteter, aktiviteter i en statslig myndighed eller oplysninger, der er relevante for personens offentlige politiske historik, platform eller profil. 
  • Professionelle oplysninger: Sideindholdet omfatter en anmoders arbejdsadresse, kontaktoplysninger eller generelle oplysninger om vedkommendes forretningsmæssige aktiviteter.
  • Professionel ulovlighed: Sideindholdet henviser til kriminel eller retslig aktivitet – forbrydelser, frifindelser eller frikendelser – særligt i forbindelse med en professionel rolle. 
  • Skrevet af anmoderen selv: Anmoderen har selv skrevet alt eller dele af sideindholdet.
  • Følsomme personlige oplysninger: Sideindholdet nævner anmoderens medicinske status, seksuelle orientering, tro, etnicitet eller politiske ståsted.

Hvordan klassificerer I websites? 

Websitekategorierne klassificerer det website, som hoster en side, vi er blevet bedt om at fjerne – f.eks.  et nyhedswebsite, et socialt medie eller et website for en statslig myndighed. Denne kategori bestemmes ved at gennemgå websitet i forbindelse med vores behandling af en persons anmodning. 

Hvilke websitekategorier anvendes?

  • Indeks: Websiden hostes på et website, der fungerer som et indeks over eller en formidler af oplysninger som f.eks. postadresser eller telefonnumre for virksomheder eller enkeltpersoner.
  • Regering: Siden hostes på et officielt website for en statslig myndighed; et website, der henviser til eller indeholder optegnelser fra statslige myndigheder, virksomheder eller juridiske instanser; et website, der er regeringens officielle medie (bemærk, at offentlige medier som f.eks. BBC eller PBS ikke er inkluderet i denne kategori). 
  • Nyheder: Siden hostes på websitet for et ikke-statsligt medie eller en ikke-statslig tabloidavis. 
  • Diverse: Siden hostes på et website, der ikke passer ind i de andre kategorier.
  • Sociale medier: Siden er en kontoprofil, et billede, en kommentar eller andet indhold, der hostes på et socialt netværk. 

Hvorfor vises nogle webadresser med sideindholdet "Navnet blev ikke fundet" som fjernede?

Når en anmoders navn ikke vises i indhold på den pågældende side, kan vi tage forholdsregler for at forhindre, at denne side vises i søgeresultater, der dukker op i forbindelse med forespørgsler, der indeholder personens navn.  

Hvorfor vises der i nogle måneder, at der er anmodet om fjernelse af 0 webadresser?

Google begyndte først at registrere detaljerede data på webadresseniveau i midten af juni 2014.  

Hvor kan jeg få flere oplysninger?

I juli 2014 blev Google opfordret til at drøfte den praktiske implementering med Artikel 29-gruppen. Vi udfyldte et spørgeskema på forhånd, som i detaljer beskriver vores proces og implementering, og vi har offentliggjort det her. Rettens afgørelse kan ses her.
Hovedmenu
12336221606890265422
true
Søg i Hjælp
true
true
true
false
false