Om budgivning baseret på mål-CPA

Mål-CPA er en Smart Bidding-strategi i Google Ads, hvor der angives bud med det formål at sikre dig så mange konverteringer som muligt til eller under den målpris pr. handling (mål-CPA, target cost-per-action), som du har angivet. Med denne strategi bruges der avanceret maskinlæring til at optimere buddene automatisk, og takket være auktionsbudgivning i realtid kan buddene skræddersys til hver enkelt auktion. Mål-CPA kan enten vælges som en standardstrategi for en enkelt kampagne eller som porteføljestrategi for flere kampagner. I denne artikel forklarer vi, hvordan budgivning baseret på mål-CPA fungerer, og hvilke indstillinger der kan vælges.

Før du begynder

Hvis du endnu ikke ved, hvilken type automatisk budstrategi der passer bedst til dig, skal du først læse artiklen om automatisk budgivning.

Før du kan konfigurere en budstrategi baseret på mål-CPA, skal du konfigurere konverteringssporing.

Sådan fungerer det

Med budgivning baseret på mål-CPA findes der, ud fra historiske data om din kampagne og ved evaluering af de kontekstbestemte signaler på auktionstidspunktet, automatisk et optimalt bud for din annonce, hver gang den er kvalificeret til at blive vist. I Google Ads angives disse bud med henblik på at opnå en gennemsnitlig CPA svarende til dit mål for alle de kampagner, som denne strategi anvendes på.

Prisen bliver muligvis højere end målet for nogle konverteringers vedkommende og lavere for andre konverteringers vedkommende, men samlet set forsøger Google Ads at opnå en pris pr. konvertering, som svarer til den mål-CPA, du har angivet. Disse CPA-udsving skyldes, at din faktiske CPA afhænger af faktorer, som Google ikke har indflydelse på, f.eks. ændringer på dit website eller af dine annoncer eller større konkurrence på annonceauktionerne. Desuden kan din faktiske konverteringsrate være lavere eller højere end den forventede konverteringsrate.

Hvis du f.eks. vælger en mål-CPA på 100 DKK, angiver Google Ads automatisk dine bud med det formål at opnå så mange konverteringer som muligt til en gennemsnitlig pris på 100 DKK. Denne strategi justerer buddene ved hjælp af realtidssignaler, f.eks. enhed, browser, sted, tidspunkt på dagen, remarketinglister m.m., for at hjælpe med at øge din effektivitet på den enkelte annonceauktion.

Indstillinger

Mål-CPA

Dette er det gennemsnitlige beløb, du er villig til at betale for en konvertering. Den mål-CPA, du angiver, kan have indflydelse på, hvor mange konverteringer du opnår. Hvis du f.eks. angiver et for lavt mål, kan det medføre, at du går glip af klik, der kunne føre til konverteringer, hvilket kan medføre et lavere antal konverteringer i alt.

Hvis der er historiske konverteringsdata for din kampagne, anbefaler Google Ads en mål-CPA. Anbefalingen beregnes ud fra din faktiske CPA-effektivitet i løbet af de seneste par uger. Når du opretter en ny kampagne, anbefaler Google Ads en mål-CPA ud fra din kontos historiske konverteringsdata.

For at tage højde for konverteringer, som først fuldføres mere end én dag efter en annonceinteraktion, medtager vi ikke effektiviteten fra de seneste par dage, når vi anbefaler en mål-CPA. Du kan vælge at bruge den anbefalede mål-CPA eller angive din egen.

Tip! Vælg, hvilke konverteringer du vil byde på

Indstillingen Inkluder i "Konverteringer" giver dig mulighed for at angive, om individuelle konverteringshandlinger skal inkluderes i kolonnerne "Konverteringer" og "Konverteringsværdi" i dine rapporter. Dataene i disse kolonner bruges af budstrategier som mål-CPA, mål-ROAS og ECPC, så din budstrategi kun optimeres ud fra de konverteringer, du har valgt at inkludere. Få flere oplysninger

Konverteringer på tværs af enheder fra kampagner på Søge- og Displaynetværket samt video- og Shopping-kampagner inkluderes som standard. 

Budgrænser

Det frarådes at angive budgrænser for budstrategien mål-CPA, da det kan begrænse Google Ads' automatiske optimering af dit bud. Det kan også forhindre Google Ads i at justere dine bud til det beløb, der bedst opfylder dit mål-CPA. Hvis du alligevel angiver budgrænser, bruges de kun på auktioner på Søgenetværket. Der kan kun angives budgrænser for mål-CPA-baserede porteføljebudstrategier (ikke standardbudstrategier).

  • Maks. budgrænse: Det højeste maks. CPC-bud, som du vil have, at Google Ads fastsætter for søgeord, annoncegrupper eller kampagner, der bruger budgivning baseret på mål-CPA.
  • Min. budgrænse: Det laveste CPC-bud, som du vil have, at Google Ads skal angive for kampagner eller annoncegrupper ved hjælp af din strategi for mål-CPA. Bemærk! Google Ads-budgivningsalgoritmen angiver muligvis et maks. CPC-bud, der ligger under din minimumbudgrænse, hvilket typisk skyldes smart prissætning. Dette betyder, at den budgrænse, som du angiver her, ikke er det absolut laveste bud, som kan fastsættes.

Budjusteringer for enhed

Budjusteringer for enhed på mål-CPA giver dig mulighed for at prioritere konverteringer efter enhed. Du kan angive justeringer for computer, tablet og mobil.

I modsætning til budjusteringer for manuelle CPC-bud ændrer dine budjusteringer for mål-CPA værdien af ​​din mål-CPA og ikke selve buddene. Du opnår den største effektivitet ved at fjerne dine manuelle CPC-budjusteringer, når du skifter til mål-CPA.

Hvis din mål-CPA er 100 DKK, og du angiver en budjustering på + 40 % for mobil, øges din mål-CPA til 140 DKK på mobilenheder. Hvis du vil forhindre, at dine annoncer vises på mobilenheder, kan du angive en mobilbudjustering på -100 %.

Gennemsnitligt mål-CPA

Dit gennemsnitlige mål-CPA er det prisvægtede gennemsnits-CPA, som din budstrategi er optimeret til. Det omfatter gennemsnittet af dine budjusteringer efter enhed, mål-CPA'er for annoncegruppe og eventuelle ændringer af dit strategimål i tidsrummet. På grund af disse variabler kan dit gennemsnitlige mål-CPA adskille sig fra den mål-CPA, du har angivet.

Med denne metric kan du måle den CPA, som din budstrategi er målrettet mod for bestemte tidsrum. Hvis du ændrer datointervallet, kan du se, hvad din strategi rent faktisk blev optimeret til i det pågældende tidsrum. Husk, at du ikke har et gennemsnitligt mål-CPA for tidsperioder uden trafik.

Du kan finde denne metric i din budstrategirapport ud for "Faktisk CPA", som repræsenterer den faktiske CPA, som denne strategi kunne opnå. Gennemsnitlig mål-CPA er tilgængelig for både standard- og porteføljebudstrategier.

Betal for konverteringer

Du kan vælge at betale for konverteringer i stedet for klik i Smart-displaykampagner, der bruger budgivning baseret på mål-CPA. Når du opretter din kampagne, skal du gå til sektionen"Budgivning". Find overskriften "Betal for", og vælg Konverteringer på rullemenuen. Få flere oplysninger om, hvordan du betaler for konverteringer.

Var disse oplysninger nyttige?
Hvordan kan vi forbedre siden?