Verificer og vedligehold dybe links

På siden Dybe links (Skab vækst > Dybe links) i Play Console kan du:

  • Administrere konfigurationen af dine dybe links, og opnå større engagement med indhold i appen. 
  • Tjekke status for din tilknytning mellem website og app og se, hvor der kan foretages forbedringer ved at bruge dybe links til dine oftest besøgte webadresser. 
  • Du kan bruge programrettelser til at tilføje, deaktivere og løse problemer med dybe links uden at udgive en ny appversion.

Hvis du har tilknyttet en Google Ads-konto, kan du tjekke, hvilke annoncekampagner der bruger dybe links, få indsigt i brugerrækkevidde og se forhåndsvisninger af versioner af dine landingssider med dybe links.

Oversigt over dybe links

Dybe links er webadresser fra et hvilket som helst skema, der fører brugerne direkte til en bestemt del af en app i stedet for et website. Udviklere kan oprette dybe links ved at tilføje hensigtsfiltre for at føre brugerne til den rigtige aktivitet i deres app.

Siden med dybe links forenkler processen med at oprette, vedligeholde og validere dybe links. Siden har to faner: Appkonfiguration og Webadresser. Fanen Appkonfiguration giver et overblik over din appversions konfiguration og tilknyttede dybe links. Du kan bruge denne fane til at:

  • Få et enkelt, men omfattende øjebliksbillede af den eksisterende konfiguration af dybe links for den valgte appversion.
  • Få et overblik over problemer med konfigurationen af dybe links, så du kan løse dem hurtigere.
  • Oprette og udgive programrettelser for at tilføje, deaktivere og løse problemer med dybe links uden at udgive en ny appversion.

Fanen Webadresser viser oplysninger om din apps effektivitet på nettet, f.eks. de vigtigste crawlede webadresser og de domæner, der er blevet klikket mest på fra dine tilknyttede Google Ads-kampagner, samt statusoplysninger. Du kan bruge denne fane til at:

  • Se, hvilke annoncekampagner der bruger dybe links, og få indsigt i de dybe links' brugerrækkevidde (hvis du har tilknyttet en Google Ads-konto).
  • Se en forhåndsvisning af versioner af dine landingssider med dybe links, som kan sammenlignes side om side med webversionen.
  • Se en liste over dine vigtigste webadresser sammen med deres status for brug af dybe links.
  • Se, hvilke muligheder du har for at knytte dybe links til dit indhold, og opnå større brugerengagement.
Siden med dybe links har også en effektiv søgefunktion, så du nemt kan gennemgå hele din beholdning af stier, domæner og tilpassede skemaer.​

Funktioner på siden med dybe links

Sektionerne nedenfor beskriver funktionerne på siden med dybe links.

Generelle funktioner

Dette er universelle funktioner, som du kan se og bruge på begge faner på siden med dybe links. Klik på en sektion for at udvide eller skjule den.

Appvælger

Du kan vælge den appversion, som du vil tjekke dybe links for, ved hjælp af appversionsvælgeren øverst til højre på siden. Du kan vælge en hvilken som helst aktiv appversion i et hvilket som helst spor (produktion, åben eller lukket test eller intern test). Tabellerne viser data for dybe links baseret på den appversion, du har valgt.

Bemærk! Du kan vælge mellem alle dine aktive appversioner (dvs. appversioner, der stadig vises til brugerne). Du har muligvis brugere, som har en ældre version installeret på deres enhed, der ikke længere vises. Google Play betragter disse appversioner som tilsidesatte, så du kan ikke vælge disse versioner.

Programrettelser

Du kan oprette og udgive programrettelser for at tilføje, deaktivere og løse problemer med dybe links uden at udgive en ny appversion. Når du har oprettet en programrettelse, kan du vælge, hvilke aktive versioner af din app den skal anvendes på. Knappen Opret programrettelse vises ud for appversionsvælgeren øverst til højre på siden.

Gå til Brug programrettelser til at konfigurere dybe links for at få flere oplysninger.

Kort med fremhævet indhold

Øverst på siden kan du få vist kort med fremhævet indhold, der viser notifikationer om dine dybe links. Disse kort fremhæver vigtige problemer i din konfiguration af dybe links, så du hurtigt kan identificere, hvilke elementer der kræver din opmærksomhed. Kort med fremhævet indhold kan have forskellige meddelelser og handlinger afhængigt af indholdet. Hvis du f.eks. klikker på Vis domæner, filtreres nogle af tabellerne på siden til visning, og hvis du klikker på Få flere oplysninger, får du vist specifikt indhold i dokumentationen, som kan hjælpe dig med at få mere ud af dine dybe links.

Søg og filtrér

Alle tabeller på siden med dybe links kan findes via en søgning og sorteres. Du kan bruge søgefunktionen til at finde resultater, der vedrører hele beholdningen af stier, domæner og tilpassede skemaer, som er knyttet til din appversion. Sorteringsfunktionen sorterer kun de data, der i øjeblikket er indlæst (enten som standard eller baseret på dine søgeresultater).

I tabellen Domæner kan du søge efter domæner (understrengssøgning) og filtrere efter status (OK, Ikke OK). Du kan også søge efter stier og tilpassede skemaer på følgende måder:

  • Søg efter skema (understrengssøgning)
  • Søg efter domæner (understrengssøgning)
  • Søg efter sti (understrengssøgning)
  • Søg efter aktivitet (understrengssøgning)

Bemærk! Hvis du angiver en fuld webadresse (f.eks. http://eksempel.dk/etMærkeligtMønster) i tabellen Stier, forsøger kontrolpanelet at matche mønstret i henhold til stiens type. Overvej dette eksempel:

Stien, der er defineret i manifestet, er et mønster (https://eksempel.dk/Et.*Mønster).

I dette tilfælde returneres stien, hvis du indtaster den fulde webadresse. Du kan bruge denne funktion til at forstå, hvilke hensigtsfiltre og stier der er ansvarlige for at håndtere en webadresse, som er angivet i søgefeltet.

Søgefunktionen ignorerer forespørgselsparametre, så du kan indsætte en fuld webadresse i søgefeltet uden at forårsage problemer.

Appkonfiguration

Fanen Appkonfiguration giver et overblik over din appversions konfiguration og tilknyttede dybe links. Sektionerne nedenfor beskriver de to tabeller, som du kan se og bruge på fanen. Klik på en sektion for at udvide eller skjule den.

Tabellen Domæner

Tabellen Domæner findes på fanen Appkonfiguration og viser alle domæner, der er angivet i dit appmanifest. Den hjælper dig med at verificere tilknytninger mellem dine webadresser og din app samt oprette applinks. Hvis din app bevidst ikke anvender applinks, men du stadig gerne vil bruge weblinks ved at få dine brugere til at angive præferencer i indstillingerne, er denne sektion muligvis ikke relevant for dig, da dine domæner som udgangspunkt ikke kan knyttes til din app.

Hvis der er problemer med dine domæner, kan du holde markøren over statuskolonnen for at se, præcis hvilke tjek der er mislykket. Klik på en række for at se flere oplysninger om problemerne.

Hvis der er problemer i tabellen Domæner, kan du løse dem på følgende måde:

  1. Brug JSON-generatoren i overlejringen til at kopiere indholdet af din assetlinks-fil direkte til dit domæne, som indeholder alle de oplysninger, du skal bruge for at få dine applinks til at fungere. Vær opmærksom på følgende:
    • Når du har foretaget de påkrævede ændringer af assetlinks-filen og uploadet den til dit domæne, skal du gå tilbage til siden med dybe links og tjekke, om problemet er løst.
    • Generatoren er akkumulerende, hvilket betyder, at den tager højde for alt, der allerede findes på dit domæne. Du kan roligt tage alt indholdet og indsætte det, som det er (eller downloade filen) – det ødelægger ikke kompatibiliteten med andre apps, som du muligvis ejer. Vi fremhæver de foreslåede ændringer med grønt.
  2. Selvom du løser problemer med dit domæne, er det ikke en garanti for, at alle brugere får validerede applinks. I de fleste Android-versioner (ældre end Android 12) sker domæneverificeringen under installationen, så du skal udgive en ny version af din app, hvis du gerne vil have, at gamle installationer skal begynde at modtage applinks. 
Tabellen Links i appmanifest

Tabellen Links i appmanifest findes på fanen Appkonfiguration og viser data, der er relateret til dit appmanifest. Google Play validerer din apps hensigtsfiltre og grupperer dem efter sti (til weblinks). Hvis der er problemer, kan du klikke på en hvilken som helst række for at se detaljerede oplysninger om, hvordan du løser problemer med din app. Hvis du klikker på stien, får du også vist alle de links, som denne sti understøtter. Dette er en kombination af de skemaer (http/https) og domæner, der er angivet for hensigtsfiltre, som har denne sti og aktivitet.

Bemærk! Du kan løse problemer, der er angivet i tabellen Links i appmanifest, ved at ændre AppManifest.xml-filen og udgive en ny version af din app. Problemerne med din aktuelle appversion forsvinder ikke, da de er knyttet til en appversion, som allerede er udgivet.

Tip! Nogle Android-dokumenter foreslår muligvis, at du angiver et separat hensigtsfilter for hvert <data>-tag. Vi anbefaler dog, at alle weblinks, der skal registreres af samme sti/aktivitet, angives under samme hensigtsfilter, så du nemmere kan administrere dit manifest. Det er risikabelt at have flere <data>-tags, da de kombineres i alle permutationer af skemaet, stien og domænet. Hvis du derimod har den samme sti til weblinks (hvor skemaer altid er http/s), er dette ikke et problem.

Webadresser

Fanen Webadresser viser dækningen af dine dybe links (et samlet tal, som viser, hvor stor en procentdel af topwebadresserne fra dine verificerede domæner, der bruger dybe links) og andre oplysninger, som er relateret til din apps effektivitet på nettet, f.eks. de vigtigste crawlede webadresser og de domæner, der er blevet klikket mest på fra dine tilknyttede Google Ads-kampagner, samt statusoplysninger. Sektionerne nedenfor beskriver de to tabeller, som du kan se og bruge på fanen. Klik på en sektion for at udvide eller skjule den.

Tabellen Mest annoncetrafik (kun ved tilknyttede Google Ads-konti)

Tabellen Mest annoncetrafik er placeret på fanen Webadresser, og der – hvis du har tilknyttet en Google Ads-konto – rangeres de domæner fra dine annoncekampagner, som har modtaget flest klik, med brugerrækkevidde angivet som en procentdel. Brugerrækkevidde er den procentdel af brugere, der har installeret din app, og som bruger appen (eller får vist en appvælger) efter at have fulgt en webadresse, i forhold til dem, der bliver på nettet.

Du kan også se domænestatussen (Dybt link, Dybt link anvendes ikke, Der blev registreret problemer). Hvis du opdager, at der er domæner, som du endnu ikke har dybe links til, men som får mange klik, kan dybe links til disse domæner være en god mulighed for at øge brugerengagementet yderligere ved at dirigere brugerne direkte til din app.

Du kan klikke på alle rækker for at få detaljerede oplysninger om et bestemt domæne. Hvis din webadresse ikke bruger dybe links, kan du følge vejledningen på skærmen for at konfigurere din app og verificere domæneejerskabet. Du kan også få flere oplysninger i vores udviklervejledning. Hvis det er tilgængeligt, kan du også se en forhåndsvisning af, hvordan dit domæne med dybe links ser ud på nettet og i din app, side om side. Du kan også se en detaljeret oversigt over brugerrækkevidden, som viser følgende forventede brugerresultater for den valgte webadresse for alle appversioner i procent:

  • Brugere, som blev omdirigeret til appen
  • Brugere, som blev omdirigeret til appvælgeren
  • Brugere, som blev omdirigeret til webbrowseren
Crawlede webadresser

Tabellen Crawlede webadresser findes på fanen Webadresser og viser dig de vigtigste crawlede webadresser med brugerrækkevidde angivet som en procentdel. Du kan også se domænestatussen (Dybt link, Dybt link anvendes ikke, Der blev registreret problemer). Hvis du opdager, at der er domæner, som du endnu ikke har dybe links til, men som får mange klik, kan dybe links til disse domæner være en god mulighed for at øge brugerengagementet yderligere ved at dirigere brugerne direkte til din app.

Du kan klikke på alle rækker for at få detaljerede oplysninger om et bestemt domæne. Hvis din webadresse ikke bruger dybe links, kan du følge vejledningen på skærmen for at konfigurere din app og verificere domæneejerskabet. Du kan også få flere oplysninger i vores udviklervejledning. Hvis det er tilgængeligt, kan du også se en forhåndsvisning af, hvordan dit domæne med dybe links ser ud på nettet og i din app, side om side. Du kan også se en detaljeret oversigt over brugerrækkevidden, som viser følgende forventede brugerresultater for den valgte webadresse for alle appversioner i procent:

  • Brugere, som blev omdirigeret til appen
  • Brugere, som blev omdirigeret til appvælgeren
  • Brugere, som blev omdirigeret til webbrowseren

Brug programrettelser til at konfigurere dybe links

Du kan oprette og udgive programrettelser for at tilføje, deaktivere og løse problemer med dybe links uden at udgive en ny appversion. Programrettelser opbevares ikke for fremtidige appversioner. Du kan bevare disse ændringer i fremtidige appversioner ved at opdatere dit appmanifest.

Når du har oprettet en programrettelse, kan du vælge, hvilke aktive versioner af din app den skal anvendes på. Knappen Opret programrettelse vises ud for appversionsvælgeren øverst til højre på siden.

Sådan opretter du en programrettelse:

  1. Åbn Play Console, og gå til siden Dybe links (Skab vækst > Dybe links).
  2. Klik på Opret programrettelse øverst til højre på siden. 
    • Bemærk! Når du har klikket på Opret programrettelse, får du vist en meddelelse nederst på siden med dybe links, i hvilken der står "Programrettelse er aktiveret: Ingen afventende ændringer". Denne status opdateres, når du foretager ændringer i konfigurationen af dybe links.
  3. Vælg Tilføj weblink, hvis du vil føje en ny sti til din konfiguration af dybe links.
    • Hvis du vil bruge et domæne, der endnu ikke er angivet i dit appmanifest, skal du først klikke på Tilføj domæne i domænetabellen. Når dit domæne er verificeret i overlejringen, vil det være tilgængeligt til brug, når du tilføjer nye weblinks. Det vises dog først i domænetabellen, når du har udgivet en programrettelse med den. 
      • Bemærk! Domæner, der tilføjes med Tilføj domæne, forbliver en del af din konfiguration for alle fremtidige versioner.
  4. Definer webadresseparametre ved at angive de obligatoriske oplysninger:
    • Aktivitet: Vælg en aktivitet ved hjælp af rullemenuen.
    • Skema og host: Vælg et skema og en host ved hjælp af rullemenuen.
    • Sti: Angiv den komplette webadresse, som dit nye dybe link skal føre brugerne til.
  5. Klik på Føj til udkast til programrettelse. Når du har føjet til dit udkast til programrettelsen, kan du se en meddelelse nederst på siden med teksten "Programrettelse er aktiveret: 1 afventende ændring af dybt link". 
  6. (Valgfrit) Hvis du vil føje en programrettelse til andre dybe links, kan du gøre dette ved at følge den samme proces igen. 
  7. Hvis du er klar til at udgive dine programrettelser, skal du klikke på Gennemgå og udgiv.

Du kan også bruge programrettelser til at deaktivere dybe links. Når du deaktiverer et dybt link, føres brugerne ikke direkte til din app fra links, der er knyttet til denne sti, men de kan se appvælgeren eller blive omdirigeret til webbrowseren. Sådan deaktiverer du et dybt link:

  1. Åbn Play Console, og gå til siden Dybe links (Skab vækst > Dybe links).
  2. Klik på Opret programrettelse øverst til højre på siden. 
    • Bemærk! Når du har klikket på Opret programrettelse, får du vist en meddelelse nederst på siden med dybe links, i hvilken der står "Programrettelse er aktiveret: Ingen afventende ændringer". Denne status opdateres, når du foretager ændringer af din programrettelse.
  3. Klik på Deaktiver ud for den sti, du vil deaktivere.
  4. (Valgfrit) Hvis du vil deaktivere andre dybe links, kan du gøre det ved at følge den samme proces igen. 

Hvis du er klar til at udgive dine programrettelser, skal du klikke på Gennemgå og udgiv. Gennemgå og udgiv din programrettelse for at anvende ændringerne på den valgte appversion.

Ofte stillede spørgsmål

Hvad er brugerrækkevidde?

Brugerrækkevidde defineres som den procentdel af brugere, der har installeret din app, og som bruger appen (eller får vist en appvælger) efter at have fulgt en webadresse, i forhold til dem, der bliver på nettet. Jo højere procentdelen er, desto flere brugere får en optimal oplevelse. Dataene opdateres én gang om dagen.

Hvad er crawlede webadresser?

Crawlede webadresser er en liste over de topwebadresser, der er identificeret som de vigtigste på alle dine verificerede domæner. De omfatter de mest besøgte sider og sider, der oftest henvises til, som vi ser trafik til på nettet. Hvis du bruger dybe links til dine vigtigste webadresser, sikrer du et større engagement i dit appindhold. Listen med webadresser opdateres én gang om dagen.

Hvordan tilknytter jeg min Google Ads-konto?

Hvis du vil se statussen for dybe links for landingssider fra dine Google Ads-kampagner, skal du først tilknytte din Google Ads-konto. Sådan gør du: Når dine annoncekampagners webadresser er tilknyttet, vises de på siden med dybe links i Play Console.

Hvad er dækningen af dybe links?

Dækningen af dybe links er et samlet tal, der viser procentdelen af topwebadresser fra dine verificerede domæner, som bruger dybe links. En højere dækning af dybe links kan hjælpe med at sikre, at dine brugere får den mest optimale brugeroplevelse i forbindelse med dine produkter og tjenester. Dækningen beregnes ud fra tilstanden for brugere, der har installeret appen på deres enhed, og opdateres dagligt.

Hvad sker der, når jeg tilføjer et domæne?

Når du tilføjer et verificeret domæne, begynder Play Console at vise dig webadresser, der er relateret til dette domæne. Vær opmærksom på, at det ikke sker med det samme. Der kan være en forsinkelse på ca. en dag, før du kan se webadresser fra et domæne, som du netop har tilføjet. Vær opmærksom på, at det i øjeblikket ikke er muligt at fjerne verificerede domæner fra listen.

Jeg har rettet min assetlinks-fil i henhold til Play Console-anbefalingerne, men dækningen ændres ikke. Hvorfor?

Dækning af dybe links er ikke baseret på din apps aktuelle tilstand, men er i stedet baseret på, om brugere, der har installeret din app, kan åbne en given webadresse eller ej. Når du ændrer din assetlinks-fil eller tilføjer nye hensigtsfiltre, tager det tid før basen af brugere med den installerede app registrerer disse ændringer. Du vil muligvis opleve, at dækningsgraden gradvist ændres, efterhånden som dine brugere modtager dine opdateringer.

Hvorfor er det kun nogle webadresser, der har screenshots?

Vi tester i øjeblikket et begrænset antal af de tilgængelige webadresser på siden for screenshots. Hvis du får en meddelelse om, at forhåndsvisningen ikke er tilgængelig, er det ikke ensbetydende med, at der er noget galt med din app. Forhåndsvisninger er i øjeblikket kun tilgængelige for et begrænset antal webadresser, men vi arbejder på at udvide dækningen af denne funktion i fremtiden.

Hvordan grupperes webadresser?

Vi har anvendt en heuristik til at fastslå, hvilke webadresser der skal grupperes sammen. Hvis din app allerede har hensigtsfiltre, vises disse altid som grupper i brugerfladen. Vores algoritme grupperer kun webadresser, der ikke matcher nogen hensigtsfiltre.

Var disse oplysninger nyttige?

Hvordan kan vi forbedre siden?

Har du brug for mere hjælp?

Prøv følgende næste trin:

Søgning
Ryd søgning
Luk søgning
Hovedmenu
1240935816863325468
true
Søg i Hjælp
true
true
true
true
true
92637
false
false