Undgå at blive låst ude af din Google-konto

Følg disse tips, så du stadig kan logge ind på din Google-konto eller Gmail-tjeneste i følgende tilfælde:

  • Du glemmer din adgangskode.
  • Du har mistet din telefon.
  • Der er mistænkelig aktivitet på din konto.

Hvorfor oplysninger til gendannelse og backups er vigtige

Din konto har indhold, der er vigtigt for dig, f.eks. mails, dokumenter, billeder og Play-køb. Hvis du ikke har opdaterede oplysninger til gendannelse og backups, kan du miste alt indhold på din konto. Følg vejledningen nedenfor, så du altid kan få adgang til dit indhold.

Trin 1: Tilføj eller opdater oplysninger til gendannelse

Med oplysninger til gendannelse undgår du at miste muligheden for at logge ind. Hvis du har problemer med at få adgang, kan vi bruge disse oplysninger til at hjælpe dig med at få adgang igen. Vi kan også bruge dem til at advare dig om mistænkelig aktivitet på din konto.

Se, hvordan du tilføjer oplysninger til gendannelse.

Trin 2: Konfigurer flere loginmetoder

Du kan tilføje flere loginmetoder og metoder til at bekræfte, at du ejer din konto.

Hvis du kun logger ind med en adgangskode

Du kan logge ind med din telefon i stedet for en adgangskode. Hvis du glemmer din adgangskode, er det en god idé at have en alternativ loginmetode.

Hvis du logger ind med bekræftelseskoder eller prompts (totrinsbekræftelse)

Gem alternative bekræftelseskoder

Hvis du mister din telefon, eller den går i stykker, kan du bruge alternative bekræftelseskoder til at få adgang til din konto. Du kan downloade alternative bekræftelseskoder til en enhed eller udskrive og gemme dem et sikkert sted.

Få koder via en app

Du kan få bekræftelseskoder til login, selvom du ikke kan modtage sms-beskeder. Se, hvordan du installerer appen Google Autentificering, så du kan få bekræftelseskoder på din telefon.

Hvis du ofte er ude at rejse

Når du logger ind på et nyt sted, kan Google bede dig om at gennemgå et ekstra trin for at bekræfte, at det er dig. Følg disse tips, så du er bedre forberedt, når du er ude at rejse.

1. Opdater dine oplysninger til gendannelse

Tjek, at du stadig kan bruge dit telefonnummer og din mailadresse til gendannelse. På den måde kan vi hjælpe dig med at få adgang til din konto, hvis du ikke kan logge ind.

2. Medbring din telefon med telefonnummeret til gendannelse

Dit telefonnummer til gendannelse kan hjælpe dig med at bevise, at du ejer en konto. Du skal have mobildata eller Wi-Fi for at bruge denne mulighed.

Inden du starter en rejse, skal du logge ind på din konto på din telefon med telefonnummeret til gendannelse. Tag telefonen med dig, når du er ude at rejse.

3. Tilføj flere loginmetoder

Hvis totrinsbekræftelse er aktiveret, kan du tilføje flere loginmetoder.

Trin 3: Øg sikkerheden på din konto

Brug tipsene nedenfor til at sikre, at det kun er dig, der kan få adgang til din konto.

Tjek sikkerheden på din konto

Udfør et sikkerhedstjek for at gennemgå dine sikkerhedsindstillinger og din aktivitet.

Beskyt dine oplysninger og konti

Undgå mistænkelige mails, beskeder og opkald

Kriminelle kan bruge mails, beskeder og telefonopkald til at efterligne institutioner, familiemedlemmer eller kolleger.

Undlad at besvare mistænkelige anmodninger

  • Udlever aldrig dine adgangskoder. Google beder aldrig om din adgangskode via mail, sms eller telefonopkald.
  • Besvar ikke mistænkelige mails, sms-beskeder, chatbeskeder, websider eller telefonopkald, der beder om dine personlige eller finansielle oplysninger.
  • Klik ikke på links i mails, beskeder, websider eller pop op-vinduer fra websites eller afsendere, du ikke har tillid til.

Tip! I Gmail kan du holde markøren over links for at se adressen, så du kan tjekke, at den er som forventet.

Identificer mistænkelige mails og indstillinger

Sørg for at bruge en sikker forbindelse

Kriminelle bruger falske websites og offentlige Wi-Fi-netværk til at stjæle personlige oplysninger.

Tjek websitets adresse

Kriminelle kan oprette falske websites, der ligner de rigtige websites. Vær forsigtig, hvis du har fulgt et link fra en besked, en mail eller et website, som du ikke har tillid til.

Inden du angiver dine personlige oplysninger på et website, skal du tjekke, at:

  • Adressen i adresselinjen er korrekt.
  • Adressen begynder med "https" og ikke "http". "s" betyder, at websitet er bedre beskyttet mod spionage. Det kan dog stadig være usikkert.

Undlad at angive personlige oplysninger på offentlige Wi-Fi-netværk

Kriminelle kan se de oplysninger, du sender ud, når du bruger offentlige Wi-Fi-netværk. Hvis du bruger et offentligt Wi-Fi-netværk, bør du undlade at angive følsomme oplysninger som f.eks.:

  • Adgangskoder
  • Bankkontonumre
  • Cpr-numre

Vælg en stærk adgangskode til dit Wi-Fi-netværk

Noget udstyr leveres med adgangskoder til nem konfiguration, som kriminelle muligvis kender.

Hvis du konfigurerer Wi-Fi derhjemme, skal du følge vejledningen fra din internetudbyder eller producenten af din router til at angive din egen adgangskode.

Få flere oplysninger om, hvordan du opretter en stærk adgangskode.

Øg sikkerheden på dine konti og enheder

Kriminelle er på udkig efter nemme måder at få adgang til dine konti på. Det kan f.eks. være svage adgangskoder, adgangskoder, der bruges til flere konti, eller enheder, der er låst op. Følg disse tips til, hvordan du holder bedre styr på dine konti.

Brug en stærk adgangskode til hver konto

  • Brug aldrig den samme adgangskode til flere konti. På den måde kan en kriminel, som har fået fat i en adgangskode, ikke bruge den samme adgangskode til at få adgang til andre konti.
  • Brug en blanding af store og små bogstaver, tal og symboler.
  • Undgå at bruge personlige oplysninger, som andre muligvis kender eller kan gætte sig til.
  • Undgå at bruge almindelige ord, sætninger og tastaturmønstre.

Se, hvordan du opretter en stærk adgangskode.

Tip! Du kan bruge en browser som f.eks. Chrome til at hjælpe dig med at administrere dine adgangskoder for forskellige konti.

Konfigurer totrinsbekræftelse

Gør det sværere for kriminelle at få adgang til din konto. Med totrinsbekræftelse logger du ind med noget, du kender (din adgangskode), og noget, du har (en kode på din telefon).

  1. Følg vejledningen i, hvordan du konfigurerer totrinsbekræftelse.
  2. Gem dine alternative bekræftelseskoder et sikkert sted, så du kan bruge dem, hvis du ikke kan bruge din telefon.

Undlad at give tilladelser til apps, du ikke har tillid til

Det er ikke alle apps, der er troværdige eller sikre. Sådan øger du sikkerheden på din konto:

  • Giv ikke apps tilladelse til at bruge din konto, medmindre du er sikker på, at de er fra en troværdig kilde.
  • Deaktiver adgang for mindre sikre apps, som ikke logger dig ind på sikker vis.

Brug privat browsing, og log ud på offentlige computere

Hvis du bruger offentlige computere, skal du følge vejledningen nedenfor for at sikre, at din aktivitet og dine konti ikke gemmes.

  1. Åbn et vindue til privat browsing i Chrome på en offentlig computer.
  2. Log ind på din konto i vinduet.
  3. Luk alle vinduer til privat browsing, når du er færdig.

Bemærk! Hvis du logger ind på din Google-konto i et vindue til privat browsing, anvendes din aktivitetsadministration. Der gemmes den samme aktivitet som normalt på din konto.

Brug en skærmlås

Din telefon kan indeholde personlige oplysninger eller gøre det nemt at få adgang til din konto. Derfor bør du tilføje en skærmlås i tilfælde af, at du mister din telefon, eller den bliver stjålet.

Se, hvordan du konfigurerer en skærmlås.

Hvis du ikke kan logge ind på din konto

Følg vejledningen i, hvordan du gendanner din konto.

Hvis du oplever problemer, kan du prøve disse tips til kontogendannelse igen.